Engelsk

Helbredsskader ved rygning

Tobaksrygning er den enkeltfaktor der har den største negative indflydelse på danskernes helbred og skader ikke kun lungerne. Rygning er årsag til næsten alle tilfælde af lungekræft og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og øger kraftigt risikoen for mange andre kræftsygdomme og hjertekarsygdom. Derudover øges risikoen for øjensygdomme, muskel/skeletlidelser, mavesår, diabetes, paradentose, nedsat fertilitet, impotens, dårlig sårheling m.m.

Årligt dør ca. 14.000 personer for tidligt alene på grund af rygning (ca. 25 % af alle dødsfald).

Storrygerne dør i gennemsnit 8-10 år for tidligt og kan forinden forvente 10,5 leveår med langvarig belastende sygdom sammenholdt med personer, der aldrig har røget.

Organsystem Helbredsrisiko ved rygning
Næse, mund, svælg og bihuler
  • Kræft i mundhule, tunge, næse, bihuler, svælg, strubehoved
  • Tænder: caries, tab af tænder 
  • Mundhule: betændelsestilstande i mundhulen, paradentose 
Bryst
  •  Brystkræft hos kvinder efter overgangsalderen
Luftveje
  • Lungebetændelse 
  • Lungekræft
  • KOL
  • Astma
Hjerte-kar
  • Åreforkalkning
  • Angina pectoris (brystsmerter pga. åreforkalkning af hjertets kar)
  • Blodprop i hjertet
  • Aortaanuerisme (udposning på hovedpulsåren)
  • Slagtilfælde (hjerneblødning – blodprop i hjernen)
  • Subarachnoidalblødning (blødning under hjernehinden)
  • Perifer okklusiv arteriesygdom (vindueskigger syndrom, åreforkalkning i benene)
  • Buergers sygdom (afklemning af blodkar i benene)
Spiserør-mave-tarm
  • Mavesår 
  • Spiserørskræft
  • Mavesækskræft
  • Endetarms og tyktarmskræft
  • Crohns sygdom (kronisk tarmbetændelse)
Bugspytkirtel -sukkersyge
  • Kræft i bugspytkirtlen
  • Udvikling af insulinresistens og sukkersyge
  • Ved sukkersyge: fremskynder udvikling af hjertekarsygdom, øget risiko for nyreskade, amputation og øget dødelighed
Skjoldbruskkirtel
  • Kræft i skjoldbruskkirtlen
  • Struma og øget volumen af skjoldbruskkirtlen
  • Graves øjensygdom (øjensygdom i forbindelse med struma)
Urinveje
  • Nyrekræft
  • Blærekræft 
  • Stress inkontinens
Kønsorganer og forplantning
  • Nedsat østrogenproduktion og tidligere overgangsalder
  • Nedsat spermkvalitet
  • Impotens 
  • Nedsat frugtbarhed hos kvinder
Lever og galde
  • Leverkræft
  • Galdeblærekræft
Bevægeapparat
  • Osteoporose (knogleskørhed)
  • Knoglebrud
  • Diskusprolaps og rygsmerter
Hud
  • Rynker
  • Nedsat sårheling
  • Afstødning af hudtransplantat
  • Psoriasis (især pustuløs)
Øjne
  • Grå stær
  • Aldersrelateret makuladegeneration (øjensygdom i den centrale del af nethinden)
Immunsystem
 
  • Nedsat modstandsdygtighed overfor infektioner
Hjerne
  • Komplekse interaktioner med skizofreni
  • Højere doser af antipsykotisk medicin
  • Vaskulær demens (demens pga. dårlig blodforsyning til hjernen)
Graviditet
  • Spontan abort
  • Graviditet udenfor livmoderen
  • Foreliggende moderkage og moderkageløsning
  • For tidlig fødsel af lille barn (<2500 gr.) 
  • Øget dødelighed under og efter fødslen
  • Specifikke misdannelser (især læbe-gane spalte)
  • Vuggedød (på grund af udsættelse for tobaksforurenet luft)

Rygning og operationer

Rygning giver risiko for komplikationer i forbindelse med operation. Heldigvis kan man nedsætte komplikationerne, hvis man stopper med at ryge mindst 6 uger før, man skal opereres.

Anbefalingerne bygger på et litteraturstudie vedrørende operation og brug af tobak og alkohol, som Sundhedsstyrelsen har gennemført i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en folder, hvor du kan læse mere om rygning og operation.

Spørg din læge, hos din kommune eller ved første hospitalsbesøg, hvor du kan få hjælp til rygestop.

Opdateret 27 MAJ 2019