xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Udvalgte personer med svært nedsat immunforsvar

Personer, som har et meget svækket immunforsvar, får tilbuddet om en 3. vaccinedosis, fordi de forventes at have en meget nedsat eller manglende effekt af de to COVID-19 vaccinedoser. Samtidig har de en særlig øget risiko for et alvorligt forløb, hvis de bliver syge med COVID-19. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du tager imod tilbuddet, når du får det. Du kan læse mere om tilbuddet om en 3. vaccinedosis til udvalgte personer med svært nedsat immunforsvar her.

Der tilbydes nu en 3. vaccinedosis til en meget lille gruppe personer, som har et meget svækket immunforsvar. Personer, der bliver tilbudt en 3. vaccinedosis, er personer med følgende sygdomme eller tilstande, som allerede har et aktivt forløb på en sygehusafdeling for sygdommen/tilstanden:

Sygdom/tilstand
  • Akut leukæmi eller kronisk myelomonocytær leukæmi
  • Myelodysplastisk syndrom
  • Kronisk lymfatisk leukæmi
  • Myelomatose
  • Lymfom
  • Myelofibrose
  • Aplastisk anæmi
  • T-celle large granular leukæmi
  • Allogent knoglemarvstransplanterede
  • Primær immundefekt
  • HIV-infektion med udtalt immundefekt (CD4 < 200)
  • Kræftsygdom med aktiv kemoterapi i 2021 (Personer, som alene har modtaget stråleterapi eller anden aktiv anticancer-behandling er således ikke omfattet).
  • Behandling med et af følgende lægemidler i løbet af 2021:

    • Rituximab (behandling inden for 6 mdr. før 1. COVID-19 vaccinedosis)
    • Ocrelizumab (behandling inden for 6 mdr. før 1. COVID-19 vaccinedosis)
    • Alemtuzumab
    • ATG
    • Ciclosporin
    • Tacrolimus
    • Mycophenolat
    • Immunglobulin substitution
    • Sphingosin-1-phosphat receptor inhibitorer

  • Transplantation, herunder organtransplantation, knoglemarvstransplantation, stamcelletransplantation og kunstig hjertepumpe
  • Stamcelletransplantation. Der tilbydes et fuldt nyt vaccinationsregime, dvs. to doser mRNA-vaccine, til disse patienter 2-3 måneder efter stamcelletransplantationen.
  • Hæmodialyse eller peritonealdialyse 

Ud over personer omfattet af listen ovenfor, vil der være nogle særligt sårbare patienter med visse alvorlige reumatologiske lidelser fx vaskulitis, sclerodermi eller Systemisk Lupus Erythematosus, som efter en individuel lægefaglig vurdering kan tilbydes en 3. dosis eller et nyt, fuldt vaccinationsregime.

Anbefalinger vedrørende revaccination mod COVID-19 af personer med svært nedsat immunforsvar

Pjece: Har du et svært nedsat immunforsvar? Sundhedsstyrelsen anbefaler et 3. stik mod COVID-19

Invitationsbrev: Tilbud om vaccination med et 3. stik mod COVID-19

FAQ

1. Hvorfor tilbydes en 3. vaccinedosis til udvalgte borgere med svært nedsat immunforsvar?

Vi ønsker at tilbyde en tredje vaccinedosis til de personer, som ikke har opnået et tilstrækkeligt immunrespons ved to vaccinedoser. Når man giver mere end én dosis af en vaccine, ”booster” man det immunrespons, man fik ved første dosis, så det bliver kraftigere og længerevarende. Personer med svært nedsat immunforsvar danner et immunrespons mod COVID-19, der ikke er tilstrækkeligt, og kan have nedsat eller manglende effekt af vaccination mod COVID-19. Der er nogen evidens for, at en 3. dosis vaccine kan øge disse patienters immunrespons og derigennem forebygge alvorlige sygdomsforløb. Man kan således tale om, at disse personer skal revaccineres med en 3. dosis for at opnå tilstrækkelig effekt af vaccinationen.

2. Er vaccinerne godkendt til et 3. stik?

Ja, både vaccinen fra Moderna og vaccinen fra Pfizer-BioNTech er godkendt til et 3. stik af personer, som har svært nedsat immunforsvar.

3. Hvordan får jeg tilbuddet om en en 3. vaccinedosis?

Hvis du har en sygdom eller tilstand, der er omfattet af listen ovenfor, vil din behandlende læge på sygehuset ordinere en 3. dosis COVID-19 vaccination til dig. Det er derfor en forudsætning, at du har et aktivt forløb på en sygehusafdeling for sygdommen/tilstanden.

Efterfølgende vil du modtage en invitation til en 3. vaccinedosis i din e-boks. Hvis du er digitalt fritaget, vil du modtage et brev med posten.

Når du har modtaget din invitation, skal du gå ind på vacciner.dk og booke tid til en 3. vaccinedosis. Du kan også vælge at møde op i et vaccinationscenter uden tidsbestilling.

Hvis du mod forventning ikke har hørt noget inden for de kommende par uger, kan du evt. kontakte den sygehusafdeling, hvor du normalt er tilknyttet. Du kan også tale med den behandlende læge på sygehuset om det, næste gang du er til kontrol.

4. Hvilke bivirkninger kan jeg forvente, når jeg bliver vaccineret igen?

Ligesom ved dine andre vaccination mod COVID-19 kan du opleve almindelige, milde bivirkninger, fx ømhed ved indstiksstedet, træthed, muskelsmerter, hovedpine og feber – bivirkninger, som man også kender fra 1. og 2. vaccinedosis.

5. Hvilken vaccinetype får jeg tilbudt?

Du vil blive tilbudt den samme vaccinetype, som du fik ved dit 1. og 2. stik. Det vil fx sige, at hvis du fik vaccinen fra Moderna ved dine to første vaccinestik, så vil du blive tilbudt et 3. stik med vaccinen fra Moderna.

6. Mit immunforsvar er nedsat, men min sygdom/tilstand fremgår ikke på listen. Hvad skal jeg gøre?

Sundhedsstyrelsen har lavet en grundig gennemgang af den evidens, der foreligger, og rådført sig med faglige eksperter på området. På den baggrund er der blevet lavet en liste over sygdomme og tilstande, som medvirker til et meget svækket immunforsvar hos den enkelte.

Det er vigtigt at understrege, at man som person med lettere immunsvækkelse, herunder personer i behandling med immunsupprimerende lægemidler og andre personer med en øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, forventes at være godt dækket ind ved at følge det generelle vaccinationsprogram. Også selvom niveauet af antistoffer i blodet kan være lavere end for personer med et normalt immunforsvar.

Sundhedsstyrelsen følger naturligvis løbende udviklingen på området og vurderer løbende, om der er behov for at tilpasse anbefalingerne.

7. Mit immunforsvar er nedsat, men jeg er ikke i behandling på sygehus. Hvad skal jeg gøre?

Efter rådgivning fra faglige eksperter forventes der ikke at være patienter med meget svækket immunforsvar, som følges i almen praksis eller i speciallægepraksis.

Det er vigtigt at understrege, at personer med lettere immunsvækkelse, herunder personer i behandling med immunsupprimerende lægemidler og andre personer med en øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, forventes at være godt beskyttet ved at følge det generelle vaccinationsprogram mod COVID-19. Også selvom niveauet af antistoffer i blodet kan være lavere end for personer med et normalt immunforsvar.

Sundhedsstyrelsen følger naturligvis løbende udviklingen på området og vurderer løbende, om der er behov for at tilpasse anbefalingerne.

8. Jeg har fået taget en antistoftest, som viste, at jeg ikke havde dannet antistoffer. Skal jeg ikke også have en 3. vaccinedosis nu?

Hvis der ikke kan måles antistoffer i blodet, er det derfor ikke ensbetydende med, at der er manglende effekt af vaccinen. Vacciner aktiverer immunforsvaret og der dannes antistoffer og cellulær immunitet, herunder hukommelsesceller, som beskytter mod virus. De fleste vaccinerede personer vil danne antistoffer, som fx kan måles ved hjælp af en antistoftest. Den cellulære immunitet kan dog ikke på samme måde måles ved en sådan test. En måling af antistoffer måler derfor ikke hele immunforsvarets reaktion på vaccinen. Det er blandt andet derfor, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler rutinemæssige målinger af antistoffer i blodet efter vaccination mod COVID-19.

9. Kan jeg få hjælp til transport, når jeg skal vaccineres med et 3. stik?

Når du skal vaccineres med et 3. stik, skal du som udgangspunkt selv arrangere transporten til vaccinationsstedet, eventuelt med hjælp fra familie eller venner, hvis du har behov for det.
 
I særlige tilfælde kan kommunen på baggrund af en konkret, individuel vurdering vælge at yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp til transport.
 
Opdateret 02 NOV 2021