xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vær opmærksom på brug af medicin til ammende

Månedsbladet Rationel Farmakoterapi sætter denne gang fokus på brug af lægemidler til kvinder, der ammer.

28 OKT 2019

Amning betragtes som den optimale ernæring for spædbørn og har gavnlige virkninger for både mor og barn. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn ammes fuldt, til de er omkring seks måneder. Delvis amning anbefales til barnet er 12 måneder eller længere. 

”Hvis en ammende kvinde har behov for behandling med medicin, sker behandlingen ofte samtidig med, at hun ammer. Men det sker, at nogle kvinder på eget initiativ eller efter råd fra lægen unødigt enten stopper med at tage medicin i ammeperioden eller stopper amningen for at tage deres medicin. Det er uhensigtsmæssigt”, siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Marie Louise Schougaard Christiansen. 

I månedsbladet gennemgås en metode, som læger kan anvende for at anslå, hvor stor en andel af det lægemiddel, som en ammende kvinde indtager, barnet, der ammes, vil blive udsat for. Dermed kan lægen teoretisk vurdere risikoen ved at behandle den ammende kvinde. 

Derudover gennemgås en række lægemidler, som ammende hyppigt kan have behov for at blive behandlet med. Det drejer sig om lægemidler mod astma, antidepressiva, nikotinsubstitutionsprodukter, smertestillende, lægemidler mod stofskiftesygdomme, hormonel svangerskabsforebyggelse, antibiotika, lægemidler mod svamp og antihistaminer. Der gennemgås også kort lægemidler, der kan anvendes for at hæmme amning, hvis det er nødvendigt. 

Endelig gives eksempler på lægemidler, som er uforenelige med amning. Hvis behandling med disse lægemidler er nødvendig, må amning altså typisk ophøre. Det drejer sig bl.a. om kemoterapi og radioaktive lægemidler, flere antiepileptika, enkelte lægemidler mod migræne og enkelte lægemidler mod uregelmæssig hjerterytme. 

Læs artiklen i Månedsblad for Rationel Farmakoterapi nr. 7, 2019: Lægemidler og amning