xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Spiseforstyrrelser

En spiseforstyrrelse er præget af, at man har et usundt og tvangspræget forhold til mad. Man har en forstyrret opfattelse af kroppen og mad, som kan komme til udtryk på forskellige måder f.eks. fremprovokerede opkastninger, overdreven motion samt ingen eller reduceret madindtag.

Man skelner mellem forskellige former for spiseforstyrrelser, hvor anoreksi, bulimi og Binge Eating Disorder er de mest udbredte.

Anoreksi

Anorexia nervosa (nervøs spisevægring) rammer især unge piger og kvinder. Sygdommen viser sig først og fremmest ved et selvfremkaldt vægttab på mindst 15 pct. af det, man normalt burde veje. Den syge har en ekstrem frygt for at tage på i vægt eller opretholde selv en lav kropsvægt og er intenst optaget af mad, madlavning, vægt, figur og udseende, hvilket giver et forstyrret kropsbillede.

Bulimi

Bulimia nervosa (nervøs overspisning) er anfald af overspisning med efterfølgende sygelig regulering af vægten for ikke at tage på. Der er mange ydre fællestræk med anoreksi i form af overdreven fokusering på spisning, mad, krop og vægt, men hvor det ved anoreksi som regel lykkes at bekæmpe trangen til mad, så opstår der ved bulimi tab af kontrol, hvor man giver efter for trangen. Personen overspiser voldsomt og kompenserer efterfølgende for kalorieindtaget med opkastning eller andre former for bevidst vægtregulering.

Binge Eating Disorder (BED)

Binge Eating Disorder (BED) karakteriseres ved gentagne episoder med tvangsmæssige overspisninger (binges) uden opkastninger eller andre former for umiddelbar kompensatorisk adfærd. Episoderne opleves som et kontroltab og er ofte efterfulgt af en følelse af skam og selvlede. Selvom ikke alle med BED er overvægtige, er BED hyppigt relateret til højt BMI. BED er ofte forbundet med lavt selvværd og psykiske lidelser, især, depression og angst. Mennesker med BED lever ofte i mange år med sygdommen, før de søger behandling.

Læs mere om spiseforstyrrelser

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Sundhedsstyrelsens udgivelser om spiseforstyrrelser

Behandling af Binge Eating Disorder (BED) – sammenfatning af resultater fra to satspuljeprojekter

Forløbsprogram for børn og unge med spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling

Opdateret 28 OKT 2021