Engelsk

Vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR vaccination)

Vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR vaccination) indgår i det danske børnevaccinationsprogram og beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn bliver MFR-vaccineret, når de er 15 måneder og 4 år.

Tilfælde af mæslinger, fåresyge og røde hunde forekommer stadig ofte mange steder i verden. Det betyder, at der er risiko for at blive smittet under rejser. Af og til forekommer der også enkelte tilfælde i Danmark.

Mæslinger er elimineret i Danmark, og det er WHO’s mål, at mæslinger bliver elimineret i hele Europa. Elimination betyder, at vi har så god kontrol med sygdommen, at WHO ikke forventer større udbrud i Danmark. Så selvom man bliver smittet i udlandet og tager virussen med til Danmark, vil virus ikke kunne sprede sig og give anledning til større udbrud.

Om vaccinen

Vaccinen består af levende svækket virus, der kan give milde symptomer. Vaccinen har været brugt i Danmark siden 1987, og der gives over 100.000 MFR-vaccinationer om året.

Når man har fået to MFR-vaccinationer, er man beskyttet resten af livet. Kroppen kan huske, at den har mødt virus, og den har dannet antistoffer, der beskytter mod sygdommene.

De hyppigste bivirkninger efter MFR-vaccination er milde og ufarlige. Rødme, hævelse og ømhed på indstiksstedet er blandt de hyppigste bivirkninger og optræder hos mere end 10 % af vaccinerede børn.

Feber optræder hos 5-12 pct. af vaccinerede børn. Det er hyppigst efter 9-10 dage og varer typisk 1-2 dage. Ca. 5 pct. af vaccinerede børn får udslæt. Det er hyppigst efter 7-10 dage og kan vare 1-3 dage.

Udbrud af mæslinger i 2019

I februar og marts 2019 var der 9 tilfælde af mæslinger i Danmark. Alle er smittet med det samme mæslingevirus, og er dermed sandsynligvis en del af den samme smittekæde.

Der er fortsat tale om få tilfælde, og de aktuelle tilfælde har ikke givet anledning til ændringer i Sundhedsstyrelsens anbefalinger for vaccination mod mæslinger til hverken børn eller voksne. Men tilfældene gør det aktuelt at minde om Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring vaccination.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn og unge under 18 år vaccineres mod mæslinger som en del af børnevaccinationsprogrammet, og at alle ikke-immune voksne vaccineres. Vaccinationen er gratis til disse grupper. Hvis man som voksen har fået en vaccination skal man ikke vaccineres igen, da man regnes for at være beskyttet.

Mæslinger blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 1987, og alle, som er født efter 1986, og som har fulgt børnevaccinationsprogrammet, er derfor beskyttet mod mæslinger. I børnevaccinationsprogrammet gives MFR-vaccinen, når barnet er 15 måneder og 4 år. Hvis der er mæslingetilfælde i nærområdet eller bekymring hos forældrene kan MFR-vaccinen gives fra 12 måneders alderen fx samtidig med 3. DiTeKiPol/Hib og vaccination mod pneumokokker.

Hvis der er mistanke om udsættelse for smitte, kan vaccinen efter konkret anvisning gives på et tidligere tidspunkt. Vaccination tidligere end 12 måneder tæller ikke med som en del af børnevaccinationsprogrammet, der således skal følges som normalt.

Personer født mellem 1975 og 1986, som ikke tidligere er blevet vaccineret, og som ikke har haft mæslinger, bør tilbydes vaccination, da de er dårligere beskyttet mod sygdommen end de andre fødselsårgange. Der skal kun gives en enkelt MFR-vaccination.

Personer født før 1974 kan for praktiske formål antages at være beskyttede, da undersøgelser har vist, at 95 % af alle danskere født før 1974 har haft mæslinger. Personer født før 1974 behøver derfor ikke vaccination, men kan dog godt blive gratis vaccineret, hvis lægen vurderer, at der er indikation for vaccination.

MFR-vaccination til voksne

Udbrud af mæslinger (Statens Serum Institut)

Skrivelse vedr. gratis vaccination mod mæslinger til ikke-immune voksne født før 1974 (2018)

Opdateret 15 JUL 2019