xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Hvid januar - en alkoholfri måned

Hvid januar handler om at bryde vanen, styrke sin sundhed, opleve øget velvære og selv tage styring i sit liv i en kultur, hvor alkohol fylder meget.

 

 

Hvid januar er en fælles anledning til at holde en pause fra alkohol. I forvejen skruer mange danskere ned for de usunde vaner og op for sundheden i januar oven på julen. En længere pause fra alkohol er en god anledning til at bryde vanen og tage sine alkoholvaner op til overvejelse. Samtidig kan vi med ”hvid januar” understøtte accepten af at sige nej tak til alkohol.

Formål

Kampagnen gennemføres for at fremme normer og adfærd, der kan understøtte en ændring i den danske alkoholkultur og bidrage til sundere alkoholvaner for den enkelte.

Hvid januar har følgende delmål, at:

  • Motivere til at holde alkoholfri måned eller alkoholfri uger
  • Gøre det socialt acceptabelt at sige nej tak til alkohol
  • Give deltagerne en anledning til at reflektere over og bryde med usunde vaner
  • Give erfaring med alkoholfri perioder og situationer (fester, socialt samvær mv.)
  • Udbrede kendskabet og ideen
  • Få flere til at støtte op om Hvid Januar

Målgruppe

Indsatsen henvender sig til alle, der gerne vil holde en pause fra alkohol og støtte op om budskabet. I år er den primære målgruppen 35-65-årige.

Mange støtter op

Mange støtter op om hvid januar og er med som partnere til at udbrede budskabet og understøtte hvid januar. Se hvem der er med på www.hvidjanuar.dk

Yderligere information

HVIDJANUAR.dk

facebook.com/HVIDJANUAR

Alkoholforbruget i Danmark er faldende

Danskernes alkoholforbrug falder. De nyeste tal fra Sundhedsprofilen 2017 ”Danskernes sundhed” viser blandt andet, at flere og flere efterlever Sundhedsstyrelsens anbefalinger og holder sig under 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd. Andelen af danskere over 16 år, der overskrider grænsen, er faldet fra 24,3 procent i 2010 til 17,6 i 2017, svarende til et fald på cirka 25 procent.

Alkohol og helbred

Alkohol bidrager til mere end 60 forskellige sygdomme med kort- og langsigtede konsekvenser, herunder kræftsygdomme, mavetarmssygdomme, hjerte-kar-sygdomme, leversygdomme, forhøjet blodtryk, nedsat immunforsvar, angst, depression mv. Herudover er alkohol skyld i ulykker som fald, forgiftninger, drukning, trafikulykker, vold og selvmord.

Alkohol er kræftfremkaldende, og risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, der indtages. Alkohol øger risikoen for kræft i de organer, der kommer direkte i kontakt med alkoholen – det vil sige fra mund til endetarm. Derudover øger alkohol også risikoen for brystkræft.

Fordele man kan opnå ved at tage en pause fra alkohol – på kort sigt:

  • Bedre søvn
  • Mere energi og overskud
  • Mere modstandsdygtighed over for stress og depression
  • Bedre immunforsvar
  • Forbedret leverfunktion
  • Forbedret potens
  • Reduceret risiko for konflikter og ulykker

Gode råd, hvis du vil drikke mindre

Et godt råd er at hoppe med på hvid januar. Og det kan man både gøre alene eller sammen med andre.

Det kan være godt at forberede sig lidt.

  • Skriv en liste med dine gode grunde til, hvorfor du vil drikke mindre.
  • Tænk over, hvornår det er svært og hvornår det er nemt at droppe alkoholen
  • Fortæl venner og familie at du holder hvid januar.
  • Hav ikke alkohol derhjemme – eller sæt det langt væk, så du ikke bliver fristet.
  • Drik noget andet, fx juice, alkoholfri vin, smoothies, kaffe eller mocktails.
  • Drop alkoholen - Gør noget andet end det du ville have gjort – gå en tur eller snak med en ven
  • Sig nej tak – jeg holder hvid januar, hvis du bliver budt.

 

Opdateret 16 DEC 2019