xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Knoglevenlig træning

Det er vigtigt at forblive fysisk aktiv hele livet, også selvom du har osteoporose. Ved osteoporose er der øget risiko for knoglebrud i forbindelse med aktiviteter i dagligdagen, sport og ved fald.

Hvis du har osteoporose er du også i høj risiko for brud, specielt hvis du ønsker at starte på nye aktiviteter. Målet er at være så aktiv som muligt. Det er vigtigt, at du bruger din sunde fornuft, så du føler dig tryg både i dagligdagen og ved sport og træning. Der er forskel på, hvor fysisk aktiv den enkelte er vant til at være. Nogle er vant til at dyrke sport eller til at være aktive i hverdagen, og andre er fysisk begrænsede og har brug for hjælpemidler. Dit udgangspunkt har betydning for, hvilke aktiviteter der er gode at starte med.

Risiko for brud

Der er flere faktorer, der har betydning for den enkeltes risiko for at få et knoglebrud. Den vigtigste risikofaktor er fald, for eksempel på grund af gangbesvær, svimmelhed, dårligt syn eller dårlig belysning.

Øvrige risikofaktorer er:

  • Meget lav T-score og dermed særligt skrøbelige knogler
  • En række andre kroniske sygdomme, for eksempel leddegigt, forhøjet stofskifte og svær KOL
  • Manglende bevægelse i dagligdagen
  • Tidligere knoglebrud eller sammenfald i ryggen på grund af osteoporose

Det er vigtigt, at du er opmærksom på dine egne risikofaktorer for knoglebrud.

Aktiviteter i hverdagen er med til at holde dig i gang, så du fortsat kan være mest muligt selvhjulpen og gøre de ting du holder af. Det er vigtigt, at du bruger din sunde fornuft i forbindelse med dine aktiviteter i dagligdagen.

Lyt til din krop

  • Stop før du får ondt eller før smerter forværres
  • Ved smerter eller ubehag - Stop, hold pause eller undlad helt aktiviteten
  • Varier hvordan du bruger kroppen
  • Husk at holde pauser - siddende eller liggende - i løbet af dagen, så du ikke overbelaster kroppen. Hvis du har smerter i ryggen, skal du ned at ligge på ryggen i 10-20 minutter, for at din ryg får fuldstændig ro. Start eventuelt med at bøje benene, og stræk så benene ud efterhånden som din lænd slapper af, og falder ned mod underlaget.

Del dine aktiviteter op

  • Gør lidt ad gangen.
  • Del aktiviteter i dagligdagen op, så du skifter mellem dine aktiviteter og holder pause, når du har behov for det.
  • Brug for eksempel 5-10 minutter på en aktivitet, før du holder pause eller skifter til noget andet.
  • Hvis du er i arbejde, så tal med din arbejdsgiver om, hvordan arbejdet kan tilrettelægges, så der så vidt muligt tages hensyn til dine behov.

Hold kroppen i gang

  • Det er vigtigt, at du holder kroppen i gang ved at være aktiv i dagligdagen. Brug kroppen så meget du kan, med sund fornuft.

 

Få flere gode råd i appen Mine knogler

Opdateret 14 SEP 2021