xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Knoglebrud

Osteoporose giver i sig selv normalt ikke smerter. For nogle kan første tegn på osteoporose dog være knoglebrud. Nyopståede, pludselige og kraftige rygsmerter kan være tegn på sammenfald i ryggen. Sammenfald er brud på ryghvirvler.

Ved osteoporose kan knoglens styrke blive svækket i sådan en grad, at en ryghvirvel kan falde sammen ved en mindre påvirkning. Et sammenfald kan opstå for eksempel ved kraftig hoste eller ved løft af en mindre genstand. Smerterne efter et sammenfald er oftest værst ved bevægelse. Et sammenfald kan opstå i alle ryggens hvirvler. De fleste sammenfald ses omkring lænden og i brysthvirvlerne, da ryggen her er mest udsat for belastning, når vi bevæger os og bærer ting. Sammenfald i ryggen er ufarlige brud, som i langt de fleste tilfælde er stabile. Sammenfald behandles som regel med hvile og smertelindring.

Andre typiske brud som følge af osteoporose kan ske i håndleddet og i hoften, men der er en øget risiko for brud af alle knogler, når du har osteoporose. Brud på håndled eller hofte opstår som regel i forbindelse med fald fra lav højde, eller andre uheld, og man er som regel ikke i tvivl om, at knoglen er brækket.

Opdateret 14 SEP 2021