Engelsk

Røgfri miljøer

Røgfri miljøer begrænser udsættelsen for tobaksforurenet luft, og er med til at mindske forekomsten af nogle af de sygdomme, som skyldes udsættelse for tobaksforurenet luft. 

Røgfri miljøer bidrager derudover til denormalisering af rygning og forebygger derigennem både rygning blandt børn og unge og tilbagefald hos tidligere rygere, fordi de i mindre grad oplever rygning i deres hverdag.

Det er særligt vigtigt at beskytte børn og spædbørn mod tobaksforurenet luft, da udsættelse øger risikoen for akut sygdom i luftvejene, øreinfektioner mv. Derudover er der øget risiko for, at de senere i livet udvikler fx adfærdsproblemer og diabetes.

Grundskoler og rygning

Der er dokumentation for, at røgfri skoletid forebygger, at børn og unge begynder at ryge. Det skyldes, at de ikke udsættes for rygning i løbet af skoledagen, at de ikke påvirker hinanden til at ryge, og at de ikke oplever, at rollemodeller, som fx lærer og ældre elever, ryger. Røgfri skoletid er et vigtigt redskab til denormalisering af rygning. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der indføres røgfri skoletid på alle grundskoler. Røgfri skoletid betyder, at hverken elever eller personale på skolen må ryge i skoletiden. Røgfri skoletid kan ses som en udvidelse af ”røgfri matrikel” som er minimumskravet i ”Lov om røgfri miljøer”.

Det anbefales, at forældre til elever i 6. – 10. klasse indrages ved forældremøder én gang årligt med henblik på at skabe dialog om tobak og lave forældreaftaler i klasserne. Møderne kan fx handle om håndtering af fester, tegn på rygning, dialog om rygning og hvordan man som forældre håndterer rygning. Det anbefales, at e-cigaretter og røgfri tobak (snus og tyggetobak) sidestilles med rygnin gi dalogen med forældre.

Ungdomsuddannelser og rygning

Skolen er en dannelsesinstitution, der har indflydelse på de unges normer og indlæring. Ungdomsuddannelserne har derfor en vigtig rolle i forhold til at understøtte en sund livsstil for eleverne og får at skabe de bedste rammer for indlæring.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at skolerne indfører røgfri skoletid, dvs. ingen rygning i skoletiden – hverken på eller uden for skolens område, samt om en understøttende tobakspolitik. Politikken bør sikre, at elever og ansatte kan få hjælp til at håndtere en røgfri skoletid og hjælp til rygestop for dem, der ønsker at stoppe. Det anbefales ligeledes, at der ikke sælges tobaksvarer, e-cigaretter mv. på uddannelsesinstitutionens matrikel.

En sådan politik har størst gennemslagskraft, hvis den skabes på grundlag af en bred dialog mellem elever, lærere, ledelse og forældre.

Arbejdspladser og rygning

Lovgivningen sætter en minimumsstandard for alle arbejdspladser for at beskytte medarbejdere mod udsættelse for tobaksforurenet luft. Generelt gælder det, at der ikke må ryges i bygninger, som offentligheden har adgang til. Reglerne er beskrevet nærmere i Lov om røgfri miljøer, som Arbejdstilsynet fører tilsyn med.

Mange virksomheder har en samlet sundhedspolitik, andre har politikker på særskilte sundhedsområder som fx rygning.

Der er flere eksempler på at både private og offentlige arbejdspladser har indført røgfri arbejdstid. Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning omkring arbejdet med indførsel af røgfri arbejdstid.

Internationale erfaringer med røgfri miljøer

Alle de 174 lande, der har tiltrådt WHO’s rammekonvention for tobakskontrol (Framework Convention on Tobacco Control eller FCTC) er forpligtede til at tage effektive skridt til at beskytte borgerne mod udsættelse for tobaksforurenet luft på indendørs arbejdspladser, offentlig transport, indendørs offentlige rum og eventuelt andre offentlige områder.

En Eurobarometer-undersøgelse fra 2013 viste bl.a., at udsættelse for tobaksforurenet luft for en EU-borger faldt fra 2009 til 2012. For borgere, der besøgte barer eller pubs, faldt udsættelsen for tobaksforurenet luft fx fra 46 % til 28 %.

Opdateret 27 MAJ 2019