Praksissektoren
Praksissektoren omfatter sundhedstilbud, som leveres af privatpraktiserende leverandører til det offentlige inden for sundhedsområdet.
Praksissektoren omfatter følgende behandlere:
- Almen praksis
- Speciallæger
- Fysioterapeuter
- Kiropraktorer
- Psykologer
- Tandlæger
- Fodterapeuter
Det kan enten være regionerne eller kommunerne, som har myndighedsansvaret. Eksempelvis er det kommunerne som har myndighedsansvaret for vederlagsfri fysioterapi, hvor det er regionerne, der har myndighedsansvaret for eksempelvis psykologhjælp.
Hvad de privatpraktiserende leverandører skal udføre, herunder hvilke krav der stilles til den privatpraktiserende reguleres via overenskomster mellem den enkelte faglige organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).
I praksis betyder det for den enkelte borger, at det er privatpraktiserende leverandører som udfører indsatser for det offentlige, og at det offentlige enten helt eller delvist dækker ydelser hos en privatpraktiserende sundhedsperson.
Eksempelvis kan du via egen læge få en henvisning til fysioterapi og derved få tilskud til ydelser eller behandling.
Den enkelte privatpraktiserende leverandør udfører ofte også andre ydelser, som ikke er reguleret via overenskomst. Eksempelvis kan man også uden henvisning booke en tid hos en fysioterapeut. I det tilfælde er man dog ikke berettiget til tilskud fra det offentlige.
Sundhedsstyrelsens rolle
Sundhedsstyrelsen er ikke involveret i forbindelse med indgåelse af overenskomster. Men vi kommer i nogle tilfælde med anbefalinger til, hvad privatpraktiserende leverandører bør udføre. Se eksempelvis i Sundhedsstyrelsens kræftpakker, hvor der er lavet en beskrivelse af hvad almen praksis bør undersøge for i forbindelse med, hvorvidt du som borger eventuelt skal henvises til at indgå i et kræftpakkeforløb.
Læs materiale til almen praksis vedrørende kræftpakker
Hertil rådgiver Sundhedsstyrelsen om regionernes praksisplaner.
Læs mere om hvad praksisplaner er og hvilken rolle Sundhedsstyrelsen spiller