Engelsk

Rygestopmedicin

Der findes forskellige typer rygestopmedicin, der kan mindske kroppens abstinenssymptomer og gøre det lettere at stoppe med at ryge. I Danmark fås rygestopmedicin både i håndkøb og ordineret via recept.

Rygning er medvirkende årsag til 13.600 dødsfald årligt i Danmark og grund til en lang række helbredsproblemer.

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at fordelene ved rygestop er langt større end de potentielle bivirkninger ved rygestopmedicin. Det anbefales dog, at du får rådgivning på apoteket, din egen læge eller kommunens rygestoprådgiver om risici, fx hvis du har en hjertekredsløbslidelse, så du får professionel hjælp til at vurdere fordele og risici ud fra din situation, uanset om det er receptpligtig rygestopmedicin eller ej. Det er ligeledes væsentligt at få professionel rådgivning om både dosis og type af rygestopmedicin, således det er tilpasset til fx graden af nikotinafhængighed,

En lang række kommuner bruger i dag muligheden for at give vederlagsfri rygestopmedicin. Arbejdet med dette er evalueret i forbindelse med Forstærket indsats over for storrygere  og Pulje til rygestop til særlige grupper (rygestopmedicin) .

Hvem har gavn af rygestopmedicin?

Der er tilstrækkelig evidens til i udgangspunktet at anbefale rygestopmedicin til alle rygere, der ryger mindst 10 cigaretter dagligt. Det anbefales, at der foretages en faglig vurdering for hver borger, da fordele og ulemper for den enkelte ryger bør vurderes af en professionel.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide og ammende ikke bruger rygestopmedicin i forbindelse med rygestopforsøg, da nikotin er skadeligt for det ufødte barn. Hvis det ikke er muligt at stoppe uden hjælp, er det vigtigt, at man taler med sin læge, inden man vælger at bruge rygestopmedicin. Vi anbefaler i stedet, at gravide og ammende benytter sig af gratis rygestoprådgivning, fx hos Stoplinien (tlf.nr. 80 31 31 31). For mere omkring hvordan rygning påvirker fertilitet, den gravide og fostret.

Læs mere under vores anbefalinger til gravide 

Typer af rygestopmedicin

Der findes forskellige typer nikotinprodukter, der kan mindske kroppens abstinenssymptomer og gøre det lettere at stoppe med at ryge. Rygestopmedicin fås både i håndkøb og ordineret via recept. Det er Sundhedsstyrelsens anbefaling, at man kun benytter rygestopmidler, der er godkendte af Lægemiddelstyrelsen, til formålet.

Håndkøbsnikotinpræparater

Nikotinprodukter bør højst bruges i tre til fire måneder – og aldrig længere end et halvt år. Læs indlægssedlen grundigt. Få gerne råd om brug på apoteket eller hos egen læge. Det er også muligt at få hjælp til at trappe ud af nikotinprodukterne hos Stoplinien, hos din kommunale rygestoprådgiver eller gennem ekvit.dk (findes også som app).

Rygestopmedicin indeholdende nikotin (fx som plastre og tyggegummi) kan fås i håndkøb både på apotek og i en række andre butikker. Bivirkningerne er få og altovervejende relateret til den lokalirriterende effekt af nikotin.

Receptpligtig rygestopmedicin

I Danmark findes to receptpligtige rygestopmidler på markedet. De har forskellige virkningsmekanismer, og det betyder, at de mulige bivirkninger og særlige forhold, som bør iagttages inden anvendelse, også er forskellige.

Begge produkter er godkendt til rygestopbehandling af voksne personer, bortset fra gravide. Zyban har været godkendt i flere europæiske lande inkl. Danmark siden efteråret 2000, mens Champix har været godkendt i alle EU-lande siden november 2006.

Når det drejer sig om de receptpligtige præparater, er det vigtigt, at både patient og læge læser produktresume og indlægsseddel, da disse indeholder en række vigtige anbefalinger, som skal gøre rygestoppet så effektivt og sikkert som muligt baseret på opdateret viden. Det gælder blandt andet en række advarsler og oplysninger om bivirkninger og deres hyppighed. Informationen opdateres løbende. Oplysningerne hjælper til, at der i samråd kan afvejes fordele og ulemper hos den enkelte førend behandlingen påbegyndes.

Læger og patienter opfordres til at indberette bivirkninger på meldenbivirkning.dk.

Opdateret 12 AUG 2019