xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Turister i Danmark skal kende de danske anbefalinger for at undgå smitte med ny coronavirus

Sundhedsstyrelsen har i en ny pjece og på plakater samlet den information om ny coronavirus, som turister skal bruge, når de kommer til Danmark. Det handler både om de generelle råd for at mindske smittespredning med ny coronavirus, samt hvad turister skal gøre, hvis de bliver syge.

15 JUN 2020

Det er vigtigt at sikre, at turister der kommer til Danmark er opmærksomme på vores anbefalinger om, hvordan man undgår smitte, og samtidig give dem viden om, hvad de skal gøre, hvis de får symptomer, der giver mistanke om COVID-19. Derfor samles al information til turister i en pjece, ligesom der er lavet plakater med de samme budskaber, som kan hænges op de steder, hvor turister færdes. Det kan fx være ved de danske grænser, på hoteller og på campingpladser.

”Med materialet vil vi gerne gøre turister opmærksomme på vores anbefalinger om at undgå smitte. Det er vigtig, at turister, der kommer til Danmark, bliver mindet om at overholde anbefalinger såsom håndhygiejne og at holde afstand, og at de samtidig ikke er i tvivl om, hvad de skal gøre, hvis de bliver syge. Derfor har vi udarbejdet en pjece, som alle turister kan få udleveret, enten før ankomst eller som noget af det første, når de ankommer til Danmark”, siger vicedirektør Helene Bilsted Probst.

Nogle af de spørgsmål, som kan opstå hos turister, kan fx være, hvad man skal gøre, hvis man oplever symptomer fra luftveje, hoste eller feber eller andet, der kan give mistanke om ny coronavirus. Her er det vigtigt, at turisterne får isoleret sig, så de ikke kommer til at smitte andre, og at de ikke møder op hos lægen uden en aftale, hvis de får behov for lægehjælp. I stedet skal de kontakte den nærmeste praktiserende læge i dagtid eller vagtlægen/1813 telefonisk udenfor praktiserende læges åbningstid.

Materialet findes foreløbig på dansk, engelsk og tysk. Det udsendes til en lang række aktører og kan findes på vores hjemmeside

www.sst.dk/covid-turist