xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Socialt samvær

Med stigende smitte i samfundet, og en årstid der gør at vi søger indenfor, er det nu særligt vigtigt at forebygge smitte med ny coronavirus. Vi skal derfor være sammen med færre personer, i kortere tid, og ikke med for mange forskellige.

At være sammen med andre mennesker er vigtigt for vores trivsel og mentale sundhed.

Samtidig ved vi, at risikoen for smitte stiger, når vi er mange sammen. I sociale sammenhænge og under uformelle rammer, kan det være vanskeligt at efterleve krav og anbefalinger om afstand og hygiejne. Når vi er flere, der samles, kan der være risiko for ’superspredninger’, hvor en eller få individer på kort tid smitter et meget stort antal personer. Der kan være risiko for, at man spreder smitten, selvom man ikke har symptomer. 

I efteråret og vinteren, hvor vi rykker mere indenfor, skal vi  begrænse antallet af sociale kontakter. Vi skal være sammen med få personer, i kortere tid og ikke med for mange forskellige. Vi skal holde os til en fast lille omgangskreds på højest 5 forskellige personer, ud over vores egen husstand. Og derudover, i en periode, aflyse aftaler med personer, som vi ikke plejer at ses med. Vær desuden opmærksom på eventuelle gældende restriktioner. 

På denne måde kan vi alle sammen bidrage til at undgå smittespredning.   


Læs pjecen

Sundhedsstyrelsens gode råd: Socialt samvær i en tid med COVID-19

Se filmen

Hvorfor skal vi undgå at ses med for mange mennesker?

Samvær og sociale sammenhænge

Større offentlige forsamlinger, fx en demonstration

Når mennesker samles, særligt når der er tale om større forsamlinger, hvor man er tæt på hinanden, vil der være en øget risiko for smittespredning. Særligt kan der være risiko for såkaldte ’superspredninger’, hvor en eller få individer på kort tid smitter et meget stor antal mennesker.  

Alle bør følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger til at forebygge smittespredning, når de bevæger sig i det offentlige rum. Hvis man arrangerer store forsamlinger som fx demonstrationer, er der en række ting, man kan gøre for at bidrage til, at arrangementet ikke udgør en unødig risiko for smittespredning.
 
Læs pjecen

Sundhedsstyrelsens gode råd: Større offentlige forsamlinger, fx en demonstration

 

Afholdelse af sociale arrangementer m.v.

Sociale arrangementer 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle arrangementer, der primært har et socialt formål, bør aflyses. 

Det gælder også sociale arrangementer, der både afholdes på og uden for institutioners/organisationers matrikel, og dem der er arrangeret af institutionenen/organisationen og/eller af forældre/børn og unge/medlemmer/frivillige. Dette gælder også selvom børnene og de unge færdes sammen i løbet af en almindelig dag, da det især kan være vanskeligt at efterleve smitteforebyggende anbefalinger som afstand og god håndhygiejne i forbindelse med sociale arrangementer. 

Det pædagogiske arbejde, der foregår dagligt i SFO’er, fritids- og ungdomsklubber m.v. betragtes ikke i denne sammenhæng som sociale aktiviteter. SFO’er, fritids- og ungdomsklubber kan derfor fortsætte som hidtil under hensynstagen til sundhedsmyndighedernes gældende smitteforebyggende anbefalinger. 

Undtagelser
Der kan være undtagelser fra anbefalingen om at aflyse sociale arrangementer, såfremt der er særlige hensyn til deltagerkredsen. Det kan fx være hensyn til udsatte børn og unge i mistrivsel eller lign., hvor det vurderes, at arrangementet bør afholdes af hensyn til deres trivsel eller for at undgå social isolation. Det er den enkelte arrangør fx institutionen/organisationen, som må vurdere, om der er særlige hensyn til deltagerkredsen, som kræver, at arrangementet bør afholdes.

Faglige arrangementer

Sundhedsstyrelsen anbefaler også at arrangementer, der primært har et fagligt formål, bør afholdes i almindelig dagstid og ikke bør omfatte overnatning. Arrangementer over flere dage med overnatning bør som udgangspunk aflyses eller afholdes uden overnatning, da det kan være vanskeligt at efterleve og opretholde anbefalingerne om hygiejne og afstand.

Der vil fortsat kunne afholdes aktiviteter og éndagsarrangementer med et primært fagligt formål. Det gælder også aktiviteter, som foregår over flere dage, men uden overnatning. Alle aktiviteter skal fortsat ske under hensynstagen til sundhedsmyndighedernes gældende anbefalinger om forebyggelse af smittespredning, herunder god hygiejne og afstand, samt at personer med symptomer på COVID-19 skal blive hjemme.

Længerevarende ophold på fx efterskole, folkehøjskole mv., uanset overnatning, er ikke omfattet og kan gennemføres under hensynstagen til de gældende retningslinjer.

Undtagelser
Der kan være undtagelser fra anbefalingen om at aflyse arrangementer med overnatning, såfremt der er særlige hensyn til deltagerkredsen, hvor det vurderes, at arrangementet bør afholdes af hensyn til deres trivsel eller for at undgå social isolation. Det er den enkelte arrangør, der må vurdere, om der er særlige hensyn til deltagerkredsen.

Derudover kan arrangementer med overnatning undtagelsesvist finde sted, hvis det sker i for arrangørerne vante rammer, og hvis arrangørerne kan garantere, at arrangementet afholdes, så det opfylder sundhedsmyndighedernes til enhver tid gældende anbefalinger om forebyggelse af smitte, herunder at man begrænser den tid deltagerne er sammen.

Læs pjecen

Smitteforebyggelse i dagtilbud samt på skoler og uddannelsesinstitutioner

 

 
Opdateret 18 JAN 2021