xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Situationen i USA - Brug af e-cigaretter

Sundhedsstyrelsen har udarbejder et notat, der beskriver situationen i USA, hvor man har set sygdomstilfælde og dødsfald efter brug af e-cigaretter.

NOTATER 27 OKT 2019

Man har endnu ikke endeligt klarlagt årsagerne til de sygdomstilfælde, der er set hos personer med brug af e-cigaretter.

Siden den 28. juni 2019 er der rapporteret 805 tilfælde af lungesygdom i 46 stater. Fælles for alle patienterne er, at de har brugt e-cigaretter dage til uger inden symptomdebut.

Der er registeret 12 dødsfald (voksne), som blev indlagt med alvorlig lungesygdom efter brug af e-cigaretter.

Der er ikke identificeret en enkelt substans eller et enkelt e-cigaretprodukt som årsag til sygdomstilfældene, og det er uvist, om årsagen skyldes flere substanser.

I mange tilfælde, men ikke i alle, har patienterne inhaleret e-væske med cannabisprodukter (delta-9-tetrahydrocannabinol (THC) eller cannabidiol (CBD)). Sygdomstilfældene ser ud til, at have de samme symptomer og fund ved forskellige undersøgelser.

CDC har den 30. august 2019 udsendt en officiel sundhedsadvarsel ift. brug af e-cigaretter. CDC og FDA har igangsat flere tiltag for at få overblik over sygdomstilfældene og finde årsagen.

CDC har den 16. september 2019 aktiveret deres Emergency Operation Center (EOC), for at styrke arbejdet med at finde ud af, hvad der er årsag til de sygdomstilfælde som menes at være forårsaget af brug af e-cigaretter.

Den 27. september 2019 har CDC meldt ud, at på baggrund af de seneste undersøgelser, tyder det på, at brug af e-cigaretter med THC kan have en sammenhæng med sygdomstilfældene. Det er fortsat uvist, om årsagen skyldes flere kemiske stoffer, og der er fortsat brug for mere information og flere undersøgelser før årsagen til sygdomstilfældene kan fastslås.

CDC hører under Department of Health and Human Services og er det amerikanske center for infektionsforebyggelse og folkesundhed.

FDA er den officielle myndighed i USA, der er ansvarlig for regulering af lægemidler og fødevarer mm. Derudover er FDA ansvarlig for reguleringen af tobaksprodukter.