Engelsk

Sundhedsstyrelsens vurdering

Den teknologiske udvikling har i løbet af ganske få år ført til en meget voldsom vækst i vores brug af mobiltelefoner og andre former for trådløs teknologi. Sundhedsstyrelsen er opmærksom på bekymringen for mobiltelefoni og trådløse netværk.

Selvom der ikke findes tilstrækkelig evidens for eventuelle helbredsskadelige effekter, har Sundhedsstyrelsen ud fra forsigtighedsprincippet, som også anvendes på området i blandt andet Finland, Norge og Sverige, udarbejdet anbefalede forholdsregler vedrørende brugen af mobiltelefoner.

Læs forholdsreglerne: Anbefalinger om mobilbrug

Trådløse netværk, smart meters og lignende trådløse teknologier giver anledning til så lave eksponeringsniveauer, at der efter Sundhedsstyrelsens vurdering ikke er et helbredsproblem forbundet med anvendelsen af disse. Sundhedsstyrelsen anerkender fuldt ud, at der er mennesker, der peger på, at den kroniske udsættelse for radio- og mikrobølger i hverdagen gør dem syge. Samlet set vurderer Sundhedsstyrelsen imidlertid, at der - med den viden, der foreligger i dag - ikke er undersøgelser, der på tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag er i stand til at sandsynliggøre en sammenhæng.

Sundhedsstyrelsen følger konstant udviklingen i tæt samarbejde med de øvrige nordiske lande og vil løbende revurdere sine anbefalinger, hvis der viser sig baggrund for dette.

Læs mere i de Nordiske strålebeskyttelsesmyndigheders notat om eksponering fra mobiltelefoner, basestationer og trådløse netværk: Exposure from mobile phones, base stations and wireless networks, 2013

International forskning i trådløse teknologier

Meget international forskning har gennem årene undersøgt om man kan finde en eventuel virkning af blandt andet radio- og mikrobølger på dyr og mennesker. Et generelt problem med denne forskning er dog, at de effekter, man leder efter, er svære at adskille fra andre faktorer. Man skal derfor passe på med at drage konklusioner på baggrund af enkeltstående studier.

Nogle videnskabelige undersøgelser har vist, at radio- og mikrobølger kan forårsage biologiske effekter på celleniveau, uden at cellerne opvarmes – altså også ved intensiteter, der ligger langt under de nuværende grænseværdier. Der findes dog ikke biologiske modeller, der kan forklare hvorvidt og hvordan disse effekter på celleniveau kan påvirke organismen som helhed.

Skønt mange velunderbyggede studier er foretaget, er der fortsat ikke videnskabelig enighed om, hvordan de påviste effekter kan medføre skader i organismen. Internationalt vurderes det derfor, at der fortsat er behov for yderligere cellebiologiske studier med klare og reproducerbare resultater, før der kan dannes grundlag for eventuelt at ændre de internationale anbefalinger og grænseværdier.

Opdateret 05 MAJ 2019