Inspiration til at organisere plejen i forhold til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd i ældreplejen
Tredje indsatsområde har til formål at give kommunerne inspiration og redskaber til at organisere plejen gennem en systematisk tilgang til at forebygge udadreagerende adfærd i praksis.
Inspiration og redskaber skal udbredes dels ved at opsamle og formidle eksisterende indsatser og metoder på arbejdsmiljø- og demensområdet, dels ved at udbrede viden om metoder til at forebygge udadreagerende adfærd ved svære symptomer på demens. Inspiration og redskaber tager afsæt i og supplerer anbefalingerne (initiativ 3).
Initiativ 7: Udbrede kendskab til virksomme metoder til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd og voldsomme episoder
Der er afsat midler til at udarbejde et inspirationskatalog, som tager afsæt i praksiserfaringer med at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd i ældreplejen. Kataloget fungerer som praksisnær inspiration i tillæg til anbefalingerne (initiativ 3).
Kataloget forventes at blive publiceret i foråret 2021.
Initiativ 8: Udbrede viden om borgere med svære symptomer ved demens (BPSD)
Der er afsat midler til at udvikle et e-læringsmodul om borgere med svære demenssymptomer og en metode til systematisk at mindske symptomerne. Det blev offentliggjort i 2020. Initiativet forankres hos Nationalt Videnscenter for Demens og udvikles i regi af ABC-Demens.
ABC Demens - udfordrende adfærd
Initiativ 9: Afprøve og udbrede revideret model for beboerkonference samt en virkningsevaluering af metoden
Der er afsat midler til at udvikle og formidle en revideret model for beboerkonference-metoden. Siden beboerkonferencen først blev udviklet, er den blevet anvendt i flere sammenhænge. På baggrund af disse erfaringer er metoden blevet revideret, så den kan anvendes mere bredt inden for ældre- og demensområdet, herunder både på plejecentre og i hjemmeplejen. Dette her resulteret i metodehåndbogen ”Beboerkonferencen i praksis”, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2020.
Derudover er der afsat midler til en virkningsevaluering af metoden. I løbet af 2021-2022 skal metoden derfor afprøves i en række projektkommuner, som skal anvende beboerkonference-metoden. I den forbindelse indsamles der viden om omkostninger og effekter ved anvendelse af metoden, som afslutningsvis præsenteres i en evalueringsrapport. Evalueringen har til formål at styrke beslutningsgrundlaget i kommuner, som ønsker at tage stilling til en eventuel implementering af metoden.