xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Hvad skal dit barn drikke?

22 SEP 2004

Danske børn får for meget sukker, og en stor del af sukkeret kommer fra drikkevarerne. Derfor udgiver Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen i samarbejde en flyer til rådgivning af forældre med børn i 1-8-årsalderen: Hvad skal dit barn drikke?. Flyeren skal sætte fokus på vigtigheden af, at forældre er med til at understøtte gode drikkevaner fra barnet er helt lille og give dem gode alternativer til det alt for søde valg.

- Vores ønske er, at sundhedsplejersker og tandplejens personale samt andre, der kommer i direkte kontakt med forældre til små børn, vil udlevere flyeren til forældrene. Så de kan være med til at ændre børnenes drikkevaner og undgå at de bliver overvægtige, siger Minister for Familie- og Forbrugeranliggender Henriette Kjær.

42% af børns sukkerindtag kommer fra sukkersødede drikkevarer som sodavand og saft, mens 40% kommer fra slik, chokolade og kage. Børn drikker i gennemsnit ca. 184 ml sodavand om dagen. Det svarer til, at børn får ca. 20 g sukker dagligt udelukkende fra sodavand.

Hvorfor er sukker et problem?

Slik og søde drikkevarer optager pladsen for sundere fødevarer – eller kommer ”oveni”. Det betyder, at man kan komme til at mangle næringsstoffer samtidigt med, at man risikerer at blive for tyk. Fx ved man, at børn, der drikker meget sodavand, kun drikker lidt mælk. Det er en uheldig tendens, fordi børn har brug for mælkens næringsstoffer (½ liter fedtfattigt mælkeprodukt om dagen anbefales som en del af en sund kost). Desuden er sukker med til at øge risikoen for huller i tænderne, som er et stigende problem blandt børn.

Hvad skal dit barn drikke?