Engelsk

Kikkertundersøgelse

Hvis screeningen viser tegn på blod i afføringen, vil du blive tilbudt en kikkertundersøgelse.

Inden kikkertundersøgelsen skal tarmen tømmes. Det foregår hjemme hos dig selv ca. et døgn før selve undersøgelsen. Du skal spise og drikke efter en særlig plan og får noget kraftigt virkende afføringsmiddel. Der følger en grundig vejledning med indkaldelsen til kikkertundersøgelse.

Kikkertundersøgelsen foregår på et hospital. Mens du ligger på siden på en briks, føres der et tyndt, bøjeligt kikkertrør med et lille kamera op i din tyk– og endetarm. Undersøgelsen kan være ubehagelig for nogle. Hvis du ønsker det, kan du få noget smertestillende og afslappende medicin.

Kikkertundersøgelsen kan vise, om du har forandringer i din tyk- og endetarm, der kan være tegn på kræft. Opdages sygdommen tidligt, er der mindre risiko for, at den har spredt sig. Tidlig behandling er også mere skånsom.

Der er 3 mulige svar på en kikkertundersøgelse:

  • Din tarm er normal. Din risiko for at udvikle tarmkræft i løbet af de næste år er meget lille. Derfor går der længere tid (8 år) før du tilbydes en ny undersøgelse.
  • Der blev fundet polypper i din tarm. Du har fået fjernet polypperne i forbindelse med kikkertundersøgelsen. De fjernede polypper er sendt til en undersøgelse, og resultatet af denne afgør, om du skal kontrolleres yderligere.
  • Der er fundet kræft i din tarm. Du bliver tilbudt at komme i behandling så hurtigt som muligt, i et såkaldt kræftpakkeforløb.
Opdateret 24 JUN 2019