xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Vaccination mod pneumokokker til borgere i særlig risiko

Pneumokokker er en gruppe bakterier, der i visse tilfælde kan give alvorlig sygdom. For at beskytte særligt sårbare borgere, er vaccinationen mod pneumokokker nu gratis for alle, der er fyldt 65 år eller derover, børn med udvalgte kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko. Vaccination kan man bestille tid til hos egen læge.

Pneumokok-bakterien kan være årsag til sygdomme som meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse. Nogle personer er i højere risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb, hvis de rammes af disse sygdomme, enten på grund af deres alder, eller fordi de har en anden sygdom i forvejen.

For at undgå, at sårbare borgere bliver syge af pneumokokker, mens de også er i risiko for at blive syge af ny coronavirus, har Folketinget og regeringen besluttet at gøre vaccinationen gratis for en række borgere. 

Det betyder, at alle der er fyldt 65 år, børn med udvalgte kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko, nu kan blive vaccineret gratis.

Tilhører du en af de nævnte grupper, så anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du kontakter din læge, eller det sted hvor du plejer at blive vaccineret, og bestiller tid til vaccination. 

Vil du vide mere om pneumokokker – eller er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste bør blive vaccineret - så kan du læse mere herunder.

Hvem er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination?

Lige nu gælder tilbuddet om gratis vaccination mod pneumokokker for nedenstående grupper efter en konkret lægelig vurdering. Er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste hører til en af grupperne, kan du kontakte lægen, som kan hjælpe med at vurdere, om vaccinationen er relevant for dig.

Følgende borgere er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination:

  • Alle personer, der er fyldt 65 år.
  • Beboere på plejehjem, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder.
  • Personer med:
    • manglende eller dysfunktion af milten
    • påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • medfødt eller erhvervet immundefekt
    • liquorlækage
    • tidligere invasiv pneumokoksygdom
    • Cochlear implantation
    • udført stamcelletransplantation
    • udført organtransplantation
  • Personer under 18 år med:
    • cyanotiske hjertesygdomme
    • hjerteinsufficiens
    • palliativ operation for hjertesygdom
    • hæmodynamisk betydende residua efter hjerteoperation
    • kronisk lungelidelse (f.eks. cystisk fibrose)
    • hypodynamisk respirationsinsufficiens
    • nefrotisk syndrom
    • immundefekter, eksklusiv agammaglobulinæmi og SCID
  • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor vedkommende ifølge lægens vurdering er i særlig høj risiko for invasiv pneumokoksygdom.

Hvordan får jeg vaccinationen?

Hvis du er en af dem, der er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination, kan du kontakte din læge, eller det sted hvor du plejer at blive vaccineret, og bestille tid til vaccination. Vaccinationen kræver kun et enkelt besøg.

Er du i tvivl om, hvorvidt du eller en af dine nærmeste hører til en af grupperne, der er beskrevet her på siden, kan du kontakte lægen, som kan hjælpe med at vurdere, om vaccinationen er relevant for dig.

Hvad er pneumokokker?

Pneumokokker er en gruppe bakterier, der i visse tilfælde kan give alvorlig sygdom. De mest almindelige sygdomme, som pneumokokker kan være skyld i, er akut mellemøre-, bihule- og lungebetændelse, der oftest ikke giver varige mén. Men for nogle kan lungebetændelse være alvorligt. Hvis man er smittet med pneumokker og bakterierne spreder sig til blodbanen, kan sygdommen blive livstruende og forårsage blodforgiftning (sepsis) og/eller hjernehindebetændelse (meningitis).

Du kan læse mere om pneumokoksygdom her

Hvorfor er vaccinationen blevet gratis nu?

Efter en sundhedsfaglig anbefaling fra Sundhedsstyrelsen har Folketingets partier og regeringen vedtaget en ny vaccinationspakke. Tilbuddet om gratis vaccination mod pneumokokker til alle, der er fyldt 65 år, børn med visse kroniske sygdomme og andre borgere, som er i særlig risiko, er en del af den nye ordning. Årsagen til den nye vaccinationspakke er, at det er vigtigt at personer i særlig risiko beskyttes mod alvorlige sygdomme. 

Mere information til sundhedsfagligt personale

Den 15. juni 2020 blev tilbuddet om pneumokokvaccination udvidet til at gælde alle personer, der er fyldt 65 år – uanset om de har en kronisk sygdom eller ej.

Når man er blevet vaccineret, forventer vi, at man er beskyttet i op til fem år mod de typer af pneumokokbakterier, som vaccinationen beskytter imod, men det kan variere fra person til person.Det er vigtigt at huske, at andre bakterier end pneumokokker også kan forårsage hjernehindebetændelse, blodforgiftning og lungebetændelse – dem er man ikke beskyttet imod, når man er blevet vaccineret.

Du kan læse mere om vaccinationsprogrammet herunder:

Bekendtgørelse om gratis pneumokokvaccination til visse persongrupper

Du kan læse mere om invasiv pneumokoksygdom og vaccination imod det på Statens Serum Instituts hjemmeside

Vejledning til læger om gratis pnemokokvaccination

Om vaccinationen mod pneumokokker

Vaccinationen, der tilbydes gratis, er 23-valent. Det vil sige, at den beskytter mod 23 forskellige typer af pneumokokbakterier. Almindelige bivirkninger efter vaccination er rødme, hævelse og ømhed der, hvor man er blevet stukket.

Der findes også en anden vaccine mod pneumokokker. Den beskytter mod 13 typer af pneumokokker og virker på en anden måde end den vaccine, der tilbydes gratis. Visse grupper, der er i særlig høj risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet, kan have gavn af at få begge typer vacciner. Vaccination med den anden vaccine er ikke gratis, men visse persongrupper kan få et tilskud til betalingen. 

Som en del af det danske børnevaccinationsprogram tilbydes alle børn i alderen 3, 5 og 12 måneder gratis vaccination mod pneumokokker med den vaccine, der beskytter imod 13 typer af pneumokokbakterier.

Læs mere om tilskud til vacciner

Læs mere om hvilke grupper, der er i særligt høj risiko hos Statens Serum Institut

Se beskrivelse af vaccinen hos Statens Serum Institut: Pneumokokvaccine 23-valent

Se beskrivelse af vaccinen hos Statens Serum Institut: Pneumokokvaccine 13-valent

Opdateret 15 JUN 2020