xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Sådan bliver du vaccineret

Alle i Danmark får tilbud om vaccination. Vaccinationen er gratis og frivillig.

Vi har lavet en guide, som fortæller, hvordan vaccinationen foregår, og hvornår du er færdigvaccineret.

 

Se illustrationen i stor størrelse 

Hvis du er i tvivl, om du kan tåle at blive vaccineret, så læs mere under menupunktet:

Hvem skal vaccineres

Praktiske spørgsmål om vaccination

1. Der er ingen ledige tider at booke

Mange takker heldigvis ja til tilbuddet om vaccination. Det betyder også, at vaccinationstiderne på vacciner.dk hurtigt bliver booket. Din region lægger løbende nye tider op.

Regionerne opretter flere gange om ugen nye tider til booking på vacciner.dk, og regionerne lægger typisk tider ud helt op til fire uger frem i tid. Det gør de for at sikre, at flest muligt kan blive inviteret og vaccineret hurtigst muligt, samtidig med at sikkerheden for, at der er vacciner nok, bevares. Vi anbefaler derfor, at du kigger igen på et senere tidspunkt.

2. Kan jeg vente med at blive vaccineret til senere?

Hvis du ikke tager imod tilbuddet om vaccination, når du får brev i e-Boks, kan du stadig få en gratis vaccination på et senere tidspunkt. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at du tager imod tilbuddet, når du får det. 

3. Hvor foregår vaccinationen?

Langt de fleste bliver vaccineret på regionale vaccinationscentre. Du kan typisk finde information på din regions hjemmeside om, hvor centrene findes.

Noget personale på sundheds-, ældre- og socialområdet vil dog få tilbud om vaccination på arbejdspladsen. 

Borgere, der ikke kan eller bør transporteres til et centralt vaccinationscenter, vil få et tilbud lokalt, fx borgere der bor på plejecenter.

Patienter, som får behandling på et sygehus og tilbydes vaccination som følge af en særligt høj risiko ved COVID-19, vil typisk blive vaccineret på sygehuset.

4. Er der mulighed for at få transport til vaccinationscentret?

Du skal selv sørge for transport til vaccinationsstedet.

Hvis du ikke ved egen hjælp eller med hjælp fra pårørende kan komme af sted, kan du i nogle tilfælde få hjælp ad din kommune. Det kan være, hvis du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller lignende. Du kan se mere på din kommunes hjemmeside.

Hvis du bliver transporteret til et vaccinationscenter af din kommune, står kommunen også for at booke tid for dig. Det skal du ikke selv gøre. 

5. Hvor mange vaccinestik skal jeg have, og med hvilket interval?

Med de vacciner, der er en del af det generelle COVID-19 vaccinationsprogram, skal du vaccineres to gange for at få fuld beskyttelse mod COVID-19. Det er vigtigt at overholde tiden mellem dine to vaccinationer for at få fuld beskyttelse mod COVID-19.

Du kan her se, hvilket interval, der skal være mellem dine to vaccinationer alt efter hvilken vaccinetype, du har modtaget:

Vaccinen fra Pfizer-BioNTech

Anden vaccinedosis skal gives mellem dag 21 og 42. Når du booker tid til din anden vaccinedosis, vil den blive planlagt efter fem til seks uger (35-42 dage).

  • Hvis din 2. vaccinedosis undtagelsesvist ikke kan gives senest dag 42 (fx ved akut sygdom), gives 2. dosis så hurtigt som muligt, og der kan forventes effekt efter 2. dosis, men det er ikke dokumenteret.
  • Modtager du undtagelsesvist 2. dosis mindre end 19 dage fra 1. dosis, medregnes denne ikke og det vil være nødvendigt med en ekstra dosis vaccine (dvs. en 3. dosis). Den 3. dosis skal gives med det anbefalede interval (dvs. 21-42 dage efter den sidst givne dosis) eller snarest muligt derefter.

Vaccinen fra Moderna

2. vaccinedosis skal gives mellem dag 28 og 43. Når du booker tid til din 2. vaccinedosis, vil den blive planlagt efter fem til seks uger (35-42 dage).

  • Hvis din 2. vaccinedosis undtagelsesvist ikke kan gives senest dag 43 (fx ved akut sygdom), gives 2. dosis så hurtigt som muligt, og der kan forventes effekt efter 2. dosis, men det er ikke dokumenteret.
  • Modtager du undtagelsesvist 2. vaccinedosis mindre end 25 dage fra første dosis, medregnes denne ikke og det vil være nødvendigt med en ekstra dosis vaccine (dvs. en 3. dosis). Den 3. dosis skal gives med det anbefalede interval (dvs. 28-43 dage efter den sidst givne dosis) eller snarest muligt derefter.

Vaccination med vaccinen fra AstraZeneca og Pfizer-BioNTech eller Moderna

Det anbefales, at personer, som har fået en vaccinedosis med vaccinen fra AstraZeneca, bliver færdigvaccineret med en enkelt dosis mRNA-vaccine ca. 12 uger efter 1. stik med vaccinen fra AstraZeneca.

  • Hvis din 2. vaccinedosis undtagelsesvist ikke kan gives efter 84 dage (12 uger), gives 2. vaccination så hurtigt som muligt. Det er ikke nødvendigt, at du får 2. vaccinedosis præcist 12 uger efter 1. vaccinedosis. Du kan få vaccinen lidt før og lidt efter, og stadig få samme gavnlige effekt. Når du har fået dit 2. vaccinedosis, vil du efter 14 dage betragtes som værende færdigvaccineret.
  • Modtager du undtagelsesvist 2. vaccinedosis mindre end 26 dage fra 1. dosis, medregnes denne ikke og det vil være nødvendigt med en ekstra dosis vaccine (dvs. en 3. dosis). Den 3. dosis skal gives med det anbefalede interval for den mRNA-vaccine, du har modtaget.

6. Hvorfor har jævnaldrende personer fået en invitation før mig?

Du kan opleve, at jævnaldrende familie eller venner andre steder i landet får tid til vaccination få dage før dig. Det skyldes, at alderssammensætningen i målgrupperne på tværs af landet ikke er ligeligt fordelt, dvs. at man eksempelvis vil kunne opleve at kunne blive inviteret lidt hurtigere til et vaccinationsforløb, hvis man bor i en region, hvor befolkningen gennemsnitligt er yngre. Denne forskel vil således udjævnes, i takt med at de yngre målgrupper inviteres, og i og med at vaccinerne fordeles efter de regionale befolkningstal, vil regionerne som udgangspunkt afslutte vaccinationsindsatsen samtidigt.

Spørgsmål om vaccination

1. Hvornår opnår jeg fuld effekt af vaccinationen?

Når du har fået begge dine vaccinationer, kan du forvente fuld effekt af vaccinen fra Pfizer-BioNTech efter 7 dage. Vaccinen fra Moderna giver fuld effekt efter 14. dage.

Det er vigtigt, at du overholder de anbefalede intervaller mellem de to vaccinationer for at få den fulde effekt.

Første vaccination giver beskyttelse mod COVID-19 hos nogle, men det er ikke alle. Det er derfor vigtigt, at du får begge vaccinationer for at få den fulde beskyttelse.

2. Kan jeg blive vaccineret, hvis jeg er syg?

Hvis du har feber på 38 grader eller derover eller har en akut alvorlig infektion som fx lungebetændelse, skal vaccinationen udskydes.

Du kan godt blive vaccineret, hvis du fx blot har let temperaturstigning eller lette infektioner som fx forkølelse, men overvej altid, om du kunne have COVID-19. 

3. Kan jeg blive vaccineret, hvis jeg har eller har haft COVID-19?

Du kan ikke blive vaccineret, mens du har COVID-19, men du kan godt blive vaccineret, hvis du tidligere har haft COVID-19.

Jeg har haft COVID-19
Hvis du har haft COVID-19, anbefaler vi, at du venter med at blive vaccineret til én måned efter du er blevet rask. Bliver du bliver syg med COVID-19 mellem 1. og 2. stik, anbefaler vi, at du venter med at få 2. stik til mellem 1 og 3 måneder, efter du er blevet rask.

Jeg venter på svar fra en test for COVID-19 pga. mistanke om smitte
Hvis du venter på svar fra en test for COVID-19, skal du udskyde vaccinationen til du har svaret, så du ved om du har COVID-19. Du må nemlig ikke blive vaccineret, mens du har COVID-19.

Jeg venter på svar fra en test uden mistanke om smitte med COVID-19
Hvis du er blevet testet for COVID-19, uden at have mistanke om at være smittet, fx hvis du bliver testet rutinemæssigt på arbejde eller i forbindelse med en rejse eller lignende, hvor der kræves en negativ test, så kan du godt blive vaccineret, mens du venter på svar.

Det betyder, at medmindre man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet, har vi ikke nogen anbefaling om, at man bliver testet forud for vaccination.

4. Hvorfor skal jeg vaccineres, hvis jeg allerede har haft COVID-19 - jeg er vel allerede immun?

Det er rigtigt, at du også vil opnå immunitet, hvis du har været smittet med ny coronavirus. I øjeblikket er der overordnet evidens for, at immuniteten varer mindst 8 måneder. Det vil blandt andet fremgå af dit coronapas.

Men vi anbefaler fortsat, at man bliver vaccineret, selv om man har været smittet med ny coronavirus. Det gør vi, fordi vi ved, at graden af immunitet, man opnår efter infektion med ny coronavirus, i nogen grad afhænger af, om man udvikler symptomer på COVID-19 og hvor syg man evt. bliver. Der er noget, der tyder på, at meget milde forløb ikke giver anledning til samme immunrespons som forløb med mere udtalt sygdom. 

Når man bliver vaccineret opbygges et immunrespons i kroppen, som vi med større sikkerhed kan antage er godt nok til, at man ikke kan blive smittet igen med ny coronavirus og udvikler COVID-19. Denne antagelse bygger på dokumentationen i de kliniske studier. 

Vi kan altså ikke være sikre på, at den immunitet, som den enkelte får, når man har været smittet med ny coronavirus, altid er lige så god som den immunitet man opnår, når man er vaccineret. Derfor anbefaler vi at man bliver vaccineret mod COVID-19 uanset om man tidligere har været smittet med ny coronavirus. 

 

5. Kan vaccination mod COVID-19 have indflydelse på testresultatet for PCR-test, antistoftest eller hurtigtest (antigentest)?

Vaccination mod COVID-19 har ingen indflydelse på testresultatet for hverken PCR-test eller hurtigtest (antigentest). Vaccinationen kan have betydning for resultatet af en antistoftest.
Opdateret 01 JUN 2021