xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tre nye film om sansestimulering i ældreplejen

Videnscenter for værdig ældrepleje har produceret tre korte film om, hvordan medarbejdere på ældreområdet kan anvende sansestimulering til at øge borgerens trivsel og skabe ro og tryghed i hverdagen.

30 JUN 2020

Med tre film sætter Videnscenter for værdig ældrepleje i Sundhedsstyrelsen fokus på beroligende sansestimulering via berøring i plejesituationer og ved daglige aktiviteter. Foruden filmene har Videnscenter for værdig ældrepleje også produceret materiale, som kan bruges på fx temamøder på arbejdspladser, der ønsker at arbejde med sansestimulering.

Filmene er tænkt som inspiration til medarbejdere og ledere på ældreområdet og viser eksempler på sansestimulering af bevægelsessansen via berøring med dybe tryk. Stimulering af sanserne er en måde at øge borgerens bevidsthed om egen krop, og for især borgere med tegn på mistrivsel, har sansestimulering af særligt bevægelsessansen stor betydning for at borgeren oplever ro og tryghed i hverdagen. Bevægelsessansen bliver sjældent overstimuleret og kan derfor med fordel stimuleres forud for personlig pleje og andre daglige aktiviteter. Dermed understøttes borgerens evne til at mestre aktiviteterne.

”Vi ved, at sansernes funktioner er essentielle for menneskers trivsel og livskvalitet. Hvis en borgers behov for sansestimuli ikke bliver opfyldt kan det føre til ændret adfærd og mistrivsel. Det kan fx vise sig i form af, apati, vrede, fysisk uro, angst og selvskadende adfærd,” fortæller fuldmægtig Belén Vejen.

Filmene kan ses samlet eller hver for sig. Første film giver en kort introduktion til sansestimulering. De to andre film giver praktisk vedledning til, hvordan sansestimulering via fx dybe tryk og med få hjælpemidler kan udføres i hverdagen i forbindelse med daglige aktiviteter og plejeopgaver.

Se filmene og læs mere om sansestimulering: Sansestimuli i ældreplejen