xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

NKR: Ny retningslinje om behandling af patienter med skizofreni

En ny national klinisk retningslinje giver anbefalinger til behandling af skizofreni ved behandlingsforløb, der er komplicerede på grund af vedvarende symptomer, misbrug eller mangelfuld tilknytning til det etablerede behandlingsvæsen.

22 MAJ 2015

En ny national klinisk retningslinje giver anbefalinger til behandling af skizofreni ved behandlingsforløb, der er komplicerede på grund af vedvarende symptomer, misbrug eller mangelfuld tilknytning til det etablerede behandlingsvæsen.

Den nye nationale kliniske retningslinje giver evidensbaserede anbefalinger for behandling af skizofreni ved behandlingsforløb, der kan være særligt komplicerede af, at den relevante medicinske behandling ikke har en tilfredsstillende effekt, at det er vanskeligt at etablere en stabil kontakt til behandlingssystemet, eller at der er et samtidigt misbrug af cannabis eller centralstimulerende stoffer.

Retningslinjen forholder sig blandt andet til brugen af antidepressive lægemidler til behandling af vedvarende negative symptomer hos patienter med skizofreni samt til behandling med antipsykotiske lægemidler til patienter, hvor der kan være tvivl om lægemidlets effekt.

Derudover giver retningslinjen anbefalinger til psykoterapeutiske og psykosociale interventioner i behandlingen af skizofreni hos patienter med betydelig funktionsnedsættelse, heriblandt anbefales det at anvende familieintervention, og det anbefales at anvende kognitiv adfærdsterapi ved vedvarende psykotiske og/eller negative symptomer. For de patienter, som ikke er i stand til at deltage i vanlige ambulante psykiatriske behandlingstilbud, anbefaler retningslinjen at anvende metoden Assertive Community Treatment (ACT-metoden) med udgående tværfaglige teams.

Den nationale kliniske retningslinje for behandling af patienter med skizofreni og komplekse behandlingsforløb skal medvirke til at understøtte en evidensbaseret samlet indsats for at optimere behandlingen af mennesker med skizofreni.

Retningslinjen er faglig rådgivning og retter sig primært mod sundhedsprofessionelle, der er involveret i behandlingen af skizofreni hos voksne personer. Den kan herudover tjene til information og beslutningsstøtte hos andre involverede parter, herunder beslutningstagere i det regionale psykiatriske behandlingssystem.

Links

National klinisk retningslinje for behandling af patienter med skizofreni