xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Hjertesygdomme

Sundhedsstyrelsen følger udviklingen på hjerteområdet, bl.a. på baggrund af rådgivning om faglige og organisatoriske forhold fra to stående udvalg, Sundhedsstyrelsens Udvalg for Hjertesygdomme og Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet.

Sundhedsstyrelsen udgiver efter behov faglige anbefalinger, så patienter med hjertesygdom kan få ensartet udredning og behandling af høj kvalitet i almen praksis og speciallægepraksis, på sygehuse og i kommuner. Sundhedsstyrelsen har fokus på, at alle hjertepatienter tilbydes den bedst mulige behandling og rehabilitering og følger løbende udviklingen inden for hjerteområdet gennem overvågning af bl.a. ventetid til visse undersøgelser og hjerteoperationer.

Overvågning

Sundhedsstyrelsens pakkeforløb på hjerteområdet blev udfaset i 2017.

Sundhedsstyrelsen overvåger udredning og udvalgte behandlingsforløb på hjerteområdet ud fra en model, som har fokus på patientrettigheder, herunder udredningsretten og maksimale ventetider samt bl.a. ventetid til hjerteklap- og bypassoperationer.

Overvågningen udføres med kvartalsvise afrapporteringer. Data indhentes fra Landspatientregisteret, Dansk Hjerteregister og regionerne, og produceres af Sundhedsdatastyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Nyt Dansk Hjerteregister er på vej, og en ny procedure for overvågning af ventetider på undersøgelser og behandlinger på hjerteområdet vil blive udviklet på basis af dette register.

Faglige anbefalinger for telemedicin til borgere med hjertesvigt

Med økonomiaftalerne for 2020 har Regeringen, KL og Danske Regioner aftalt at arbejde videre med telemedicinsk tilbud til borgere med hjertesvigt. Sundhedsstyrelsen leder i den forbindelse et projekt, der skal munde ud i sundhedsfaglige anbefalinger til, hvorledes man med telemedicin kan bistå og lave konsultationer i hjemmet til borgere med hjertesvigt. Anbefalingerne vil havde fokus på, hvilke patienter, der kan tilbydes en telemedicinsk løsning, hvad den telemedicinske løsning skal indeholde samt have fokus på patienters oplevede kvalitet og behandlingsmæssige kvalitetsforbedringer.

De sundhedsfaglige anbefalinger om telemedicin til borgere med hjertesvigt forventes at blive offentliggjort i løbet af 2020.

Opdateret 29 NOV 2019