Engelsk

Seksuel sundhed

Sundhedsstyrelsens arbejde omkring seksuel sundhed fokuserer ikke kun på reduktion af sygdomme og uønskede graviditeter, men sigter også til at fremme den seksuelle sundhed, forstået som den fysiske, mentale og sociale trivsel relateret til seksualitet.

Ifølge WHO er seksuel sundhed en tilstand af fysisk, mental og social trivsel relateret til seksualitet. Seksuel sundhed kræver en positiv og respektfuld tilgang til seksualitet og seksuelle forhold, såvel som muligheden for at have sikre seksuelle oplevelser, fri for tvang, diskrimination og vold.

Sundhedsstyrelsen har derfor fokus på seksuel trivsel i alle livets faser og ikke kun på reduktion af sygdomme og uønskede graviditeter. Indsatser som har til formål at fremme den seksuelle sundhed og trivsel handler – udover at formidle viden – om at øge borgernes selvværd, bevidsthed og personlige styrke til at modstå pres til at indgå i et uønsket seksuelt forhold.

Forebyggelse i relation til seksuel sundhed ligger hos kommunerne. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet forebyggelsespakken for seksuel sundhed, hvor anbefalinger til indsatser og særlige målgrupper er beskrevet.

Forebyggelsespakke for Seksuel sundhed

Opdateret 15 OKT 2019