xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Revision af kræftpakkeforløb

Kræftplan IV pegede på et behov for at gennemgå udvalgte kræftpakker, hvor der har været en faglig udvikling, som tilsiger justeringer. Der er derfor gennemført en revision af udvalgte kræftpakkeforløb.

De overordnede rammer for revisionen er beskrevet i Udmøntningsaftalen for Kræftplan IV, som er indgået i samarbejdet mellem Regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.

Kræftpakkeforløb for brystkræft og lungekræft blev revideret som de første to pakkeforløb i 2017 med henblik på at afprøve og tilpasse en generisk model for revisionen af kræftpakkerne. Denne model har dannet rammen for revision af de restende pakkeforløbsrevisioner, som fortsætter frem til 2021.

Revisionen har medført en række ændringer i kræftpakkeforløbene:

Kræftpakkeforløb og opfølgningsprogram samles i ét dokument

Med revisionen samles beskrivelser for udredning, behandling og opfølgningsforløb i ét dokument: Kræftpakkeforløb for fagfolk. De reviderede kræftpakkeforløb sætter fokus på håndtering af behov for rehabilitering, genoptræning og palliation i hele patientforløbet samt fokus på håndtering af senfølger.

Kommunernes rolle og egen læges rolle præciseres - et samlet patientforløb

De reviderede kræftpakkeforløb har en mere tydelig inddragelse af de kommunale indsatser og af egen læges rolle under både udredning, behandling og opfølgning. Formålet hermed er at skabe rammerne for en bedre sammenhæng i patienternes forløb fra opsporing og bedre henvisning til efterforløbet og samarbejdet med almen praksis og kommune. De eksisterende oversigter over kriterier for indgang til kræftspecifikke kræftpakker er ligeledes blevet opdateret.

Opdaterede kliniske retningslinjer

De reviderede kræftpakkeforløb henviser i endnu højere grad end tidligere til de kræftspecifikke Danske Multidisciplinære Cancer Gruppers (DMCG) Landsdækkende kliniske retningslinjer. Formålet med disse er at sikre, at pakkeforløbenes faglige indhold altid bygger på den mest opdaterede faglige viden.

Opdateret 16 JUN 2020