Engelsk

Godt spottet!

Vær med til at spotte type 2-diabetes på din arbejdsplads. Sundhedsstyrelsen gennemfører en informationsindsats om tidlig opsporing af type 2-diabetes rettet mod ledere og medarbejdere i distriktspsykiatrien, socialpsykiatrien, hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. Informationsindsatsen skal klæde ledere og medarbejdere på til at spotte tegn på diabetes og handle på en mistanke.

Godt Spottet

Informationsindsatsen sætter fokus på, at både ledere og medarbejdere spiller en vigtig rolle i opsporing af type 2-diabetes blandt de borgere, som de er i kontakt med.

Formål

Informationsindsatsens formål er at opspore flere af de 60.000 personer, som formodes at have type 2-diabetes, og inden de har udviklet komplikationer til sygdommen

Dette skal nås ved at:

  • styrke personalets viden om symptomer og risikofaktorer for type 2-diabetes
  • at lave lokale aftaler for, hvordan der handles på en mistanke, som alle kender

Målgruppe

Ledere og medarbejdere i distriktspsykiatrien, socialpsykiatrien, hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. Det er både sundhedsfaglige og ikke sundhedsfaglige medarbejdere som fx socialpædagoger, socialrådgivere og hjemmehjælpere.

Kampagneperiode

Kampagnen lanceres den 14. november 2019 på World Diabetes Day. I forlængelse af lancering afholder Center for Forebyggelse i Praksis fem temadage rundt om i landet. Formålet med temadagene er at understøtte implementering af kampagnens budskaber.

Strategi

Kampagnens strategi er at understrege, at både ledere og medarbejdere spiller en nøglerolle i opsporing af type 2-diabetes. Type 2-diabetes, som ikke er velbehandlet, kan give komplikationer som skader på eksempelvis øjne, hjerte og nyrer og medvirke til, at man dør tidligere. Ved at opspore sygdommen tidligt kan komplikationer undgås, og gør det muligt at leve et godt liv med type 2-diabetes. Således viser kampagnen, hvad det er for symptomer og risikofaktorer, man skal være opmærksom på, og igennem små film fortæller borgere med type 2-diabetes, hvad tidlig opsporing har haft af betydning for dem. Gennem andet materiale får både ledere og medarbejdere hjælp til at lave lokale aftaler for, hvordan man organiserer den tidlige opsporing på den enkelte arbejdsplads.

Materialer

Der er udarbejdet fire korte film. Tre af filmene er med borgere, der fortæller om livet med type 2-diabetes og hvad tidlig opsporing har haft af betydning for dem.

Der er også udarbejdet tre lydfortællinger med fagpersonale, som fortæller, hvordan de har organiseret arbejdet med tidlig opsporing af type 2-diabetes. I en fjerde lydfortælling fortæller Ulla Christensen fra Steno Diabetes Center Copenhagen om de udfordringer og overvejelser, der kan være i forbindelse med udviklingen af aftaler om opsporing.

Endvidere er der udviklet foldere, plakater og nøgleringe, der fortæller om symptomer på type 2-diabetes. Der er også udviklet en præsentation med fakta og reflektionsspørgsmål, som kan hjælpe arbejdspladser i udviklingen af lokale aftaler om opsporing.

Evaluering

Informationsindsatsen evalueres i løbet af 2020.

Hjemmeside

På hjemmesiden www.sst.dk/godtspottet kan der læses mere om informationsindsatsen og downloades materialet

Materiale kan også bestilles hos Rosendahls boghandel

 

Opdateret 14 NOV 2019