xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Svært at få mennesker med pædofile tanker i rådgivning og behandling

Der findes i dag kun begrænset viden og forskning om mennesker med pædofile tanker, og der er bred enighed blandt fagfolk om, at der er behov for mere viden på området.

06 MAR 2019

Der findes i dag kun begrænset viden og forskning om mennesker med pædofile tanker, og der er bred enighed blandt fagfolk om, at der er behov for mere viden på området.

Mennesker med pædofile tanker har svært ved at få adgang til de rette tilbud om rådgivning og behandling. Det er en af konklusionerne i den undersøgelse af indsatsen for mennesker med pædofile tanker, som Sundhedsstyrelsen udgiver i dag.

I dag er systemet sådan indrettet, at et menneske med pædofile tanker, som ønsker enten rådgivning eller behandling, skal have en henvisning hos egen læge. Det kan være tanker og problemer, som man ikke har lyst til at indvie sin egen læge i, og mange er bekymrede for, at denne type oplysninger kommer til at fremgå af deres journal. 

”Det er vigtigt, at vi sikrer, at de mennesker, som er forpinte af seksuelle tanker om børn, og som ønsker at modtage behandling, nemt kan få adgang til det.” siger Kirsten Hansen, Sektionsleder i Sundhedsstyrelsen. 

I rapporten er der et par forslag til, hvordan man kan sikre at flere mennesker med pædofile tanker får adgang til relevante tilbud om rådgivning og behandling. Et råd er, at man finder en løsning, så det bliver muligt at få direkte adgang til behandling uden om egen læge. Et andet råd er, at det bliver muligt at gøre enkelte oplysninger i patientjournaler anonyme.

Forslagene bygger både på danske og udenlandske erfaringer, som undersøgelsen har samlet sammen. 

Undersøgelsen peger på, at hvis man vil styrke indsatsen over for mennesker med pædofile tanker, vil det være en rigtig god ide at sætte gang i en informationsindsats. Den vil kunne gøre det nemmere at finde information om emnet og finde frem til de rette tilbud om rådgivning og behandling.

”Undersøgelsen viser, at det især er en god ide med en målrettet informationsindsats for de unge. Når man er teenager udvikler man sin seksualitet, og det er her, at mange opdager, at de har andre seksuelle tanker end deres kammerater. De unge har brug for hjælp til at sætte grænser, og til at håndtere deres tanker”, forklarer Kirsten Hansen.

Undersøgelsen af indsatsen for mennesker med pædofile tanker er gennemført af COWI på vegne af Sundhedsstyrelsen. Undersøgelsen består dels af en afdækning af den allerede eksisterende indsats på området i Danmark og dels af en indsamling af erfaringer fra udlandet.

På finansloven for 2019 og sundhedspuljen til højt prioriterede indsatser på sundhedsområdet er der afsat midler til at foretage en undersøgelse af indsatsen for mennesker med pædofile tanker med henblik på at styrke indsatsen på området. 

Læse hele undersøgelsen her