Engelsk

LGBTI-personer

LGBTI er en forkortelse for "Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Intersex", som er den internationale fællesbetegnelse for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner og personer født med variationer i kønskarakteristika. Gruppen af LGBTI-personer er således yderst mangfoldig.

LGBTI-personers sundhed

Et stort antal videnskabelige undersøgelser, både danske og internationale, har i de senere år peget på markante trivsels- og sundhedsudfordringer hos LGBTI-personer i sammenligning med heteroseksuelle ciskønnede personer (en person betegnes som ciskønnet, når personens kønsidentitet er i overensstemmelse med det fødselstildelte køn). Forskellene ses både inden for somatisk, mental, social og seksuel sundhed. Fx er der i danske studier set øget alkoholforbrug og rygning samt højere forekomst af bl.a. selvmord/selvmordsforsøg, stress, vold samt visse somatiske sygdomme i LGBTI-gruppen.

Grundene til denne ulighed i sundhed er ukendte og skyldes formentlig et mix af faktorer.

Livsstilsfaktorer knyttet til de enkelte subkulturer kan spille en rolle, fx øget tobaksrygning og alkoholindtagelse, mere vold og flere risikosituationer.

Minoritetsstress kan også være en medvirkende faktor. Denne form for stress kan opstå som følge af eksklusion, diskrimination, chikane og voldelige hadforbrydelser, men den kan også igangsættes af en mere subtil fornemmelse af at være ”anderledes”, ”mistænkelig”, ”forkert” eller ”forklaringskrævende” i et altoverskyggende cis- og heteronormativt samfund. Den både tavse og eksplicitte forventning om heteroseksualitet/ciskøn og det stadige krav om at skulle ”deklarere” sit kærligheds-, køns- og sexliv kan være en vedvarende stressfaktor for LGBTI-personer.

Endelig kan man ikke udelukke, at en medvirkende årsag til danske LGBTI-personers sundheds- og trivselsudfordringer er en mangelfuld udnyttelse af eksisterende sundhedsydelser, som blandt andet kan bunde i egen tilbageholdenhed eller en oplevelse af manglende kvalifikationer, åbenhed og accept hos sundhedsfagligt personale. Konsekvensen af dette kan være manglende lægesøgning ved sygdom og symptomer, ligesom der kan ses mangelfuld deltagelse i relevante sundhedstilbud som hpv-vaccination og undersøgelser for sexsygdomme/hiv og kræft.

Styrket sundhedsindsats i almen praksis målrettet LGBTI-personer

Sundhedsstyrelsen kommer frem til 2021 med en række initiativer, der har fokus på LGBTI-personers sundhed. Et af dem er en informationsindsats rettet mod både almen praksis og LGBTI-personer. Den sætter fokus på mødet mellem sundhedsprofessionelle og patienter med LGBTI-baggrund. Indsatsen gennemføres i samarbejde med en række aktører bl.a. LGBT Danmark og Læge-og Patienthåndbogen.

Som første skridt i indsatsen er der udarbejdet en vidensopsamling om LGBTI-personer sundhed. Læs vidensopsamlingen:

Danske LGBT-personers møde med almen praksis udfordringer og muligheder

LGBTI-personer og sexsygdomme

Mænd, der har sex med mænd (MSM), er i forhold til sin begrænsede andel i befolkningen voldsomt overrepræsenteret i statistikker over hiv og andre sexsygdomme. Således var 55 pct. (100 ud af 182) af de ny-diagnosticerede hiv-smittede i 2016 mænd, der havde haft sex med mænd. Samme år udgjorde MSM 70 pct. af syfilistilfældene blandt mænd, ligesom de udgjorde 41 pct. af gonorrétilfældene blandt mænd. Det estimeres, at 66 pct. (4.100 ud af 6.200) af de, der lever med hiv i Danmark, er MSM. Det vurderes, at ca. 600 personer lever med hiv uden at vide det. Heraf er ca. 80 pct. MSM (Statens Serum Institut 2018).

Mænd, der har sex med mænd bør derfor være velinformerede om smitteveje og beskyttelse og i stand til at tage ansvar for egen seksualpraksis og for deres sexpartnere. Da der løbende kommer nye unge til denne gruppe, skal vidensniveauet til stadighed vedligeholdes og udvikles. Gruppen af MSM er meget mangfoldig, og udbuddet af oplysnings- og rådgivningstilbud er tilsvarende bredt og fås skriftligt, mundtligt og internetbaseret gennem såvel kommuner, praktiserende læger og sygehuse som gennem private organisationer.

Det anbefales i forebyggelsespakken for seksuel sundhed, at mænd, der har sex med mænd, er en synlig målgruppe for kommunernes borgerrettede forebyggelse i (som minimum) de større byer. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at disse mænd vaccineres mod hepatitis B.

Sundhedsstyrelsen samarbejder med organisationer for at sikre, at der er adgang til målrettet information, kampagner, rådgivning til HIV-smittede og opsøgende HIV- og syfilis-testning.

Forebyggende behandling (PrEP) mod hiv i særlige risikogrupper (2017)

Anbefalinger vedr. ibrugtagning af PrEP fra Danske Regioner

Vejledning om HIV, hepatitis B og C virus

AIDS-Fondet

LGBT Danmark

Regeringens handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer

Forebyggelsespakken for seksuel sundhed

Opdateret 15 OKT 2019