xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Fakta om selvmord og selvmordsforsøg

Selvmord kan forebygges og selvmordshyppigheden er faldet markant fra 1980 frem til årtusindeskiftet, hvorefter udviklingen stort set er stagneret. I 2018 blev der registreret 610 selvmord i Danmark. Til sammenligning døde der i samme år 171 mennesker i trafikken. Hyppigheden for selvmord er kønsmæssigt størst blandt mænd og aldersmæssigt hyppigst i den ældre del af befolkningen.

Mange mennesker der forsøger selvmord ses af deres praktiserende læge eller modtager aldrig behandling. Derfor fremgår de ikke af statistikkerne over selvmordsforsøg, og der findes således ikke nationale data på selvmordsforsøg, men det anslås at 6.000-12.000 mennesker hvert år forsøger selvmord i Danmark. Det er yngre kvinder (10-34-årige), der hyppigst forsøger at begå selvmord.

Flere faktorer har betydning for raten af selvmord og selvmordsforsøg, og mange selvmordsforsøg og selvmord sker blandt mennesker, som ikke har kontakt til psykiatrien. I hovedrapporten fra regeringens psykiatriudvalg i 2013 blev det dog beskrevet, at mennesker med alvorlige former for psykiske lidelser, som f.eks. skizofreni, affektiv lidelse eller psykisk lidelse og samtidigt misbrug, lever mellem 15 og 20 år kortere end befolkningen som helhed. Den øgede dødelighed skyldes en kombination af flere faktorer, men en af de væsentligste er, at forekomsten af selvmord blandt mennesker med psykiske lidelser er 20 gange højere end baggrundsbefolkningens. Derudover har mindst halvdelen af de mennesker, som dør ved selvmord, tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling. Psykiatriske lidelser er således en betydelig risikofaktor for selvmord, mens andre faktorer omfatter køn (mænd), alder (ældre), beskæftigelsesstatus og opvækst.


Opdateret 28 OKT 2021