xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Handlingsplan for LGTBI-personer

I 2018 lancerede den tidligere regering en handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer. Handlingsplanen rummer en række konkrete initiativer fordelt på seks fokusområder. Under fokusområdet ”Styrke viden og rådgivning i sundhedsvæsenet og ældreplejen” er fem initiativer forankret i Sundhedsstyrelsen.

Lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede har historisk oplevet en løbende udvikling og forbedring af deres rettigheder i Danmark. Med det er også fulgt en stigende social og kulturel accept af LGBTI-personer i det danske samfund. I dag er friheden til at vælge sin partner og til at leve åbent med sin seksuelle orientering og kønsidentitet grundlæggende i det danske samfund.

Mange LGBTI-personer i Danmark er ressourcestærke mennesker, som lever deres liv frit, med børn, arbejde og et aktivt fritidsliv. Data og undersøgelser tyder dog på, at LGBTI-personer har højere risiko for udsathed og mistrivsel end den øvrige befolkning. LGBT-personer har bl.a. oftere smerter eller ubehag, føler sig oftere stressede, drikker mere og forsøger tre gange så ofte at begå selvmord sammenlignet med resten af den danske befolkning.

Handlingsplanen rummer derfor en lang række initiativer, der sætter bredt ind over for de udfordringer LGBTI-personer kan møde i Danmark og globalt. Initiativerne er delt op i seks fokusområder og rummer desuden en række tværgående initiativer.

De seks fokusområder er:

  1. Rådgivning, netværk og støtte
  2. Fremme af åbenhed og inklusion på arbejdsmarkedet
  3. Bekæmpelse af fordomme blandt unge og fremme af åbenhed i uddannelse
  4. Bekæmpelse af homofobi og transfobi i det offentlig rum, sport og idræt
  5. Styrke viden og rådgivning i sundhedsvæsenet og ældreplejen
  6. Internationalt ansvar og samarbejde


Sundhedsstyrelsen spiller en central rolle for implementeringen af en række initiativer under fokusområde 5. Du kan læse mere om initiativerne på siderne herunder.

Hvad betyder LGBTI?

LGBTI er engelsk og står for ”Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex”. På dansk bruger man følgende betegnelser for LGBTI-personer:
  • Bøsse bruges i betydningen homoseksuel mand og lesbisk i betydningen homoseksuel kvinde
  • Biseksuel bruges i betydningen personer, som er seksuelt, romantisk og/eller følelsesmæssigt tiltrukket af både kvinder og mænd
  • Transkønnede bruges i betydningen personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med det køn, de blev tildelt ved fødslen
  • Interkøn bruges i betydningen personer født med en kønsanatomi, reproduktive organer og/eller kromosomelle mønstre, der ikke passer klart på den typiske definition af hankøn eller hunkøn
    (Kilde: Regeringens handleplan for LGBTI-personer)

Handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer

Opdateret 12 APR 2021