xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Socialområdet

Alkohol

Støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer (G)

Kommunen etablerer en støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer. Indsatsen skal tilpasses det enkelte barn eller unges behov, og der skal være mulighed for både individuelle og gruppebaserede indsatser. Tilbuddet skal ses i sammenhæng med tilsvarende indsatser for børn og unge i familier med stofproblemer samt andre sociale indsatser til sårbare børn og unge.

Inspiration til handling: ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer”48, ”Børn i familier med alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis”16, ”En børnehavefe, en skolealf – og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer”28, ”Når forældre har alkoholproblemer – pædagogisk støtte til børn i dagtilbud”29, ”Den nødvendige samtale – når samtalen handler om alkohol og barnets trivsel”27, ”Sårbare børn. Børn, forældre og rusmiddelproblemer”49, ”Når mor og far drikker – 8 faktablade”23.

Fysisk aktivitet

Fysiske rammer der indbyder til fysisk aktivitet i kommunens institutioner (G)

Kommunen sikrer, at de fysiske rammer, herunder legepladser, øvrige ude samt indendørsarealer, indbyder til aktiv leg og fysisk aktivitet i dagtilbud, skoler, SFO’er og klubtilbud. Brugen af rammerne understøttes fx gennem pædagogiske aktiviteter og mere strukturerede indsatser, som fx aktive frikvarterer.

Inspiration til handling: ”Drøn på skolegården”2526, ”Sunde Børn Bevæger Skolen: Legepatruljen, GameBoosters, Kickstarter”27.

Aktiv bevægelseskultur i kommunens institutioner (G)

Kommunen sikrer, at bevægelseskulturen i dagtilbud, skoler, SFO’er og klubtilbud understøtter, at børnene er fysisk aktive. I arbejdet med bevægelseskulturen foreslås det, at der fokuseres på:

  • Mere fysisk aktivitet i løbet af dagen.
  • Mindre stillesiddende tid med mobiltelefoner, tablets, spilkonsoller og computere.
  • Fremme af gang og cykling mellem hjem og dagtilbud, skole, fritidshjem og klub og ved udflugter i skoletiden.
  • Fysiske rammer både ude og inde, der understøtter fysisk aktivitet.
  • Regler og normer, der støtter fysisk udfoldelse hos børnene.

Sundhedsplejersken vejleder om motorisk udvikling og fysisk aktivitet i barnets første leveår (G)

Ved hjemmebesøg hos familier med børn i første leveår vejleder sundhedsplejersken i, hvordan forældrene kan styrke barnets motoriske udvikling. Derudover drøfter sundhedsplejersken efter behov hele familiens vaner i forhold til fysisk aktivitet for at fremme sunde bevægelsesvaner hos barnet.

Inspiration til handling: ”Støt dit barn til aktiv leg og bevægelse”30.

Sundhedsplejersken vejleder om fysisk aktivitet til børn i førskolealderen (U)

Ved hjemmebesøg hos familier med børn i førskolealderen taler sundhedsplejersken efter behov med forældrene om følgende med henblik på at fremme sunde vaner og fysisk aktivitet hos barnet:

  • Hele familiens vaner i forhold til fysisk aktivitet.
  • Betydningen af fysisk aktivitet.
  • Forældrenes muligheder for at være fysisk aktive i hverdagen. 

Inspiration til handling: ”Støt dit barn til aktiv leg og bevægelse”30.

Sundhedstjenesten fokuserer på fysisk aktivitet (G)

Sundhedsplejersken drøfter barnets/den unges fysiske aktivitetsvaner ved ind- og udskolingsundersøgelser og ved de øvrige regelmæssige undersøgelser og samtaler gennem skoleforløbet.

Inspiration til handling: ”Vejledning om forebyggende sundhedsydelser for børn og unge”31 og ”Skolesundhedsarbejde – håndbog til sundhedspersonale”32.

Tilbud til børn med motoriske vanskeligheder (G)

Kommunen tilbyder motorisk træning til børn med motoriske vanskeligheder. Træningen kan evt. tilrettelægges som forløb i dagtilbud eller i skolen.

Fremme af fysisk aktivitet og motorik i dagtilbud (G)

Med udgangspunkt i det pædagogiske tema ”krop og bevægelse” og eventuelt også i tilknytning til andre læreplanstemaer arbejdes der med bevægelse og stimulering af børns motorik i dagtilbud.

Inspiration til handling: ”Støt dit barn til aktiv leg og bevægelse”30, ”Kroppen på Toppen”35, ”Krop og bevægelse i dagtilbud”36, ”Hoppeline”37.

Specialiseret rådgivning vedrørende børns motoriske udvikling (G)

Kommunen tilbyder mulighed for rådgivning vedrørende motorisk udvikling til forældre, pædagoger og lærere, der er bekymrede for et barns motoriske udvikling, på baggrund af en indstilling fra skoleledere, eller hvis forældrene selv beder om det. Derudover kan kommunen tilbyde mere generel vejledning og rådgivning om motorik og fysisk aktivitet til dagtilbud og skoler, fx ved kommunens børnefysioterapeuter.

Opsporing af børn med motoriske vanskeligheder og/eller lavt fysisk aktivitetsniveau (G)

Sundhedsplejersker, kommunallæger, pædagoger i dagtilbud og kommunens Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR) samarbejder om at opspore børn med motoriske vanskeligheder og/eller meget lavt fysisk aktivitetsniveau. I samarbejde med forældre arbejder disse faggrupper på at forbedre børnenes motorik og fysiske aktivitetsniveau. Sundhedsplejersken vurderer barnets motoriske udvikling ved indskolingsundersøgelsen og henviser ved behov til relevant fagperson.

Hygiejne

Lokale retningslinjer for hygiejne på kommunens skoler, institutioner, plejecentre, botilbud mv. (G)

Kommunen udarbejder lokale retningslinjer for kommunens skoler, institutioner, plejecentre og botilbud mv., der kan bruges som værktøj i forhold til at sikre god hygiejne, herunder sikre den nødvendige viden hos medarbejderne om smitteveje, hånd- og uniformshygiejne og generelle infektionshygiejniske retningslinjer.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om generelle forholdsregler”51, ”Smitsomme sygdomme hos børn og unge. Vejledning om forebyggelse i daginstitutioner, skoler mv.”52, ”Hygiejne i daginstitutioner. Anbefalinger om forebyggelse og sundhedsfremme for børn inden for hygiejne, miljø og sikkerhed”61, ”Vejledning om arbejdsdragt inden for sundheds- og plejesektoren”34

Gode fysiske rammer i skoler, institutioner, plejecentre, botilbud mv. (G)

Kommunen etablerer fysiske rammer, der fremmer god hygiejne. Fx bør der være gode og tilstrækkeligt antal håndvaske- og toiletfaciliteter til rådighed, herunder håndvaske med håndfrit armatur, flydende sæbe, håndsprit og engangshåndklæder. Gode rammer kan med fordel indgå i institutionernes handleplaner og bør medtænkes ved renovering og nybygning i samarbejde med den kommunale hygiejneorganisation.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for nybygning og renovering i sundhedssektoren”62 og ”Hygiejne i daginstitutioner. Anbefalinger om forebyggelse og sundhedsfremme for børn inden for hygiejne, miljø og sikkerhed”61.

Adgang til rådgivning ved infektionsudbrud (G)

Kommunale institutioner har adgang til hygiejnisk rådgivning i kommunen i forbindelse med infektionsudbrud og smitte med resistente eller særligt smitsomme mikroorganismer. Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning, kan kontaktes ved udbrud, enten gennem en repræsentant fra den kommunale hygiejneorganisation eller den kommunale sundhedstjeneste. I mangel på en kommunal hygiejneorganisation kontaktes Styrelsen for Patientsikkerhed direkte fra hjemmeplejen, plejecenteret eller bostedets medarbejdere. I tilfælde af udbrud i dagtilbud og skoler kontaktes sundhedsplejen eller den kommunale sundhedstjeneste, der kontakter Styrelen for Patientsikkerhed ved behov. Almen praksis informerer patienter om forholdsregler for at undgå smittespredning.

Inspiration til handling: Kommunens egen sundhedsberedskabsplan, "Smitsomme sygdomme hos børn og unde. Vejledning om forebyggelse i daginstitutioner, skoler m.v."52 , "Vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA"63.

God rengøringsstandard på kommunens skoler, dagtilbud, plejecentre, botilbud mv. (G)

Kommunen sikrer god rengøringsstandard i kommunens institutioner og på kommunale arbejdspladser.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for rengøring i hospitals-og primærsektoren, herunder dagtilbud og skoler”63.

Implementering af infektionshygiejniske retningslinjer (G)

Hjemmepleje og plejecentre, botilbud mv. arbejder efter Statens Serum Instituts generelle infektionshygiejniske retningslinjer, både i borgerens hjem og på institutioner. Det gælder i arbejdet med ældre, kronisk syge børn, for tidligt fødte børn, misbrugere, hjemløse og borgere med udviklingsforstyrrelser, borgere med multiple funktionsnedsættelser eller psykisk sygdom.

Inspiration til handling: ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om generelle forholdsregler i sundhedssektoren”51.

Tilsyn med hygiejne i dagtilbud og skoler (G)

Den kommunale sundhedstjeneste tilbyder vejledning om og tilsyn med sundhedsmæssige forhold, herunder oplysning om hygiejne til daginstitutioner, kommunale dagplejer samt skoler. Styrelsen for Patientsikkerhed kan bistå den kommunale sundhedstjeneste i denne rådgivning, og fører ved behov ligeledes tilsyn med de sundhedsmæssige forhold på dag- og døgninstitutioner.

Inspiration til handling: ”Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge”65, ”Forebyggelsespakke - Indeklima i skoler”66, ”Hygiejne i daginstitutioner. Anbefalinger om forebyggelse og sundhedsfremme for børn inden for hygiejne, miljø og sikkerhed”61.

Inddragelse af forældre og personale i dagtilbud og skoler (G)

Dagtilbud og skoler inddrager forældre og personale i gode håndhygiejnerutiner for børn og unge, fx kan emnet tages op på personale-, bestyrelses- og forældremøder. Hygiejne og sygefravær kan være fast punkt på dagsordenen, og der kan arrangeres temauge(r) om emnet.

Rådgivning om fysiske rammer i dagtilbud og skoler (G)

Den kommunale sundhedstjeneste rådgiver, ofte i samarbejde med teknisk forvaltning, løbende om gode fysiske rammer, herunder indeklima, rengøring og udluftning i skoler og dagtilbud. Ved nybyggeri og renovering rådgiver teknisk forvaltning, ofte i samarbejde med den kommunale sundhedstjeneste, om gode fysiske rammer.

Inspiration til handling: ”Forebyggelsespakke - Indeklima i skoler”66, ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for nybygning og renovering i sundhedssektoren”62 ”Smitsomme sygdomme hos børn og unge. Vejledning om forebyggelse i daginstitutioner, skoler m.v.”52 samt Arbejdstilsynets regler for nybygning og renovering, se amid.dk.

Undervisning af børn og unge i håndhygiejne (G)

Kommunen sikrer, at børn i dagtilbud og skoler løbende får tilbud om undervisning i korrekt håndhygiejne og forebyggelse af infektioner. Indsatsen kan med fordel følges op af årlig egenkontrol.

Inspiration til handling: Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab”68. Se desuden www.e-bug.eu, der er et undervisningsmateriale til skolernes mellem- og udskolingstrin om mikroorganismer, hygiejne og brug af antibiotika.

Nye familier informeres om god hygiejne ved sundhedsplejersken (G)

Kommunens sundhedsplejersker informerer nye familier om god hygiejne, fx ved hjemmebesøg.

Inspiration til handling: ”Sunde Børn. Til forældre med børn i alderen 0-2 år”69.

Mad og måltider

Handleplaner for mad og måltider på botilbud samt på samværs- og aktivitetstilbud (G)

Kommunen, botilbud og samværs- og aktivitetstilbud udarbejder lokale handleplane for mad og måltider. Fokusområder i handleplanerne kan være:

  • Tilbud om mad og drikkevarer, der følger kostanbefalingerne
  • Inddragelse af borgere og brugerne på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud i at skabe et godt spisemiljø, i madlavning og i fællesspisning
  • Adgang til friskt, koldt drikkevand
  • Sundhedspædagogisk arbejde om sundhed, mad og måltider, således at brugernes viden og handlekompetencer i forhold til smag og glæde ved måltidet fremmes
  • Etablering af en frugt- og grøntordning
  • Eventuel inddragelse af pårørende i implementeringen af de valgte fokusområder. 

Inspiration til handling: ”Socialt udsatte borgeres sundhed – barrierer, motivation og muligheder”89, materiale udviklet i ”God mad – godt liv”90, ”Den Nationale Kosthåndbog”63, www.økologisk- pisemærke.dk75 og ”Anbefalinger for den danske institutionskost”8.

Mental sundhed

Fokus på mental sundhed i den sammenhængende børne- og ungepolitik (G)

Kommunen sikrer indsatser til fremme af børn og unges mentale sundhed i forbindelse med udarbejdelse af en børne- og ungepolitik. Det kan fx være med fokus på børn og unges familieliv, sociale og faglige udvikling (herunder forebyggelse af mobning), sundhedsfremmende og forebyggende støtte og et trygt nærmiljø. Det er lovkrav, at kommuner udarbejder og politisk vedtager en sammenhængende børne- og ungepolitik i kommunen, og det anbefales, at den sammenhængende børne- og ungepolitik indeholder et stærkt tværsektorielt samarbejde.

Udarbejde handleplan til fremme af mental sundhed i dagtilbud og skoler (G)

Dagtilbud og skoler udarbejder en handleplan, der beskriver målsætninger og indsatser til at fremme mental sundhed i det enkelte dagtilbud eller skole. Handleplanen skal understøtte en sammenhængende indsats, der involverer barnets hverdag i dagtilbuddet og på skolen og samarbejdet mellem dagtilbud/skole, forældre og sundhedsplejersken. Handleplanen skal i videst muligt omfang udarbejdes som en sammenhængende handleplan, der også omfatter indsats mod mobning og desuden har fokus på bl.a. forebyggelse af rygning og alkohol.

Inspiration til handling: ”Indsatser der fremmer mental sundhed hos børn og unge. Et systematisk litteraturstudie af internationale undersøgelser”29.

Tilsyn med barnets sundhed i første leveår ved hjemmebesøg af sundhedsplejerske (G)

Kommunen tilbyder minimum fem sundhedsfremmende og forebyggende hjemmebesøg af sundhedsplejerske i barnets første leveår til alle familier. På hjemmebesøgene føres tilsyn med det enkelte barns fysiske og psykiske tilstand og for at støtte barnets generelle trivsel og udvikling samt den tidlige tilknytning mellem barn og forældre. Familier og børn med særlige behov for støtte tilbydes en særlig indsats, herunder øget rådgivning og bistand15. Der ses positive effekter af tidlige intensive hjemmebesøg. Effekterne ses bl.a. i forhold til forælder-barn relationen, herunder forældres evne til at fortolke og forstå barnets adfærd og handle hensigtsmæssigt3839.

Tilrettelægge tidlig indsats for sårbare og socialt udsatte familier (G)

Kommunen tilrettelægger en målrettet indsats, fx fra sundhedsplejersken, for at støtte sårbare og socialt udsatte familier med fokus på en tidlig, familieorienteret indsats for at sikre familiens og dermed barnets sundhed, udvikling og trivsel. Det kan fx være familier, der er ramt af psykisk sygdom, svære psykosociale problemer, misbrugsproblemer, vold, langvarig arbejdsløshed, livstruende eller kronisk sygdom, eller familier med svære boligforhold.

Inspiration til handling: ”Metoder i familieorienteret alkoholbehandling – om at inddrage partner og børn”45, ”Indsatser overfor udsatte 0-3-årige og deres forældre – en systematisk forskningsoversigt”38, ”tidlig opsporing af børn i en socialt udsat position”46.

Styrke børns trivsel i dagtilbud (G)

Dagtilbud arbejder målrettet med at fremme kognitiv, følelsesmæssig og social udvikling hos alle børn. Det drejer sig om at skabe positive fællesskaber, hvor alle børn har et tilhørsforhold, adgang til fortrolige voksne, udviklingsmuligheder, og hvor der ikke foregår mobning. Det kan også involvere særlig støtte til familier med økonomiske, sociale og psykiske problemer, fx gennem inddragelse af sundhedsplejersken, både i form af den lovbestemte konsulentfunktion og som individuelle indsatser48.

Inspiration til handling: ”Tværgående afrapportering. Børns trivsel i familier med overvægt eller andre sundhedsrisici”42, ”Erfaringer fra satspuljen om børns trivsel. Hvad lærte vi?”43www.dcum.dk(Dansk Center for Undervisningsmiljø) under ”børnemiljø”, ”Slutevaluering af familierettede og forebyggende indsatser i ”Tidlig Indsats – Livslang Effekt”47 samt www.socialstyrelsen.dk

Styrke flere børn og unges deltagelse i fritidsaktiviteter (G)

Kommunen arbejder for, at de fleste børn og unge deltager i fritidsaktiviteter med henblik på at skabe nye sociale relationer og øget trivsel. Der bør være særlig opmærksomhed på at sikre deltagelse af børn og unge, som er sårbare eller som ikke er foreningsvante, herunder fx børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Kommunerne samarbejder med frivillige organisationer, etablerer fritidsvejledning og kan kombinere vejledningen med muligheder for økonomisk støtte til børnenes deltagelse i og gennemførelse af aktiviteter. Ligeledes kan der etableres et samarbejde mellem foreningslivet og skolerne i kommunen med henblik på at inddrage foreningerne i den understøttende undervisning.

Inspiration til handling: ”Kom godt i gang med en fritidspas ordning”55, www.psykiatrifonden.dk søg på ”Boost trivslen”.

Sikre tilbud til pårørende (G)

Kommunen sikrer, at der er tilbud til pårørende (fx børn og partnere) til borgere, der har psykiske eller livstruende sygdomme. Tilbuddet kan bestå af en kombination af rådgivning, gruppesamtaler og individuelle samtaler. Tilbuddet skal forebygge, at pårørende udvikler dårlig mental sundhed og psykiske sygdomme. Kommunen informerer om evt. regionale tilbud.

Inspiration til handling: www.patientuddannelse.info søg på ”lær at tackle hverdagen som pårørende”, www.bedrepsykiatri.dk (Landsforeningen for Pårørende), www.sind.dk og www.psykiatrifonden.dk

Gennemføre tidlig opsporing af dårlig mental sundhed hos spædbørn i første leveår (U)

Sundhedsplejersker gennemfører systematisk opsporing af dårlig mental sundhed hos spæd- og småbørn i alderen 0-12 måneder. Opsporingen indgår som en del af sundhedsplejerskens undersøgelse af barnet i barnets hjem. Kommunen tilbyder i den forbindelse opfølgende besøg samt rådgivning og vejledning til forældre til børn med dårlig mental sundhed. Ved fortsatte vanskeligheder iværksætter kommunen yderligere udredende og/eller intervenerende indsats til barn og familie med involvering af praktiserende læge eller socialforvaltningen.

Inspiration til handling: www.psy.ku.dk (søg på ADBB - Alarm Distress Baby Scale. PUF programmet). Sundhedsplejersker undersøger via ADBB metoden spæd- og småbørns sociale samspil og opsporer tidlig psykiske udviklingsforstyrrelser eller helbredsproblemer6970.

Sikre tidlig indsats til børn og unge med sociale og psykiske problemer (G)

Kommunen sikrer en sammenhængende indsats via SSD-samarbejdet (det tidlige tværfaglige samarbejde mellem Socialforvaltning, skole, sundhedspleje og dagtilbud) for at støtte børn og unge med tidlige tegn på sociale og psykiske problemer, fx hyppig hoved- og mavepine, adfærdsproblemer i dagtilbud, højt fravær, rusmiddelbrug eller unge med selvmordsrisiko.

Inspiration til handling: ”Dialog om tidlig indsats”71.

Overvægt

Forebyggelse af overvægt i dagtilbud (G)

Medarbejdere i dagtilbud medvirker til at forebygge overvægt blandt førskolebørn, fx ved at understøtte sunde madpakker og sund mad i dagtilbuddet, øge det fysiske aktivitetsniveau og skabe kultur og omgivelser, der fremmer sunde madvaner og fysisk aktivitet. Forældrene inddrages som udgangspunkt i det sundhedsfremmende arbejde. Kommunen støtter de ansatte i dagtilbud i arbejdet medsundhedsfremme, fx gennem kompetenceudvikling.

Inspiration til handling: Anbefalingerne i ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1 og i ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2.

Forebyggelse af mobning og stigmatisering relateret til overvægt i dagtilbud, skoler og fritidsordninger (G)

Som led i arbejdet med børn og unges trivsel i dagtilbud, skoler og fritidsordninger arbejdes der med forebyggelse af drilleri og mobning relateret til overvægt, fx ved at integrere emnet i institutionens trivsels- eller mobbepolitik og handleplaner. Sundhedsplejen kan med fordel inddrages i dette arbejde.

Inspiration til handling: Anbefalingerne i ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3, ”Skolesundhedsarbejde – håndbog til sundhedspersonale”18 og ”Indsatser der fremmer mental sundhed hos børn og unge”85.

Sundhedsplejersken vejleder om sunde vaner i familier med børn i første leveår (G)

Ved hjemmebesøg hos familier med spædbørn drøfter sundhedsplejersken efter behov hele familiens vaner i forhold til mad, måltider og fysisk aktivitet for at fremme sunde vaner og forebygge, at uhensigtsmæssige vaner videreføres til barnet.

Inspiration til handling: ”Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge”86, ”Støt dit barn til aktiv leg og bevægelse”87, ”Mad til små – fra mælk til familiens mad”88 og ”Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog for sundhedspersonale”89.

Tilbud om hjemmebesøg af sundhedsplejersken til alle familier med børn i 3-årsalderen (U)

Alle familier i kommunen tilbydes et sundhedsplejerskebesøg i hjemmet, når barnet er omkring tre år. Besøget tager udgangspunkt i barnets vaner og trivsel og inddrager hele familiens vaner i forhold til mad, måltider og fysisk aktivitet for at fremme sunde vaner og forebygge, at uhensigtsmæssige vaner videreføres til barnet. Såfremt barnets vægt ikke udvikler sig hensigtsmæssigt,tilbydes opfølgende indsatser, fx i form af hjemmebesøg eller andre kommunale indsatser. Ved behov henvises til yderligere udredning i det regionale sundhedsvæsen, herunder almen praksis, og til relevante tilbud i kommune eller region.

Inspiration til handling: ”Livsstilsbesøg hos 3½-årige og deres familier i Høje-Taastrup Kommune”90, ” 2,5-3-års børn”91, ”Kontakt os når dit barn er ca. 3,5 år”92, ”2,5-3-års-besøget – blev valgt af de fleste”93, ”Støt dit barn til aktiv leg og bevægelse”87 og ”De officielle kostråd”94.

Tilbud til førskolebørn med moderat overvægt (G)

Kommunen tilbyder forebyggelsestilbud til familier med førskolebørn med moderat overvægt. Indsatsen rettes mod hele familien og omfatter mad og måltider, fysisk aktivitet og støtte til adfærdsændring samt en vurdering af barnets psykosociale situation. Indsatsen varetages i et samarbejde mellem almen praksis, dagtilbuddet og sundhedsplejen, ligesom andre aktører kan inddrages, fx frivillige foreninger. For nogle børn kan det være relevant at inddrage socialforvaltningen, men overvægt alene er ikke tilstrækkelig grund til underretning11. Ved overgang fra en aktør til en anden tilstræbes en koordineret og sammenhængende indsats. Tilbud

Inspiration til handling: ”Monitorering af vækst hos 0-5-årige børn. Vejledning til sundhedsplejersker og praktiserende læger”10, ”Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn”95, ”Sammenfattende evaluering af projekterne i satspuljen: ”Kommunens plan mod overvægt blandt børn og unge”50, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1, ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2 og ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Tilbud til børn med trivselsproblemer relateret til overvægt (G)

Kommunen sikrer den nødvendige hjælp til børn og skoleklasser, der har trivselsproblemer, og som oplever drilleri og mobning i klassen pga. overvægt. Indsatsen iværksættes i et koordineret samarbejde mellem pædagoger, lærere, forældre og sundhedsplejen samt andre relevante aktører og integreres i kommunens generelle tilbud til børn, der bliver mobbet.

Inspiration til handling: Anbefalingerne i ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Sundhedsplejens konsulentfunktion i daginstitutioner (G)

Kommunale dagtilbud inddrager sundhedsplejen både som sundhedsfaglig ekspert og som ekspert i at sætte sundhedsfremmende processer i gang i arbejdet med fremme af normalvægt og forebyggelse af overvægt.

Inspiration til handling: ”Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge”84.

Opsporing af førskolebørn med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt (G)

Sundhedsplejersken identificerer børn med overvægt eller børn med øget risiko for at udvikle overvægt ved besøg i hjemmet i barnets første leveår og eventuelle besøg i småbarnsalderen. Ved identifikation af et barn med overvægt sikres et samarbejde mellem sundhedsplejersken, familien og den praktiserende læge. Ansatte i dagtilbud og den kommunale tandpleje og praktiserende tandlæger, der behandler børn, medvirker også til tidlig opsporing af børn med overvægt (uden dog at foretage målinger af barnet) i samarbejde med sundhedsplejen.

Inspiration til handling: ”Monitorering af vækst hos 0-5-årige børn. Vejledning til sundhedsplejersker og praktiserende læger”10 og ”Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn”95.

Opsporing af børn og voksne med overvægt eller risiko for udvikling af overvægt på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud (G)

Ansatte på botilbud og samværs- og aktivitetstilbud identificerer børn, unge og voksne med overvægt og opfordrer ved behov til opfølgning i almen praksis eller fx sundhedscenter, for børns vedkommende hos sundhedsplejen.

Inspiration til handling: ”Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn”95, ”Opsporing af overvægt og tidlig indsats for børn og unge i skolealderen. Vejledning til skolesundhedstjenesten”11 og ”Opsporing og behandling af overvægt hos voksne”9.

Seksuel sundhed

Handleplaner for støtte til barnets naturlige seksuelle udvikling (G)

Kommunen udarbejder fælles handleplaner med fokus på at understøtte børns seksuelle trivsel og udvikling i daginstitutioner, skoler, fritidstilbud mv. Heri præciseres ansvaret for at sikre et fagligt stærkt miljø og tilstrækkelige faglige kompetencer og handlemuligheder. Ledelse og personale i kommunens tilbud tager sammen aktivt stilling til, hvordan man forholder sig til og bedst støtter barnets naturlige seksuelle udvikling i den relevante aldersgruppe, samt hvordan der skabes et inkluderende og mangfoldigt miljø. Personale bør have tilstrækkelige faglige kompetencer til aktivt at understøtte et tolerant miljø for alle børn.

Inspiration til handling: ”Det kan være pinligt for forældrene. En national kortlægning af daginstitutioners håndtering af børns seksualitet”44 og ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”45. Der kan desuden hentes inspiration hos Normstormerne på www.normstormerne.dk

Forebyggelse, opsporing og håndtering af mistanke om overgreb (G)

Kommunen sikrer, at institutioner for børn og unge har planer og retningslinjer for forebyggelse, opsporing og håndtering af mistanke om seksuelle overgreb både børn og unge imellem samt mellem voksne og børn og unge. Det er vigtigt, at planerne har relevant fagligt indhold og ikke bidrager til unødig frygt for overgreb og dermed til uhensigtsmæssig pædagogisk praksis. Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab skal aktivt støtte forebyggelsen af seksuelle overgreb ved bl.a. at styrke elevernes handlekompetencer og viden om grænsesætning.

Inspiration til handling: ”Den professionelle tvivl. Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb mod børn og unge”46. Læs mere på www.socialstyrelsen.dk under punktet ”Børn” og dernæst ”Overgreb” eller på www.forebygovergreb.dk

Stoffer

Politik om stoffer med tilhørende handleplan på kommunens skoler, institutioner og botilbud (G)

Kommunen udarbejder politik med tilhørende handleplan om stoffer for kommunens skoler, herunder produktionsskoler, institutioner og botilbud, for at forebygge brug af stoffer blandt børn og unge. Fokus for handleplanen er, hvordan mistanke og viden om brug af stoffer hos elever/brugere håndteres. Handleplanen skal koordineres med handleplaner om alkohol, tobak og mental sundhed. Der er særligt fokus på unge udenfor uddannelsessystemet, unge der mistrives og unge med psykiske lidelser.

Inspiration til handling: ”Inspirationshæfte: Alkoholforebyggelse i kommunen – 20 modelkommuners arbejde med at styrke den forebyggende indsats”22, ”Til grundskolens lærere, ledelse og skolebestyrelse: Sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”27, ”Hele vejen rundt – Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer”45, ”Inspirationsmaterialer fra satspuljen Unge, alkohol og stoffer”62.

Kort rådgivende intervention til unge med et eksperimenterende eller regelmæssig brug af stoffer (G)

Kommunen tilbyder en kort rådgivende intervention baseret på dokumenterede metoder, fx motiverende samtale (Motivational Interviewing), til unge med et eksperimenterende eller regelmæssigt brug af stoffer. Det er vigtigt, at rådgivningen tilbydes kort efter, at stofbruget er blevet kendt, og at der er opmærksomhed på, om den unge har en samtidig psykisk lidelse. Tilbuddet placeres og tilpasses, så det svarer til målgruppens behov, fx i ungerådgivningen eller som udgående tilbud til fx uddannelsesinstitutioner, botilbud, ungdomsuddannelsesvejledning, ungdomsklubber og udsatte boligområder. Rådgivningen bør også tænkes sammen med private rådgivningstilbud til unge, der findes i lokalområdet, fx Headspace. Rådgivningen kan med fordel også tilbydes som en digitalt baseret intervention, fx via mobil eller internet. Forældre og pårørende inddrages ved behov.

Inspiration til handling: ”Hashsamtalen – om unge og hashrygning”11, ”Hashgrupper på ungdomsuddannelser”32, ”Hele vejen rundt – Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer”45, ”Inspirationsmaterialer fra satspuljen Unge, alkohol og stoffer”62, ”International Standards on Drug Use Prevention”1, ”Health and Social Responses to Drug Problems”57, ”Unge i misbrugsbehandling”80, ”Evaluering af forsøg med udgående indsatser til unge med rusmiddelproblemer”82, ”Netstof – eksempel på webbaseret rådgivning”90.

Rådgivning til forældre til teenagere (U)

Kommunen etablerer tilbud om rådgivning målrettet forældre til teenagere med henblik på at styrke relationen mellem den unge og forældrene, støtte forældrene i deres position som rollemodeller, tale med den unge om rusmidler samt håndtere mistanke om brug af rusmidler, herunder kende til tegn på brug af rusmidler. Tilbuddet tænkes sammen med anbefalingen vedr. forældremøder og forældreinddragelse. Tilbuddet bør ses i relation til tilbud om forældreuddannelse til småbørnsforældre, da der er god dokumentation for tidlig styrkelse af forældre/barn relationen mv. – også i relation til stofforebyggelse på sigt. Se forebyggelsespakken om mental sundhed.

Inspiration til handling: ”International Standsards on Drug Use Prevention”1, ”Til forældre på ungdomsuddannelser: Hjælp din teenager – med at skabe rammer for alkohol, tobak og stoffer”24, ”Til forældre med børn i grundskolen: Dit barns festkultur – sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”26, ”Rusmiddelguide. For forældre til teenagere”52, ”Viden og dialogredskaber om cannabis for forældre til teenagere”85. Læs mere om forældregrupper hos U-turn91 og hos Unge og Rusmidler92 samt webbaseret rådgivning af forældre og øvrige pårørende hos Netstof90 og Helsingung89.

Undervisning i grundskolen (G)

Som del af sundhedsundervisningen i grundskolen tilbydes systematisk, videns- og dialogbaseret undervisning om brug af stoffer og andre rusmidler. Målet er at udskyde alkoholdebut og forebygge brug af stoffer gennem udvikling af personlige og sociale kompetencer, fremme af trivsel og holdningsdannelse. I den forbindelse kan der arbejdes med flertalsmisforståelser og social pejling, dvs. at børn og unge forsøger at leve op til deres egen forestilling om, hvad der er almindelig opførsel blandt andre børn og unge. Undervisning med fokus på udvikling af sociale og personlige handlekompetencer kan med fordel påbegyndes allerede i de små klasser. I de ældste klasser kan undervisningen berøre, hvordan man passer på sig selv og hinanden i festmiljøer og sikrer hjælp i situationer, hvor der er brug for det.

Inspiration til handling: ”Tackling – sundhed, selvværd og samvær”39,40, ”International Standards on Drug Use Prevention”1, ”AarhusEksperimentet. Social pejling og social kapital – inspirationskatalog og rapport”50,51, ”Information om stoffer til unge”84.

Forældremøder og inddragelse af forældre (G)

Forældre til børn og unge i grundskolen inddrages ved forældremøder med henblik på at skabe dialog om stoffer og forældreaftaler i klasserne. Møderne kan fx omhandle: Udskydelse af alkoholdebut (som virker forebyggende i forhold til stofbrug), håndtering af fester, tegn på stofbrug, dialog med den unge om stoffer, og hvordan man håndterer brug af stoffer.

Inspiration til handling: ”For forældre om hash”12, ”Snifning og unge”13, ”Stoffer – hvordan virker de, og hvordan ser de ud”17, ”Til forældre med børn i grundskolen: Dit barns festkultur – sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”26, ”Til grundskolens lærere, ledelse og skolebestyrelse: Sæt rammer for alkohol, tobak og stoffer”27, ”Rusmiddelguide. For forældre til teenagere”52, ”Inspirationsmateriale til forældremøder om alkohol”88, ”Viden og dialogredskaber om cannabis for forældre til teenagere”85, ”Information om stoffer til unge”84.

Undervisning på ungdomsuddannelser samt kommunens institutioner for unge, herunder produktionsskoler og ungdomsklubber mv. (G)

Kommunen understøtter, at der er undervisning og dialog om brug af stoffer og øvrige rusmidler på ungdomsuddannelser, produktionsskoler, ungdomsklubber mv. Undervisningen kan fx varetages af kommunen som en udgående funktion eller af lærere/medarbejdere på institutionerne. Formålet med undervisningen er at udskyde rusmiddeldebut, forebygge og begrænse brug af stoffer og rusmidler gennem udvikling af personlige og sociale kompetencer, trivsel, holdningsdannelse, begrænse flertalsmisforståelser samt formidle viden om, hvordan man passer på sig selv og hinanden i festmiljøet.

Inspiration til handling: ”Inspirationsmaterialer fra satspuljeprojektet Unge, alkohol og stoffer”62, ”PAS - Rusmiddelforebyggende undervisning til erhvervs og produktionsskoler”64, ”AarhusEksperimentet - Social pejling og social kapital – inspirationskatalog og rapport”50,51, ”Støtte til sårbare elever - Anbefalinger til udvikling og implementering af politikker og beredskaber på erhvervsuddannelserne”29, ”Sunde erhvervsskoler. Inspiration til at skabe sunde rammer og introducere sundhed i undervisningen”33, ”Information om stoffer til unge”84.

Personale med borgerkontakt informerer om kommunens tilbud vedr. stoffer (G)

Ved bekymring om stofbrug informerer kommunens medarbejdere i skoler, ungdomsklubber, SSP, socialafdelinger, jobcentre, sundhedsplejen, specialtandplejen mv. om kommunens rådgivnings- og behandlingstilbud vedr. stoffer samt om de regionale familieambulatoriers tilbud til gravide, der bruger stoffer.

Tidlig opsporing ved personale med borgerkontakt (G)

Kommunens personale, der møder de unge i dagligdagen, bidrager til tidlig opsporing af stofbrug ved hjælp af en kort opsporende samtale. Det gælder personale i fx socialforvaltningen, sundhedsplejen, jobcentre, ungdomsklubber, SSP, skoler, ungdomsuddannelsesvejledningen og udsatte boligmiljøer. Det er vigtigt, at personale med borgerkontakt har klare handlevejledninger ift. viderehenvisning af unge med stofbrug/begyndende stofbrug. Der bør være særligt fokus på unge, der mistrives, unge udenfor uddannelsessystemet og unge med en psykisk lidelse. Forebyggelsespakken om mental sundhed indeholder en række anbefalinger til tidlig opsporing i forhold til mental sundhed og trivsel, som bør medtænkes i arbejdet. Forældre og pårørende inddrages, hvis det skønnes relevant. Ved tidlig opsporing af unge med et eksperimenterende brug af stoffer får man tillige identificeret personer, som allerede har udviklet et regelmæssigt brug af stoffer eller har et decideret stofmisbrug eller afhængighed. Unge med et regelmæssigt brug eller stofmisbrug motiveres til at søge relevante rådgivnings- og behandlingstilbud. Gravide med et stofbrug skal henvises til det regionale familieambulatorium.

Inspiration til handling: ”Hele vejen rundt – Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer”45, ”Inspirationsmaterialer fra satspuljen Unge, alkohol og stoffer”62, ”Handlingsvejledning til Sagsbehandlere i Børneforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”41, ”Handlingsvejledning til Sagsbehandlere i Voksenforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”42.

Dialog om stoffer som fast del af udskolingsundersøgelsen (G)

Samtale om stoffer indarbejdes systematisk i den kommunale sundhedstjenestes udskolingsundersøgelse. Ved behov tilbydes en kort rådgivende samtale, og vurderes der behov for yderligere indsats, motiveres den unge til at opsøge relevante rådgivnings- eller behandlingstilbud. Forældre inddrages efter behov, og altid hvis den unge er under 15 år.

Inspiration til handling: ”Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge”43, ”Skolesundhedsarbejde”44, ”Hele vejen rundt – Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer”45.

Samarbejde med ungdomsuddannelser og produktionsskoler om tidlig opsporing (G)

Kommunen etablerer dialog og samarbejde med ungdomsuddannelser og produktionsskoler om at sikre tidlig opsporing af unge med et eksperimenterende eller regelmæssigt brug af stoffer med henblik på at rådgive og ved behov motivere den unge til videre behandling. Den tidlige opsporing skal følges op af konkrete handlevejledninger.

Inspiration til handling: ”Inspirationshæfte: Alkoholforebyggelse i kommunen – 20 modelkommuners arbejde med at styrke den forebyggende indsats”22, ”Til ungdomsuddannelsens lærere og ledelse: Politik for rusmidler og rygning”25, ”Støtte til sårbare elever - Anbefalinger til udvikling og implementering af politikker og beredskaber på erhvervsuddannelserne”29, ”Hele vejen rundt – Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer”45, ”Inspirationsmaterialer fra satspuljen Unge, alkohol og stoffer”62, ”Evaluering af forsøg med udgående indsatser til unge med rusmiddelproblemer”82.

Tobak

Røgfri miljøer indendørs (G)

Kommunen indfører røgfri miljøer (uden rygekabiner og lignende) indenfor i lokaliteter, hvor kommunen har instruktionsbeføjelser, eller hvor kommunen kan stille krav til samarbejdspartnere. Det omfatter egne kommunale bygninger, sportshaller og fritidslokaler, samt leverandører af kommunale ydelser, fx beskæftigelsesindsatser, dag- og familiepleje.

Udbygning af samarbejde internt om henvisning til rygestoptilbud (G)

Kommunen udbygger samarbejdet internt med relevante afdelinger (jobcenter, børn- og ungeforvaltning, ældreplejen, den kommunale tandpleje mv.) så borgere systematisk spørges til deres rygevaner og tilbydes henvisning til rygestoptilbud i kommunen.

Inspiration til handling: ”Very Brief Advice – Meget kort rådgivning om rygestop”58, ”Ti skridt til god tobaksforebyggelse – den gode kommunale model”59.

Opsøgende rekruttering til rygestoptilbud (G)

Kommunen gennemfører opsøgende indsatser i arenaer, hvor målgrupper, som af forskellige årsager kan have vanskeligt ved selv at opsøge de kommunale tilbud, færdes. Målgruppen er som minimum unge på ungdomsuddannelserne (særligt erhvervsskoler) og produktionsskoler, gravide, der ryger, og deres partner, borgere i udvalgte boligområder, udviklingshæmmede, indsatte i fængsler, psykisk syge, hjemløse og andre socialt udsatte borgere. Det bør overvejes at etablere udgående rygestoptilbud, der tilgodeser de specifikke gruppers særlige behov. Indsatsen kan tænkes sammen med indsats for at markedsføre rygestoptilbud til samme målgrupper.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse i nærmiljøet”81, ”Få hjælp til rygestop - rygestopaktiviteter for socialt udsatte”68, ”Forstærket indsats over for storrygere 2014-2017- Slutevaluering”39, Inspirationsark ”Rygestop - Rekruttering og fastholdelse” www.sst.dk, ”Køge Kvitter Smøgerne”65, ”Unge og rygning – Inspirationskatalog”54.

Opdateret 04 APR 2019