Engelsk

Genoptræning

Formålet med genoptræning er, at borgeren den bedst mulige funktionsevne eller i bedste fald samme funktionsevne som før, så man kan vende tilbage til sin hverdag på den bedst mulige måde.

Genoptræning kan foregå under indlæggelse på sygehus, efter udskrivning fra sygehus eller uden forudgående indlæggelse på sygehus.

Genoptræning omfatter træning af kroppens funktioner og træning af aktiviteter, dvs. træning af funktionsnedsættelser i relation til for eksempel bevægeapparatet og aktivitetsbegrænsninger. Genoptræning udgør ofte en del af en bredere rehabiliteringsindsats på linje med andre tilbud, som samlet har det formål at forbedre eller vedligeholde borgerens funktionsevne.

Regioners ansvar

Hvis du bliver udskrevet fra et sygehus med et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, har sygehuset pligt til at udarbejde en genoptræningsplan, før du udskrives fra sygehuset. Genoptræningen kan efter udskrivning fra sygehuset enten foregå på sygehuset eller i kommunalt regi afhængigt af behov. Genoptræningen er gratis.

Bekendtgørelse om genoptræningsplaner og patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus

Kommuners ansvar

Kommunerne har også ansvaret for genoptræning og vedligeholdelsestræning mv. efter serviceloven, og for den vederlagsfri fysioterapi. Hvis du har behov for genoptræning – uden forudgående sygehusindlæggelse – eller vedligeholdelsestræning kan du henvende dig til visitationen i din egen kommune, som vil vurdere dit træningsbehov og iværksætte den nødvendige træning.

Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner (2018)

Opdateret 02 SEP 2019