xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Calciumantagonister

Ældre rekommandation. Ikke opdateret

Rekommandation

De forskellige calciumantagonister må i nævnte ækvieffektive doser indbyrdes betragtes som lige effektive til behandling af ukompliceret hypertension og forebyggende symptomatisk behandling af angina pectoris. Forskelle i bivirkninger mellem de enkelte stoffer og en række klinisk betydningsfulde interaktioner kan have indflydelse på valget til den enkelte patient (Se baggrundsnotat). Verapamil og diltiazem hæmmer omsætningen af flere statiner, hvilket øger risikoen for rhabdomyolyse. Kombinationen bør derfor undgås (på tvingende indikation kan anvendes pravastatin). Nimodipin er kun indiceret til spasmer ved subaraknoidal blødning, og er derfor ikke rekommanderet til hypertensionsbehandling.

Præparater markeret med # har klausuleret tilskud.

Rekommanderet

Gruppe I

Verapamil depot 120-240 mg x 2

Gruppe II (dihydropyrimidiner):

Amlodipin 5-10 mg

Felodipin 5-10 mg

#Isradipin 5-10 mg

Lacidipin 2-4 mg

Lercanidipin 10-20 mg

#Nifedipin 30-120 mg (depot)

#Nitrendipin 10-20 mg

Gruppe III

Diltiazem depot 90-180 mg x 1-2

Ikke rekommanderet
Nimodipin 

Baggrundsnotat

Lægemidler

Calciumantagonister anvendes overvejende ved hypertension og profylaktisk ved angina pectoris. Verapamil kan endvidere anvendes til behandling af supraventrikulær takykardi (inkl. atrieflimren og -flagren) samt profylaktisk efter akut AMI, såfremt der er normal venstre ventrikel funktion, og betablokade ikke er mulig. Andre specielle indikationer vil ikke blive gennemgået her. Calciumantagonisterne kan inddeles i stoffer, med overvejende vaskulær effekt (gruppe II, C08C), og stoffer med direkte kardial effekt (C08D), som tilhører hhv. gruppe I (verapamil) eller gruppe III (diltiazem).

Effekt

Hypertension

Calciumantagonisterne er i sammenlignende studier fundet ligeværdige med betablokkere, diuretika og ACE-hæmmere på kardiovaskulære hændelser og total mortalitet (fx i ALLHAT 2002 og INVEST Bakris 2004). De forskellige calciumantagonisterne må indbyrdes betragtes som ligeværdige ved behandling af ukompliceret hypertension.

Angina pectoris

 En meta-analyse har vist ligeværdig effekt af calciumantagonister og betablokkere mht. den symptomatiske effekt (Heidenreich 1999).

Pga. dihydropyridinernes manglende negative chronotrope effekt anses disse teoretisk for mindre effektive end verapamil, diltiazem og betablokkere som monoterapi i behandlingen af stabil angina pectoris, men klinisk findes næppe større forskel.   

Hjerteinsufficiens

 Calciumantagonisterne har ingen plads i behandlingen af hjerteinsufficiens.

Sekundær profylakse efter AMI

Betablokkere er bedre dokumenteret end calciumantagonister mht. mortalitetsreducerende egenskaber hos patienter behandlet efter AMI. Hvis betablokkere ikke tolereres kan verapamil eventuelt anvendes i stedet, såfremt der er god venstre ventrikel funktion. De øvrige calciumantagonister har ingen plads her (Sleight 1995).

Bivirkninger

Bivirkningerne blandt de tre grupper af calciumantagonister er forskellige. Verapamil giver ofte obstipation, mens specielt dihydropyridinerne kan medføre ødemer (dog i mindre grad lacidipin og lercanidipin). Gingivitis er en ofte overset bivirkning, som typisk opdages af tandlægerne. Verapamil og diltiazem giver øget risiko for bradykardi. Hos patienter med hjerteinsuficiens, hvor behandling med calciumantagonister af anden årsag er indiceret kan anvendes amlodipin der, i modsætning til verapamil og diltiazem, kun har lille effekt på myokardiet.

Interaktioner

Følgende klinisk betydende forskelle i interaktioner mellem de forskellige calciumantagonister er beskrevet (Den fælles interaktionsdatabase 2004).

Plasmakoncentrationen af de hepatisk metaboliserede betablokkere som propranolol og metoprolol kan øges ved samtidig indgift af verapamil eller diltiazem, men kombinationen kan anvendes evt. med justering af dosis.

Carbamazepin nedsætter plasma koncentrationen af nimodipin og felopidin, hvilket teoretisk kan forventes at gælde de fleste calciumantagonister. Verapamil og diltiazem hæmmer derimod carbamazepins omsætning i leveren, og øger dermed plasma koncentrationen af carbamazepin og dermed risiko for intoksikation.

Verapamil og diltiazem hæmmer både den renale og ekstrarenale clearance af digoxin, og øger initialt serum koncentration af digoxin med op til ca. 70 %.  Efter 6 ugers behandling med verapamil og digoxin synes den renale clearance at være tilbage ved udgangsniveauet.. Derimod er den ekstrarenale clearance stadig hæmmet og digoxin plasmakoncentrationen er øget med ca. 30 % i forhold til monoterapi med digoxin (Pedersen 1982). Der ses ingen klinisk signifikante interaktioner med digoxin og dihydropyridinerne.

Verapamil, diltiazem og amlodipin kan øge ciclosporinkoncentrationen 40-70 % med øget risiko for nefrotoxicitet. Der ses ingen signifikant påvirkning af ciclosporins kinetik ved samtidig behandling med nifedipin, isradipin, felodipin eller nitrendipin.

Amiodaron kan muligvis øge effekten af diltiazem og verapamil og udløse sinus arrest.

Diltiazem hæmmer omsætningen af lovastatin og simvastatin, hvilket øger risikoen for rhabdomyolyse (udtalt klinisk betydning). Det er ligeledes vist at verapamil hæmmer omsætningen af simvastatin (moderat klinisk betydning). Det kan ikke udelukkes, at disse to calcium-antagonister hæmmer de fleste statiners omsætning. Kombinationerne bør derfor undgås. Undtaget herfra er formentlig pravastatin og rosuvastatin, som ikke omsættes via CYP3A4.

Erythromycin og clarithromycin kan hæmme omsætningen af verapamil og felodipin med risiko for kumulation af disse calcium-antagonister (udtalt klinisk betydning. Kombinationen bør undgås)

Mindre hæmning ses for azithromycin og roxithromycin.

Indtagelse af 200–400 ml grapefrugtjuice kan øge mængden (AUC) af en række calciumantagonister (felodipin, nifedipin, nimodipin, nisoldipin, verapamil og muligvis amlodipin med op til 2-3 gange) og er sandsynligt for andre calciumantagonister.

Forfattere

Udarbejdet af IRF med deltagelse af følgende eksterne specialister:

  • Bo Christensen (Dansk Selskab for Almen Medicin)
  • Anders Junker (Dansk Cardiologisk Selskab)
  • Preben Holme (Dansk Selskab for Almen Medicin)
  • Anne-Lise Kamper (Dansk Nefrologisk Selskab)
  • Tage Lysbo Svendsen (Dansk Hypertensions Selskab).

Referencer

  • Bakris GL, Gaxiola E, Messerli FH, Mancia G, Erdine S, Cooper-DeHoff R, Pepine CJ; INVEST Investigators. Clinical outcomes in the diabetes cohort of the INternational VErapamil SR-Trandolapril study. Hypertension 2004 Nov; 44: 637-42.
  • Clinical Evidence, 10th issue, December 2003, BMJ Publishing Group.
  • Den fælles interaktionsdatabase 2004.
  • Heidenreich PA et al. Meta-analysis of trials comparing beta-blockers, calcium antagonists, and nitrates for stable angina. JAMA 1999; 281: 1927-36.
  • Poole-Wilson PA, Lubsen J, Kirwan BA et al. Effect of long-acting nifedipine on mortality and cardiovascular morbidity in patients with stable angina requiring treatment (ACTION trial): randomised controlled trial. Lancet. 2004;364 :849-57.
  • Pedersen KE, Dorph-Pedersen A, Hvidt S et al. The longterm effect of verapramil on plasma digoxin concentration and renal clearance in healthy subjects. Eur J Clin Pharmacol 1982; 22:123-7.
  • Sleight P. Calcium antagonists during and efter myocardial infarction. Drugs 1996;51:216-25.
  • The ALLHAT officers and Coordinators for the ALLHAT Collaborative Research Group. Major outcomes in high-risk hypertensive patients randomized to angiotensin-converting enzyme inhibitor or calcium channel blocker vs diuretic: The Antihypertensive and Lipid-Lowering Treatment to Prevent Heart Attack Trial (ALLHAT) JAMA 2002; 288: 2981-97.
Opdateret 24 FEB 2011