Engelsk

Lette til moderate funktionelle lidelser

Ved lette til moderate tilfælde af funktionelle lidelser kan undersøgelse og behandling ofte varetages hos egen læge, som kan inddrage øvrige praktiserende speciallæger og sundhedsfagligheder, såsom fysioterapeut og psykolog, og evt. sygehusafdelinger efter behov.

Det anbefales, at lægen i almen praksis undersøger patienten ud fra en bio-psyko-social tilgang. Fokus skal være på at afdække symptomer, funktionsnedsættelser og evt. anden sygdom, hvortil der findes et behandlingstilbud. Der skal foretages de undersøgelser, som lægen vurderer relevant, men der skal være opmærksomhed på at sammenholde de forskellige undersøgelser og ikke fortsætte forløbet unødigt længe.

Det anbefales, at den praktiserende læge selv tilbyder behandling med psykoedukation, herunder strategier for sygdomsmestring, og støttende samtaler. Ved behov kan patienten henvises til praktiserende fysioterapeut og psykolog med viden om og kompetencer inden for patientgruppen.

Den praktiserende læge, fysioterapeuten og psykologen bør have mulighed for rådgivning fra de specialiserede tværfaglige undersøgelses- og behandlingstilbud.

Det kan være relevant for patienter med funktionelle lidelser at komme til en afklarende samtale i kommunen for at kunne deltage i til kommunale forebyggelses- og rehabiliteringstilbud.

Opdateret 24 SEP 2019