Engelsk

Beredskab for epidemier

Vi er generelt godt beskyttede mod epidemier af alvorlige infektioner i Danmark, men skulle Danmark blive ramt, står et beredskab klart. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en epidemiplan, der udstikker opgaver og retningslinjer for beredskabet.

Risikoen for større epidemier i Danmark er generelt lav. Danmark har et velfungerende sundhedssystem og en generel høj sundhedstilstand i befolkningen. Fødevare- og drikkevandssikkerheden er høj, og børnevaccinationsprogrammet er veludviklet og har generelt høj tilslutning.

Sundhedsstyrelsen har tidligere udgivet en række vejledninger og planer om smitteberedskab for enkelte sygdomme, bl.a. pandemisk influenza. Fremfor at udgive og opdatere dokumenter for enkelte sygdomme, udgives i 2019 en overordnet beskrivelse af håndtering af større udbrud og epidemier. Det skyldes, at hovedprincipperne for håndtering af udbrud af forskellige sygdomme ofte vil være de samme.

Epidemiplanen beskriver retningslinjer for myndighedernes og sundhedsvæsenets håndtering af alvorlige infektioner. Den indeholder således nationale strategier for forebyggelse og håndtering af fremtidige alvorlige epidemier eller udbrud af infektioner. Den beskriver de centrale nationale opgaver såsom overvågnings- og meldesystemer i Danmark og internationalt, national og international krisestyring og koordination, forsyning af lægemidler samt krisekommunikation.

Opdateret 21 OKT 2019