xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundheds­styrelsen udgiver en ny vejledning om industriel radiografi

Vejledningen er opdateret, fordi der er kommet ny lovgivning på strålebeskyttelsesområdet. Formålet er at gøre det nemmere for brugerne at forstå og leve op til de nye regler i strålebeskyttelseslovgivningen og at rådgive virksomhederne om, hvordan de forskellige krav kan opfyldes.

29 JUN 2021

Industriel radiografi er en metode til at teste forskellige typer materialer, hvor ioniserende stråling anvendes med det formål at lokalisere skjulte mangler og defekter.

Vejledningen er rettet mod de virksomheder, der anvender strålekilder til industriel radiografi i forbindelse med for eksempel kontrol af materiale, svejsninger og lignende i produktionsanlæg, bygninger og brokonstruktioner, samt til virksomheder der foretager eftersyn eller service på disse strålekilder og tilhørende anlæg og udstyr.

Den opdaterede vejledning beskriver de samlede rammer for anvendelsen af strålekilder til industriel radiografi.

”Formålet med vejledningen er at give virksomhederne anvisninger til, hvordan de kan leve op til de nye regler i strålebeskyttelseslovgivningen. Det handler blandt andet om, hvem der har ansvaret for at opfylde kravene i lovgivningen, om regler for tilladelse og registrering og om hvad virksomhederne skal opfylde både i forhold til sikkerhedsvurderinger og beskyttelse af personalet ” siger Haraldur Hannesson, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse.

Vejledningen beskriver dermed også de krav, der er til sikkerhedsvurderinger og til de særlige kompetencepersoner, som blev indført med de nye bekendtgørelser på strålebeskyttelsesområdet i 2018. Den giver derudover også konkrete anvisninger til at udføre industriel radiografi, så det er forsvarligt strålebeskyttelsesmæssigt.

Den nye vejledning erstatter en tidligere vejledning fra 2008.

Vejledning om industriel radiografi 2021