xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vellykket generalprøve lover godt for vaccinations­udrulningen

Status på vaccinationsindsatsen per 2. marts 2021.

05 MAR 2021

Sundhedsstyrelsen gør status på vaccinationsindsatsen, der i denne uge også inkluderer regionernes storskalatest. På nuværende tidspunkt er der i alt givet over 635.000 doser.

449.725 er gået til første stik, mens 185.677 personer har fået andet stik, og derfor er færdigvaccinerede.

Fredag den 26. februar gennemførte regionerne en storskalatest af muligheden for at vaccinere mange personer over kort tid. Testen resulterede i det hidtil højeste antal borgere vaccineret mod COVID-19 på én dag, og i alt blev 30.401 personer vaccineret.

Formålet med testen var at afprøve organiseringen og kapaciteten af vaccinationsindsatsen med mange vaccinationer på én dag. Foreløbige evalueringer og tilbagemeldinger fra regionerne viser, at dagen er forløbet godt, og at særligt udnyttelsesgraden- det vil sige i hvor høj grad de leverede vaccinedoser rent faktisk udnyttes ude på vaccinationsstederne – har været høj. 

”Det viser jo, at vi er klar til at skrue op for kapaciteten i takt med at vi modtager flere vaccinedoser. Og vi er særligt glade for at se, at der meget begrænset spild. Det er rigtig flot at vi får mest muligt ud af de leverede doser, så vi kan få tilbudt vaccination til alle personer i de igangsatte målgrupper, der ønsker det. Testen har i stor grad vist, at regionerne er rustet til vaccinationsopgaven, hvilket tegner godt for den videre udrulning,” fortæller direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Tilbud om vaccination i eget hjem

I denne uge er vaccinationstilbuddet til sårbare borgere, der har brug for et nært tilbud, blevet udvidet, så de nu får mulighed for at blive vaccineret i eget hjem. 

”Jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde vaccination til borgere i nærområdet og i deres hjem. Det er helt afgørende for vores videre håndtering af epidemien herhjemme, at disse borgere, der ofte vil være meget sårbare, også har mulighed for beskyttelse mod COVID-19,” siger Søren Brostrøm.

Muligheden for at vaccinere borgere i eget hjem er blevet til i et samarbejde med Statens Serum Institut, kommunerne, regionerne og alment praktiserende læger. Vi forventer, at de ældre og sårbare borgere, der endnu ikke er blevet vaccineret, fordi de har  behov for et nært tilbud, vil få tilbud om vaccination inden for de næste uger, og at det vil være muligt at følge dette i næste uges statusrapport.

Vaccination mod COVID-19: Statusrapport