xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nyt lægemiddel til kvinder i overgangsalderen anbefales kun i særlige tilfælde

Duavive er et nyt lægemiddel mod hede-svedeture for kvinder i overgangsalderen. Præparatet har samme effekt som andre kendte lægemidler på området, men der er endnu begrænset viden om eventuel risiko for kræft i livmoder og bryst ved brug af Duavive. Herudover er præparatet dyrere end de fleste sammenlignelige lægemidler.

16 JUN 2020

Mange kvinder oplever gener i forbindelse med overgangsalderen. For at mindske hede-svedeturene, kan lægen udskrive behandling med erstatning for de kvindelige kønshormoner. Duavive er et nyt lægemiddel på markedet, som består af østrogen og bazedoxifen (en selektiv østrogenreceptor-modulator). På samme måde som behandling med østrogen i kombination med gestagen, kan Duavive anvendes af kvinder, der fortsat har deres livmoder. I Danmark er Duavive markedsført til anvendelse hos kvinder, hvor behandling med syntetisk gestagen ikke er hensigtsmæssig.

”Hvis man ser på Duavives effekt på hede-svedeture, er den sammenlignelig med østrogen-gestagen behandling. Men der er ikke påvist særlige fordele ved at anvende Duavive frem for de eksisterende behandlingsalternativer, og vi har stadig begrænset viden om bivirkningerne på både kort og langt sigt,” udtaler Louise Bjørkholt Andersen, læge ved Indsatser for Rationel Farmakoterapi.

For kvinder i overgangsalderen kan behandling med østrogenholdige lægemidler øge risikoen for blandt andet brystkræft. Da Duavive er et nyt lægemiddel, er der dog endnu begrænset viden om, hvorvidt anvendelse kan øge risikoen for kræft i hormonfølsomme væv. Det Europæiske Lægemiddelagentur har rejst mistanke om øget vækst af livmoderslimhinden blandt kvinder, der fik Duavive i markedsføringsstudierne. Duavive er herudover dyrere end østrogen og gestagen i tabletform. Duavive har hverken generelt eller klausuleret tilskud, men den receptudskrivende læge kan søge enkelttilskud, hvis patienten har haft bivirkninger ved behandling med gestagen.

Sundhedsstyrelsens Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) vurderer ikke, at behandling med Duavive fremviser særlige fordele for de fleste kvinder med generende hede-svedeture. IRF vurderer dog, at behandling med Duavive kan anvendes i de særlige tilfælde, hvor behandling med gestagen ikke er egnet.

Se præparatanmeldelsen

Læs mere om Lægemiddelstyrelsen afgørelse om ikke at tildele generelt tilskud til Duavive