xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvordan skaber vi flere og bedre aflastningstilbud til borgere med demens og deres pårørende?

Kommuner kan fra i dag søge midler fra en pulje til at sikre flere, bedre og mere fleksible aflastningstilbud til borgere med demens og deres pårørende.

10 MAR 2020

Pårørende til borgere med demens yder ofte en stor indsats for at sikre omsorg for deres nære. Men rollen som nærmeste omsorgsgiver kan i mange tilfælde være både psykisk og fysisk belastende.

”De pårørende har behov for aflastning og dermed et frirum fra sygdommen. Og samtidig er det vigtigt for dem, at deres syge nærtstående deltager i et meningsfuldt aflastningstilbud”, siger fuldmægtig Abelone Løgstrup fra Sundhedsstyrelsen.

Og det er netop formålet med puljen ”Flere, bedre og mere fleksible aflastningstilbud til mennesker med demens og deres pårørende, der skal sikre pårørende et frirum fra sygdommen”, som Sundhedsstyrelsen slår op i dag.

Som noget nyt i forhold til tidligere aflastningspuljer, kan der denne gang indgå et element af målrettet mental støtte og aflastning til de pårørende i det samlede aflastningstilbud. Det skal hjælpe de pårørende til at mestre hverdagen og give et frirum fra sygdommen og rollen som omsorgsgiver.

Der er afsat 39 mio. kr. i ansøgningspuljen, fordelt på årene 2020-2023. Puljen er en del af aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2020-2023. Puljen ligger i forlængelse af initiativ 12 i Demenshandlingsplanen 2025 og tager afsæt i erfaringer fra de to tidligere aflastningspuljer.

Vi modtager ansøgninger frem til torsdag den 7. maj 2020, kl 12:00.

Læs mere om puljen og materiale til ansøgning