Engelsk

Flåtoverførte sygdomme (borrelia og TBE)

Borrelia skyldes smitte med bakterien Borrelia burgdorferi, der i Danmark overføres til mennesker ved bid af skovflåter. Skovflåter kan også overføre andre sygdomme til mennesker, men det sker meget sjældent i Danmark.

Hvert år bliver et meget stort antal danskere bidt af en skovflåt, og mange bliver bekymrede for, om de kan være smittet med fx borrelia. Det er kun en lille andel af flåtbid, som fører til borrelia-infektion. Undersøgelser har vist, at kun ca. 15 procent. af skovflåter i Danmark er smittede med borrelia, og det skønnes at risikoen for at få borrelia efter bid af skovflåt er ca. 1 per 50 flåtbid (2 procent).

Information om flåter og borrelia

Smitte

Smitten overføres med bid af skovflåter, som er smittet med borrelia. Skovflåter findes især i skov og græs og i områder, hvor der findes mange rådyr. Borrelia-infektion efter bid af skovflåter er mest almindelig i månederne maj til september, hvor der er størst risiko for kontakt mellem skovflåter og mennesker.

Skovflåten bider sig fast, hvor huden er tyndest, og hvor den kan skjule sig, fx i knæhaser, lyske, armhuler, bag ører og i navlen, og hos børn også i hårbunden.

Borrelia overføres først til mennesket, når skovflåten har siddet på huden i et døgn. Fjernes flåten i løbet af det første døgn, er der minimal risiko for smitte. Borrelia-infektion smitter ikke mellem mennesker.

Symptomer

Borrelia-infektion kan give forskellige symptomer afhængigt af, hvornår i sygdomsforløbet infektionen opdages, og om infektionen er lokal eller har spredt sig i kroppen.

Ved den tidlige lokale infektion får man ofte et rødt og velafgrænset udslæt rundt om det sted hvor flåten har bidt. Udslættet kan opstå nogle dage eller op til flere uger efter flåtbiddet, og vokser i omkreds. Der kan være mindsket rødme i midten, hvorved den klassiske ringstruktur (erythema migrans) opstår.

Hvis den lokale infektion ikke behandles, kan bakterien sprede sig i kroppen og give symptomer i uger til måneder efter smitte. Symptomerne kan være feber, muskelsmerter, ledsmerter, hovedpine og træthed. Der kan også opstå symptomer fra nervesystemet (neuroborreliose) fx med nedsat muskelkraft, udstrålende nervesmerter og muskellammelser eller påvirkning af hjertevævet. Symptomerne kan opstå uden, at der er set et udslæt.

Forebyggelse

Flåter findes især i områder med skov og græs. Her bør du tage tøj og sko på, der dækker huden, særligt omkring fødder og ben, dvs. lange bukser, strømper og støvler. Hvis du tager lyst tøj på, er det nemmere at se og fjerne eventuelle flåter på tøjet.

Undersøg dig jævnligt for flåter og vær særligt opmærksom på de fugtige og varme steder på kroppen, dvs. nakke, lyskeregionen, armhuler, knæhase, bag øret og hovedbunden. Få også gerne en anden person til at tjekke de steder på kroppen, hvor det er svært selv at se ordentligt efter. Hos børn skal man være særligt opmærksom på, at flåter kan sidde i lysken, hovedbunden og bag ørerne.

Behandling

Hvis der kommer et karakteristisk rødt udslæt rundt om det sted, hvor flåten har bidt eller opstår andre symptomer på borreliainfektion, skal lægen kontaktes. Infektion med borrelia kan i alle stadier behandles effektivt med antibiotika. I de fleste tilfælde kan infektionen behandles og helbredes, uden at patienten får varige mén. Hos enkelte kan skader som for eksempel ansigtslammelse blive vedvarende.

Tick-borne encephalitis (TBE)

Skovflåter kan også overføre tick-borne encephalitis (TBE). Det er en sjælden sygdom, som findes i bestemte områder i f.eks. Sverige, Tjekkiet, Østrig og de baltiske lande. I Danmark kender man til tilfælde af TBE på Bornholm, men der har også været tilfælde uden for Bornholm. I 2018 var der også to tilfælde af TBE hhv. på Fyn og i Jylland, og i 2019 er der set nogle tilfælde af TBE i Nordsjælland.

Symptomerne på TBE er influenzalignende symptomer 1-2 uger efter smitte, hvorefter ca. 1/3 vil udvikle symptomer på hjernebetændelse.

Risikoen for TBE er størst hos personer, som færdes meget i naturen i områder, hvor der findes skovflåter, som er smittede med TBE. Infektionen kan forebygges med vaccination. Supplerende oplysninger om TBE og omkring vaccination mod TBE kan findes på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Tick-borne encephalitis (TBE) (Statens Serum Institut)

Opdateret 08 AUG 2019