xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Gravide kan stadig blive gratis vaccineret imod influenza

Tilbuddet om gratis influenzavaccination til gravide og personer med immundefekt gælder indtil udgangen af februar.

05 FEB 2020

Influenzasæsonen er over os, og derfor har personer, som er særligt udsat for at blive alvorligt syge af influenza, kunne få gratis influenzavaccination i løbet af vinteren. For de fleste sluttede tilbuddet den 15. januar, men tilbuddet fortsætter frem til udgangen af februar for gravide efter 12. uge og for personer med immundefekt og dem de bor sammen med.

”I Sundhedsstyrelsen anbefaler vi vaccination til gravide, da influenzavaccinationen nedsætter den gravides risiko for at få komplikationer i forbindelse med influenza, som f.eks. lungebetændelse. Udover at beskytte den gravide, beskytter vaccinationen også barnet mod influenza,” siger læge i Sundhedsstyrelsen Miriam Colstrup Sommer og tilføjer:

”Undersøgelser viser lavere sygelighed og dødelighed blandt nyfødte af vaccinerede mødre. Barnet er beskyttet mod influenza i op til flere måneder efter fødslen.” 

Læs mere om influenzavaccinationen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside