xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English
Svært at sige, men let at få

Pneumokokvaccination

 

Gratis vaccination mod pneumokokker til borgere i særlig risiko

Pneumokokker er en gruppe bakterier, der i visse tilfælde kan give alvorlig sygdom. For at beskytte sårbare borgere er vaccination mod pneumokokker gratis for alle, der er fyldt 65 år, børn og voksne med visse kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko. Tilbuddet gælder til og med d.15. januar 2023.

Information

Hvem er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination?

Alle personer, der er fyldt 65 år inden den 15. januar 2023, børn og voksne med visse kroniske sygdomme og andre borgere, som efter lægens vurdering er i forhøjet risiko for alvorlig sygdom med pneumokokker, kan blive gratis vaccineret.

Følgende borgere er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination:

  • Alle personer, der er fyldt 65 år senest den 15. januar 2023
  • Beboere på plejehjem, nogle plejeboligbebyggelser og nogle botilbud
  • Personer, som har en kronisk lidelse, herunder:
    • manglende eller dysfunktion af milten
    • påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • medfødt eller erhvervet immundefekt
    • liquorlækage
    • tidligere invasiv pneumokoksygdom
    • Cochlear implantation
    • udført stamcelletransplantation
    • udført organtransplantation
    • diabetes mellitus
    • kronisk hjertesygdom
    • kronisk lungesygdom
    • kronisk nyresygdom
    • kronisk leversygdom
  • Personer under 18 år med:
    • cyanotiske hjertesygdomme
    • hjerteinsufficiens
    • palliativ operation for hjertesygdom
    • hæmodynamisk betydende residua efter hjerteoperation
    • kronisk lungelidelse (f.eks. cystisk fibrose)
    • hypodynamisk respirationsinsufficiens
    • nefrotisk syndrom
    • immundefekter, eksklusiv agammaglobulinæmi og SCID
  • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor vedkommende ifølge lægens vurdering er i særlig høj risiko for invasiv pneumokoksygdom
  • Svejsere 

Er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste hører til en af grupperne herunder, skal du kontakte din læge. Din læge kan hjælpe med at vurdere, om du kan få vaccinationen gratis.

 

Hvordan bliver jeg vaccineret?

Pneumokokvaccination er ikke sæsonbestemt, og du kan derfor blive vaccineret, når det passer dig

Hvor du kan blive vaccineret afhænger af, hvor i landet du bor. Du kan fx blive vaccineret i et vaccinationscenter, hos nogle praktiserende læger og på nogle apoteker. Lokalt kan der også være andre muligheder. De fleste steder vil du også kunne blive vaccineret mod influenza og covid-19, hvis du også er i målgruppen for disse vaccinationer.

På Danmarkskortet kan du finde vaccinationstilbud nær dig. Nogle steder kræver tidsbestilling direkte hos dem. Andre steder kan du møde op uden tidsbestilling. Det kan du se på kortet.

Få et overblik over vaccinationsstederne her

Fra 1. oktober vil du kunne blive vaccineret mod pneumokoksygdom i et regionalt vaccinationscenter. Hvis du vil vaccineres i et regionalt vaccinationscenter, skal du bestille tid på vacciner.dk.

Har du modtaget en invitation på baggrund af din alder, kan du bestille tid til vaccination på vacciner.dk, når du har modtaget invitationen. Du kan også ringe til din regionale hotline, hvis du har behov for hjælp til tidsbestillingen.

Hvis du anbefales vaccination på baggrund af din sygdom/tilstand eller arbejde, fx er svejser, kan du bestille tid til vaccination i et vaccinationscenter ved at udfylde en tro- og love-erklæring på www.vacciner.dk og bestille tid til vaccination.

Er du i tvivl, om det er en god ide at blive vaccineret, kan du tale med din læge, som kan hjælpe dig med at vurdere din situation i forhold til dit helbred. Der vil også være en guide på vacciner.dk, der kan vejlede dig.

Du kan få hjælp fra din region til at få viden om vaccinationstilbud, bestille tid eller til at ændre på din tidsbestilling.

Du kan finde det direkte nummer til din region her:

  • Region Hovedstaden - Telefon 38 66 00 00
  • Region Sjælland - Telefon 70 20 42 33
  • Region Syddanmark - Telefon 99 44 07 17
  • Region Midtjylland - Telefon 70 23 24 15
  • Region Nordjylland - Telefon 97 64 84 63

 

 

Hvad er pneumokokker?

Pneumokokker er en gruppe bakterier, der i visse tilfælde kan give alvorlig sygdom. De mest almindelige sygdomme, som pneumokokker kan være skyld i, er akut mellemøre-, bihule- og lungebetændelse, der oftest ikke giver varige mén. Men for nogle kan lungebetændelse være alvorligt. Hvis man er smittet med pneumokker og bakterierne spreder sig til blodbanen, kan sygdommen blive livstruende og forårsage blodforgiftning (sepsis) og/eller hjernehindebetændelse (meningitis).

Nogle personer er i højere risiko for at udvikle disse sygdomme, enten på grund af deres alder, eller fordi de har en anden sygdom i forvejen.

Du kan læse mere om pneumokoksygdom her

Mere information til sundhedsfagligt personale

Når man er blevet vaccineret, forventer vi, at man er beskyttet i op til seks år mod de typer af pneumokokbakterier, som vaccinationen beskytter imod, men det kan variere meget fra person til person.

Det er vigtigt at huske, at andre bakterier end pneumokokker også kan forårsage hjernehindebetændelse, blodforgiftning og lungebetændelse – dem er man ikke beskyttet imod, når man er blevet vaccineret.

Du kan læse mere om vaccinationsprogrammet herunder:

Bekendtgørelse om gratis vaccination mod influenza, pneumokokker og COVID-19 til visse persongrupper 

Information om invasiv pneumokoksygdom og vaccination imod det på Statens Serum Instituts hjemmeside 

Om vaccinationen mod pneumokokker

Vaccinationen, der tilbydes gratis, er 23-valent. Det vil sige, at den beskytter mod 23 forskellige typer af pneumokokbakterier. Almindelige bivirkninger efter vaccination er rødme, hævelse og ømhed der, hvor man er blevet stukket.

Der findes også en anden vaccination mod pneumokokker. Den beskytter mod 13 typer af pneumokokker og virker på en anden måde end den vaccination, der tilbydes gratis. Visse grupper, der er i særligt høj risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet, kan have gavn af at få begge typer vaccinationer. Den anden vaccination er ikke gratis, men visse persongrupper kan få et tilskud til betalingen.

Som en del af det danske børnevaccinationsprogram tilbydes alle børn i alderen 3, 5 og 12 måneder gratis vaccination mod pneumokokker med den vaccine, der beskytter imod 13 typer af pneumokokbakterier.

Læs mere om tilskud til vacciner her

Læs mere om hvilke grupper, der er i særligt høj risiko hos Statens Serum Institut

Se beskrivelse af vaccinen hos Statens Serum Institut: Pneumokokvaccine 23-valent

Se beskrivelse af vaccinen hos Statens Serum Institut: Pneumokokvaccine 13-valent

Kampagnefilm