xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Personer, der er vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca og med én mRNA-vaccine

Er du krydsvaccineret med vaccinen fra AstraZeneca og derefter en mRNA-vaccine, og er der gået mere end 6 måneder siden dit 2. stik, så anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du tager imod tilbuddet om et tredje stik med en mRNA-vaccine. Du kan læse mere om tilbuddet på denne side.

I april 2021 besluttede Sundhedsstyrelsen, at det generelle vaccinationsprogram i Danmark skulle fortsætte uden COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca (Vaxzevria). På det tidspunkt havde omkring 145.000 borgere begyndt deres vaccinationsforløb med denne vaccine, men kun få var på det tidspunkt færdigvaccineret.

Siden maj har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at disse personer bliver færdigvaccineret med én dosis af en mRNA-vaccine ca. 12 uger efter den første dosis af vaccinen fra AstraZeneca.

Nu anbefales krydsvaccinerede borgere, at tage imod et 3. stik med en mRNA-vaccine, når der er gået 6 måneder siden 2. stik.

Notat vedr. opfølgende vaccination af krydsvaccinerede

Pjece: Er du krydsvaccineret mod COVID-19?

Tilbud om et 3. stik

1. Er vaccinerne godkendt til et 3. stik?

På nuværende tidspunkt har Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ikke godkendt, at personer, der er vaccineret med ét stik med vaccinen fra AstraZeneca og ét mRNA-vaccinestik, modtager et 3. stik med en mRNA-vaccine. Sundhedsstyrelsen vurderer dog, at der ikke er en øget risiko for alvorlige bivirkninger, men man kan godt opleve almindelige bivirkninger, fx ømhed ved indstiksstedet, træthed, muskelsmerter, hovedpine og feber – bivirkninger, som man også kender fra 1. og 2. stik. Det kan ikke udelukkes, at bivirkningerne kan være mere udtalte ved 3. stik..

2. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er krydsvaccineret og gerne vil have et 3. stik?

Hvis du ønsker at blive vaccineret, kan du bestille tid til vaccination i et vaccinationscenter på www.vacciner.dk.

På vaccinationsstedet:

Da der er tale om et tilbud, som ikke er godkendt af EMA, foregår vaccinationen på en anden måde end ellers:

  • Du vil blive mødt af en plakat, der beder dig gøre personalet opmærksom på, at du er krydsvaccineret.
  • Du får udleveret et informationsmateriale om vaccination af krydsvaccinerede, som du får mulighed for at læse på vaccinationsstedet.
  • Vaccinatøren vil herefter tale med dig om vaccinationen, bl.a. om virkning og bivirkninger.
  • Du skal bekræfte (samtykke), at du på baggrund af den information, du har fået, ønsker at tage imod tilbuddet om vaccination.
  • Du kan nu bliver vaccineret.
  • Ligesom alle andre, der bliver vaccineret, skal du blive siddende til observation 15 minutter efter, du er blevet vaccineret.

3. Er det sikkert at få 3. stik? Kan jeg forvente værre eller andre bivirkninger?

Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke vil være risiko for alvorlige bivirkninger ved at tage imod et 3. stik med en mRNA-vaccine, når man tidligere har modtaget sit 1. stik med vaccinen fra AstraZeneca og sit 2. stik med en mRNA-vaccine. Du kan opleve almindelige bivirkninger, fx ømhed ved indstiksstedet, træthed, muskelsmerter, hovedpine og feber – bivirkninger, som man også kender fra 1. og 2. stik. Det kan ikke udelukkes, at bivirkningerne kan være mere udtalte ved 3. stik.

4. Hvilken vaccinetype får jeg tilbudt?

Du vil blive tilbudt den samme vaccinetype, som du fik ved dit 2. stik. Det vil fx sige, at hvis du fik vaccinen fra Moderna ved dit 2. vaccinestik, så vil du blive tilbudt et 3. stik med vaccinen fra Moderna.

5. Er jeg nu garanteret at kunne rejse ind i andre lande?

Indrejsekrav i andre lande varierer og kan løbende ændre sig. Det er op til de enkelte lande at fastsætte indrejserestriktioner og beslutte hvilke vaccinationsforløb, der anerkendes som et færdiggjort regime, herunder også hvorvidt 2. dosis med en af mRNA-vaccinerne skal være givet inden for et vist interval, for at personen anses som færdigvaccineret. Man bør derfor altid tjekke indrejsereglerne for det land, som man ønsker at rejse til.

6. Der er endnu ikke gået 6 måneder siden, at jeg fik mit 2. stik – hvad skal jeg gøre?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du venter med at tage imod tilbuddet om 3. stik, indtil der er gået 6 måneder siden dit 2. stik, og du modtager en invitation til revaccination. Du har dog mulighed for at bestille tid til et 3. stik, selvom der ikke er gået 6 måneder. Der er åbnet for denne mulighed for at imødekomme de udfordringer, som krydsvaccinerede personer kan opleve i forbindelse med andre landes indrejsekrav. Hvis du ikke aktuelt har et behov for et 3. stik i forbindelse med rejser, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du venter med at tage imod stikket, indtil at der er gået 6 måneder siden dit 2. stik.
Opdateret 16 NOV 2021