xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Kræft

Sundhedsstyrelsen arbejder kontinuerligt for at forbedre overlevelsen og livskvaliteten for mennesker med kræft og følger løbende udviklingen på området.

I løbet af de sidste 15 år er der sket store fremskridt på kræftområdet. Det kan vi tydeligt se resultaterne af. Antallet af nye kræfttilfælde forventes at stige de kommende år, men stadig flere danskere overlever en kræftsygdom.

Selvom kræftbehandlingen er markant forbedret de sidste 10-15 år, har Danmark stadig inden for visse kræftsygdomme en dårligere overlevelse end vores nabolande. Der er uhensigtsmæssige forskelle på tværs af landet i forhold til ventetid på og kvalitet af udredning, behandling, rehabilitering og palliation. Og mange mennesker med kræft oplever usammenhængende indsatser, hvor det ikke er klart, hvem der har ansvaret for deres samlede forløb, og hvor de ikke føler sig tilstrækkeligt inddraget i beslutninger.

Sundhedsstyrelsen samarbejder med de faglige miljøer, regionerne og kommunerne, for at lægge rammerne for patienternes forløb via løbende overvågning af patientrettighederne, regulering af kvaliteten via specialeplanlægningen, optimering af rammerne for forebyggelse og sammenhængende forløb via udarbejdelse af forebyggelsespakker og monitorering og revision af kræftpakkeforløb samt forløbsprogrammer med et særligt fokus på at styrke rehabilitering og den palliative indsats.

Kræftplaner

Der er siden år 2000 igangsat fire nationale kræftplaner og en lang række forskellige initiativer på kræftområdet, som alle har haft til formål at forbedre kræftbehandlingen i Danmark.

I 2016 udarbejdede Sundhedsstyrelsen forarbejdet til Kræftplan IV ’Patienternes kræftplan’, som gennem 16 konkrete initiativer, i perioden 2017-2020 har haft til formål at sikre, at færre danskere skal opleve at få en kræftsygdom, flere skal overleve kræft – og alle skal opleve, at deres forløb er veltilrettelagt, og at de bliver inddraget undervejs.

Sundhedsstyrelsen har haft følgende opgaver i forbindelse med Kræftplan IV: 

  • Identificering og udvikling af beslutningsstøtteværktøjer
  • Et servicetjek af pakkeforløb for kræft
  • Udarbejdelse af kampagne målrettet børn og unges rygning
  • Udarbejdelse af HPV-informationskampagne
  • Planlægning af Pilotprojekt HPV hos mænd
  • Opdatering af anbefalinger om screening for livmoderhalskræft
  • Beskrivelse af metoder til at øge deltagelsen i livmoderhalskræftscreeninger hos ressourcesvage
  • Udvikling af engangstilbud om HPV-test
  • Udvikling af uddannelsesmodel for kræftkirurgi
  • Udmøntning af arbejde med kliniske retningslinjer i danske multidisciplinære cancergrupper (DMCG’erne)
  • Revision af forløbsprogram for rehabilitering og palliation
  • Indhente vidensopsamling omkring senfølger
  • Revision af Anbefalinger for den palliative indsats
  • Fastlæggelse af rammerne for et nyt Center for eksperimentel Kræftkirurgi


Du kan læse mere om vores arbejde og anbefalinger på området her:

Læs mere om kræftsygdom under viden

Læs mere om pakkeforløb for kræft

Læs mere om Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet

Læs mere om maksimale ventetider for kræft og hjerteområdet

Læs mere om de fire kræftplaner

 

 

 

Opdateret 05 NOV 2020