Engelsk

Vidensgrundlag

Vidensgrundlaget for tilrettelæggelsen af Demensrejseholds er baseret på og tager udgangspunkt i en række forskellige teorier og tilgange til pleje og omsorg for mennesker med demens, til kompetenceudvikling og læring samt til faglig ledelse i organisationer.

De enkelte tilgange beskrives hver for sig med henvisning til centrale bagvedliggende kilder, som interesserede kan dykke ned i.

De forskellige tilgange supplerer hinanden og har tilsammen haft til formål at sikre transfer og dermed at det, som deltagerne lærer i de konkrete forløb, også anvendes i praksis til gavn for beboerne på plejecentre.

Personcentreret omsorg, kommunikation og demens

Personcentreret omsorg er den helt centrale tilgang til pleje og omsorg for mennesker med demens og omdrejningspunkt for Demensrejseholdets forløb og aktiviteter.

I personcentreret omsorg sætter man personen i centrum frem for demenssygdommen og sætter fokus på de facetter af et menneskes personlighed, behov og liv, der er vigtige for at sikre trivsel hos personen, det være sig fysiske, men lige så vigtigt psykiske og sociale behov. Demensligningen og blomsten er to centrale værktøjer, som anvendes til at sætte fokus på mennesket med demens og på sammenhængen mellem opfyldelse af menneskelige behov og forhold som adfærd, trivsel og selvbestemmelse. Herunder giver værktøjerne et blik for, hvordan man kan ændre adfærd og trivsel hos beboere med demens med en faglig indsats.

En anden central tilgang til pleje og omsorg for mennesker med demens er kommunikation og adfærd. Mennesker med demens kan have svært ved at forstå verden og ved at udtrykke sig, og det er centralt, at medarbejderne arbejder med at forstå og fortolke kommunikationen med mennesket med demens bl.a. gennem aktiv lytning og tolkning af kropssprog. Når sproglige færdigheder er udfordrede bliver ikke-sproglig kommunikation og kropssprog vigtig. I Demensrejseholdet arbejdes der med at gøre medarbejderne bevidste om, hvordan berøring, nærhed, tonefald, kropsholdning og mimik kan forstås, og anvendes i deres kommunikation med mennesker med demens. Derudover har medarbejdernes motivation og personlige fremtoning og overskud også stor betydning i kommunikationen.

Centrale kilder:

  • Kitwood, T. (2009). En revurdering af demens – personen kommer i første række. København: Munksgaard.
  • Nationalt Videnscenter for Demens (2017). Personcentreret pleje og omsorg.
  • Nationalt Videnscenter for Demens (2015). Metoder til pleje og omsorg.
  • Mehrabian, A. (1981). Silent Messages: Implicit Communication of Emotions and Attitudes. 
  • Olesen, J. (2003). Kropslig handle- og dømmekraft. Kognition & pædagogik, vol.13 (48), pp. 28-33. 
  • Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2017). Self Determination Theory - Basic Psychological Needs in Motivation, Development and Wellness. New York: Guilford Press. 
  • Servicestyrelsen (2008). Håndbog om demens – til pleje og omsorgspersonale på ældreområdet, undervisere og frivillige. 
  • Hart, S. (2007). Spejlneuroner, kontakt og omsorg. Psykolog Nyt, vol. 11, pp. 14-20.

Kompetenceudvikling og læring

Den samlende overskrift for kompetenceudvikling og læring i Demensrejseholdet er praksisnær læring. De centrale tilgange og teorier er aktionslæring, den systemisk-narrative tilgang samt refleksiv læringsteori og domæneteori.

Aktionslæring
I aktionslæring er man optaget af hele tiden at veksle mellem teori og praksis, eller refleksion og handling. De to elementer understøtter gensidigt hinanden, og understøtter at viden og refleksioner omsættes til nye praksisser.

Alle aktiviteter i Demensrejseholdet er tilrettelagt med denne vekslen mellem refleksion og handling for øje. Eksempelvis omsætter deltagerne i læringsgrupper viden om demenssygdomme til en faglig forståelse af de enkelte beboernes konkrete adfærd i dagligdags situationer. Opgaven i læringsgrupperne er, gennem arbejde med fortællinger, at skabe refleksioner over hvad der virker og ikke virker, så handlinger i forhold til den enkelte beboer, pårørende, eller evt. kollega kan justeres og afprøves på ny.

Centrale kilder:

  • Andersen, T. et al (2014). Hands on Aktionslæring – en guidet tour i 6 trin. VIA University college.

Systemisk-narrativ tilgang
Demensrejseholdet anvender desuden en systemisk-narrativ tilgang til udvikling og læring i alle aktiviteter der gennemføres, og de mange af de metoder der anvendes.

Arbejdet med borgere på plejecentre i praksis – kan ifølge tilgangen forstås gennem fortællinger, og fortællingerne har konsekvenser for, hvad der giver mening at gøre. Deltagerne bringer fortællinger ind i læringsgrupperne, og gennem arbejdet med fortællinger etableres en faglig forståelse. Tilgangen afspejles i Demensrejseholdets brug af spørgsmål og det at praktisere nysgerrighed på deltagernes perspektiver, og anvendes fordi det tilbyder rammer for refleksion. Brugen af fortællinger og spørgsmål har som effekt, at deltagerne reflekterer over egen praksis og øver sig i at skifte perspektiv for derved at brede handlemulighederne ud. Den faglige forståelse som der opnås med disse processer giver et nyt fagligt sprogbrug, der understøtter at alle aktiviteter og opgaver som medarbejderne udfører som et led i deres daglige arbejde har en faglig begrundelse.

Centrale kilder:

  • Westmark, T. et al (2012). Konsulent – men hvordan? Akademisk Forlag. 
  • Ljungmann, I. (2018). En enkel bevægelse med stor effekt – perspektivskifte som metode. Systemisk Narrativt Forum, nr. 4, s. 10-23.

Refleksiv læringsteori
Demensrejseholdet trækker også på en tredje tilgang til læring, nemlig læring som en refleksiv læringspraksis. Refleksiv læring fokuserer på to centrale elementer i tilrettelæggelsen af læring. Det første element handler om at læring skal være situeret, dvs. at læringen skal ske i eller ganske tæt på den situation, hvor læringen skal anvendes. Det andet element er, at læringen skal være refleksiv. Hvis man ikke bare skal gøre det samme, som måske udløser frustrationer hos beboeren eller kollegaen, og derfor har brug for at gøre noget nyt (og dermed blive en bedre fagprofessionel), så skal man reflektere over sin praksis.

Refleksion sker tit der, hvor tingene bryder sammen og ikke virker, og hvor der derfor er brug for at stoppe op og reflektere sammen eller alene. I de tilfælde kan man gennem en refleksionsproces hjælpe hinanden med at få sat ord på, hvad der ikke virker, og hvad der i lykkes, så man sammen kan reflektere over, hvad man vil afprøve. Dermed bidrager refleksion til justeringer af praksis sker på et fagligt grundlag.

Som led i Demensrejseholdets fokus på praksisnær læring med effekter på borgernes livskvalitet, er den samlede indsats tilrettelagt omkring mange forskellige kilder til læring – cases/fortællinger, beboerkonferencer, gruppearbejde omkring beboere, kollegaer der interviewer hinanden to og to eller tre og tre, brug af reflekterende teams, kortere oplæg, individuel e-læring osv. Vekslen mellem læringsformer i de forskellige aktiviteter i Demensrejseholdet imødekommer forskellige læringsstile og læringspræferencer hos deltagerne, og understøtter læring og hukommelsen med forskellige sansemæssige input hos den enkelte.

Centrale kilder: 

  • Ravn, I. (2015). Beboerkonferencen som faciliteret læringsrum – notat om læringsteoretisk baggrund for beboerkonferencer. Socialstyrelsen.
  • Hermansen, M. (1998) Læringens univers. Århus. Klim.
  •  Schön, D. (2013). Uddannelse af den reflekterende praktiker. Forlaget Klim.

Faglig ledelse i organisationer

En væsentlig grundpille i Demensrejseholdets aktiviteter er den ledelsesmæssige forankring af projektet på de plejecentre og i de kommuner, der har haft besøg.

Arbejdet med at understøtte og facilitere den ledelsesmæssige forankring er bl.a. inspireret af forskning i faglig ledelse på plejecentre i Danmark. Såvel ledere på forvaltningsniveau, som plejecenterledere og teamledere været direkte inddraget i de konkrete Demensrejseholdsforløb. Ledere på forvaltningsniveau har haft en rolle ift. at rammesætte projektet indledningsvis og afslutningsvis i de enkelte forløb. Plejecenterledere og teamledere har deltaget i læringsgrupper som nøglepersoner sammen med udvalgte medarbejdere, og har derudover deltaget i kompetenceudvikling i faglig ledelse.

Personcentreret ledelse er en anden vigtige inspirationskilde og tilgang i arbejdet med at understøtte ledelsesmæssig forankring. Dawn Brooker har, inspireret af Kitwoods teori om personcentreret omsorg, udviklet tilgangen der fokuserer på de psykologiske behov hos medarbejderne og perspektivskifte går igen som metode til at forstå de behov og følelser, der ligger bag medarbejdernes adfærd. Ligeledes sætter tilgangen fokus på at sikre, at den enkeltes ressourcer og kompetencer kommer i spil i opgaveløsningen, til gavn for den enkelte, borgerne og hele organisationen. Personcentreret ledelse kan ligeledes styrke arbejdsmiljøet og højne medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde.

Centrale kilder: 

  • Voxted, S. (2016). Faglig ledelse i offentlige organisationer. Hans Reitzels forlag. 
  • Brooker, D. (2007) Personcentred dementia care. – Making services better.
Opdateret 14 MAJ 2019