xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Børneorm

Børneorm skyldes små orm, der lever i tarmen. De er ca. 1 cm lange, hvide og sytrådslignende. Ormene bevæger sig uden for tarmen for at lægge æg ved endetarmsåbningen. Det sker typisk om natten. Æggene er meget modstandsdygtige og kan overleve udenfor kroppen i sengetøj og støv i et par uger.

Information om børneorm

Smitte

Smitte sker ved, at børnene får æg i munden ved fx at sutte på fingre efter at have kløet sig ved endetarmsåbningen.

Når man er blevet smittet, kan man efter 2 uger selv smitte andre og man forbliver smitsom indtil behandling er iværksat.

Symptomer

Der går typisk 2-6 uger fra man bliver smittet og indtil man får symptomer.

Symptomerne viser sig som kløe ved endetarmsåbningen og hos piger evt. også kløe ved skridtet. Kløen er mest udtalt om natten. Ormene kan let ses på afføringen og på huden omkring endetarmsåbningen, når de efter sengetid bevæger sig ud for at lægge æg.

Forebyggelse

Ved forekomst af børneorm i familien er det vigtigt at være konsekvent med håndhygiejne efter toiletbesøg samt gøre grundigt rent og vaske husstandens sengetøj, håndklæder og undertøj ved 60℃.

Behandling

Lægen kan ordinere medicin mod børneorm og hele husstanden bør behandles samtidigt.

Samtidigt med behandlingen sættes i værk bør sengetøj, håndklæder og undertøj vaskes ved min. 60° C, og hjemmet rengøres grundigt. Hænder og negle bør vaskes grundigt, neglene med neglebørste.

Institutioner

Må gerne komme i institution uden begrænsninger.

Opdateret 12 DEC 2019