xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Tilbud om gratis HPV-vaccination til mænd, der har sex med mænd

HPV-vaccination beskytter mod at blive smittet med HPV-infektion, som kan føre til kønsvorter og kræft. Unge mænd i alderen 18-25 år, der har sex med mænd, kan helt gratis blive vaccineret mod HPV i 2021.

Mænd, der har sex med mænd, har en højere risiko for at udvikle analkræft end mænd, der har sex med kvinder. Kondom beskytter godt, men desværre ikke fuldstændigt mod smitte med HPV, fordi virus også kan sidde på huden omkring kønsorganerne. Derfor anbefaler vi, at mænd, der har sex med mænd, bliver vaccineret mod HPV.

Om vaccinationstilbuddet

Tilbuddet om gratis HPV-vaccination omfatter mænd i alderen 18-25 år, der har sex med mænd

Tilbuddet er midlertidigt og slutter 31. december 2021.

I 2019 blev HPV-vaccination en del af børnevaccinationsprogrammet for alle drenge fra de fylder 12 år. Formålet med det gratis tilbud til mænd, der har sex med mænd, er, at en del af de unge mænd, der ikke har fået tilbuddet som en del af børnevaccinationsprogrammet, også kan blive gratis vaccineret.

For at blive bedst muligt beskyttet skal man have tre vaccinationer i alt. Der skal gå en måned mellem, at man får den 1. og 2. vaccination og mindst 3 måneder mellem den 2. og 3. vaccination. Det er derfor en god idé hurtigst muligt at få 1. vaccination, hvis man skal nå at få alle tre vaccination gratis inden årets udgang.

Hvis du ønsker at blive vaccineret mod HPV, skal du kontakte din egen læge. Det er din læge, der vaccinerer dig, og din læge kan også vejlede dig, hvis du har flere spørgsmål om vaccination mod HPV. 

Om HPV

HPV smitter ved seksuel kontakt 

HPV er et virus, der kan overføres, når man har sex. Når man er smittet med HPV, kalder man det en HPV-infektion. HPV smitter meget nemt, og mindst 80 procent af alle mænd vil i løbet af deres liv blive smittet med HPV en eller flere gange.

En HPV-infektion giver som oftest ingen symptomer, og man kan derfor ikke altid mærke, om man er smittet med HPV. 

HPV kan føre til kønsvorter og kræft

I langt de fleste tilfælde bekæmper kroppen selv HPV. Men i nogle tilfælde kan kroppen ikke selv bekæmpe virus, og HPV-infektionen kan derfor være årsag til, at man får kønsvorter eller udvikler visse former for kræft, som for eksempel analkræft.

Læs mere

Læs mere om vaccination mod HPV, herunder vaccinen, bivirkninger mv.

Fakta

Hvert år får 41 mænd i Danmark konstateret analkræft.

 

85 % af alle tilfælde af analkræft skyldes en HPV-infektion.

Opdateret 21 APR 2021