xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Ny rapport undersøger, hvordan fysisk aktivitet kan mindske symptomer hos patienter med depression og angst

Sundhedsstyrelsen har i en ny rapport set på årsagerne til, hvordan fysisk aktivitet kan mindske symptomer og øge evnen til at mestre sygdom hos personer diagnosticeret med depression og angst.

08 DEC 2021

Det er veldokumenteret, at fysisk aktivitet forebygger psykiske lidelser som angst og depression, og en del forskning peger også på, at fysisk aktivitet kan reducere symptomer hos personer, der er diagnosticeret med depression og angst, men uden at det er tydeligt hvordan. 

I rapporten, som er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Sundhedsstyrelsen, gennemgås resultaterne fra 26 videnskabelige artikler om, hvorfor fysisk aktivitet lindrer symptomer på angst og depression. Rapporten viser, at der kan være flere årsager.

Fysisk aktivitet genopretter systemer i hjernen

Angst og depression påvirker hjernen negativt. De 26 artikler tegner samlet et billede af, at fysisk aktivitet kan genoprette den negative virkning på hjernen via et samspil mellem fysiologiske og psykologiske mekanismer. Resultatet er, at patienterne kan opleve en bedring af deres symptomer.

”Der er stor forskel på de videnskabelige studier, der er undersøgt. Men det ser ud, som om fysisk aktivitet kan bidrage til at lindre angst og depression ved at genoprette de systemer i hjernen, som angst og depression har en negativ virkning på. Det drejer sig for eksempel om hukommelse og læring samt de systemer, der regulerer hormoner,” siger sektionsleder Charlotte Kira Kimby.  

Patienter med angst eller depression kan opleve at være plaget af tankemylder og bekymringer. Litteraturgennemgangen indikerer, at fysisk aktivitet kan bidrage til at flytte patienternes fokus væk fra det. Hvis patienterne er fysisk aktive, sover de også bedre, og det kan gøre, at patienten får færre symptomer på sin sygdom, eller bidrage til at patienten sover bedre og derfor har færre symptomer. 

”Flere studier beskriver, at fysisk aktivitet kan give bedre søvn, som kan lindre angst og depressionssymptomer. Samtidig ser vi også, at fysisk aktivitet kan øge patienternes tro på deres egne evner, og dermed gøre det lettere for dem at håndtere og leve med angst og depression,” siger sektionsleder Charlotte Kira Kimby.

Læs publikationen her:

Fysisk aktivitets betydning for personer med angst og depression

120.000 voksne danskere har angst

Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil i 2017 viser, at godt 120.000 voksne danskere har en angst- eller belastningsdiagnose, og hvert år registreres der mere end 16.000 nye tilfælde af angst og 11.000 nye tilfælde af depression.