xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Gratis temadage om samarbejdet mellem ældreplejen og pårørende

Sundhedsstyrelsen inviterer medarbejdere og ledere i ældreplejen til regionale temadage, der har fokus på at styrke samarbejdet mellem personale og pårørende.

18 AUG 2020

Samarbejdet med pårørende fylder meget i hverdagen i ældreplejen. Mange medarbejdere kan sidde inde med spørgsmål som: Hvad har forskellige pårørende af forventninger og ønsker; og hvad kan man som leder og medarbejder gøre for at starte en god dialog med pårørende?

Sundhedsstyrelsen holder i slutningen af året en række regionale temadage, hvor deltagerne får svar på disse spørgsmål, nyttige værktøjer og inspiration til at til at styrke samarbejdet med pårørende.

“Vores ambition med efterårets temadage er at inspirere medarbejdere i ældreplejen til at få et godt samarbejde med pårørende. Vi introducerer deltagere til faglige redskaber og metoder, og vi håber, at temadagene gør det nemmere for medarbejderne at tale med pårørende om deres forventninger og behov,” fortæller sektionsleder i Ældre og Demens, Line Raahauge Hvass. 

Temadagene består af fællesundervisning, konkrete øvelser og gruppedrøftelser, der tager udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer fra deres hverdag i hjemmeplejen eller på plejecentre. Deltagerne vil desuden blive introduceret til Sundhedsstyrelsens nye dialogkort, som skal bruges til løbende forventningsafstemning mellem pårørende og medarbejdere. Målet er, at deltagerne går hjem med konkrete idéer til at udvikle og gå i gang med nye måder at samarbejde med pårørende på.

Underviseren på alle fem temadage er psykolog Anneke Dapper-Skaaning, som er en erfaren underviser af personale i ældreplejen. Anneke har fra sit tidligere arbejde som demenskoordinator stor erfaring med pårørendesamtaler, hun har holdt kurser i kommunikation til ægtefæller til mennesker med demens og underviser plejepersonale i pårørendesamarbejde.

Praktisk information

På hver temadag er der plads til 40 deltagere. Tilmelding foregår efter ”først til mølle”-princippet. Vi anbefaler, at man deltager flere fra samme arbejdsplads eller plejeenhed for at få mest ud af temadagen.

Sundhedsstyrelsen følger COVID-19-situationen i Danmark tæt. Der kan ske ændringer i forbindelse med afholdelsen af temadagen, hvis det vurderes nødvendigt. I tilfælde af at temadagen ikke kan gennemføres som planlagt, vil Sundhedsstyrelsen vurdere alternativer for afholdelsen og holde deltagerne løbende orienteret herom.

Temadagene afholdes i:

  • Ringsted den 6. november
  • Aarhus den 13. november
  • København den 24. november
  • Odense den 2. december
  • Aalborg den 10. december

Læs mere og tilmeld dig her: www.aeldreogdemens.nemtilmeld.dk