xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Råd til læger om valg af hormonbehandling i overgangsalderen

Nogle kvinder, der anvender hormonmidler mod hede-svedeture i overgangsalderen, får alvorlige bivirkninger. Derfor indeholder Månedsbladet for Rationel Farmakoterapi denne gang en praktisk guide til, hvad man skal overveje i almen praksis i forbindelse med opstart og opfølgning af hormonbehandling.

11 APR 2022

Det nye månedsblad giver en række gode råd, som lægen med fordel kan bruge til at vurdere, hvilket hormonmiddel der egner sig bedst til kvinder i overgangsalderen med behandlingskrævende gener som hede-svedeture. Der er set på alle hormonmidler, lige fra tabletter til gel og plastre.

”Vi håber, at guiden kan give praktiserende læger nogle brugbare værktøjer til samtalen med kvinden om til- eller fravalg af hormonbehandling. Det er vigtigt, at lægen som en del af vurderingen forholder sig til den enkelte kvindes risiko for at få alvorlige bivirkninger som kræft og blodpropper,” fortæller specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Iben Lund Thonesen.

Anvend hormontilskud i kortest mulig tid og i lavest mulig dosis

Guiden indeholder tabeller, der viser, hvor meget risikoen for visse typer af kræft og blodpropper stiger ved hormonbehandling med tabletter, gel og plaster. Risikoen stiger, jo længere kvinden får behandlingen. Anbefalingen i guiden er derfor, at behandlingen varer i kortest mulig tid, og at kvinder anvender den lavest mulige dosis. Den samlede behandlingstid bør ikke vare mere end 5 år.

Inden kvinden starter på at tage en hormonbehandling, skal lægen altid vurdere kvindens grundrisiko for hjerte-kar-sygdom, herunder blodpropper. Er der en stor risiko for hjerte-kar-sygdom anbefales det at undgå hormonbehandling med tabletter eller plaster, og at kvinden i stedet benytter sig af andre behandlingsmuligheder og livstilsændringer, som kan være motion, rygestop og eventuelt kostomlægning. Er der moderat risiko anbefales behandling med gel eller plaster, og er der lav risiko anbefales behandling med tabletter, gel eller plaster. Det er værd at bemærke, at gel- og plasterbehandling giver den laveste risiko for blodpropper.

Som læge skal du også vurdere kvindens risiko for kræft i bryst, æggestok og livmoderslimhinde. Kvinder, der tidligere har haft bryst- eller livmoderslimhindekræft eller er genetisk disponeret for bryst- eller æggestokkræft frarådes hormonbehandling.

Guiden nævner også, at behandling af gener som svie eller kløe ved skede og urinveje ikke bør behandles med tabletter eller plaster, men derimod med lokaltvirkende midler som vagitorier, vaginalindlæg eller vaginalcreme.

Læs mere i Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 3, 2022: Hormonbehandling i overgangsalderen

IRF har sendt anbefalinger om polyfarmaci ved multisygdom i høring

De 13 anbefalinger går på tværs af fagligheder og sektorer og skal skabe mulighed for at forebygge og bedre håndtere polyfarmaci ved multisygdom. Mange af anbefalingerne har relevans for almen praksis og kan bidrage til rationel farmakoterapi for personer med multisygdom. Høringssvar kan indsendes til irf@sst.dk indtil den 28. april 2022 klokken 12.00.

Gå til høringsportalen